Oliekrise og inflation

Mod slutningen af 1973 blev verdensøkonomien ramt af en hammer, da de arabiske lande valgte at bruge olievåbenet mod de (vestlige) lande, som støttede Israel i Yom Kippur-krigen. Der blev skruet ned for forsyningerne og op for prisen, og konsekvenserne var dramatiske, eftersom det sorte guld var datidens langt vigtigste energikilde.

Herhjemme tegnede olien sig for 90% af det samlede energiforbrug, så virksomhedernes og husholdningernes energiregning steg voldsomt og det samme gjorde arbejdsløsheden og underskuddet på betalingsbalancen. For at spare på den knappe valutareserve indførte regeringen bilfrie søndage, hvilket jeg som 14-årigt cyklende søndagsavisbud i øvrigt satte stor pris på. Samtidig vænnede vi os til at tage den islandske sweater på også indendørs for at spare på varmen på de kolde vinterdage.

Alt imens tikkede inflationen nærmest helt af sig selv opad som følge af datidens dyrtidsregulering og den inkonsekvente stop-go-politik. I begyndelsen af 1980’erne nåede inflationen to-cifrede niveauer, mens renten på stats- og kreditobligationer steg til over 20%. Det var en udvikling, som dybest set underminerede den økonomiske stabilitet.

Benzinafgifter og energirenoveringer

Der er vi slet ikke i dag. Oliekriserne, for der kom som bekendt én yderligere i 1979-80, blev nemlig katalysatoren til en omfattede revurdering af både energi-, finans- og pengepolitikken. Der blev således lagt store afgifter på benzinen, mens boliger og ejendomme blev genstande for en omfattende energirenovering. Det sidste var også med til at skabe nye jobs i en svær tid. Samtidig blev blikket vendt mod at sikre forsyningssikkerheden ved dels at frigøre os fra olien som primær energikilde, dels indlede et tæt samarbejde med de øvrige nordiske lande gennem en integration af energiinfrastrukturen. Et regionalt samarbejde, som i dag tjener som internationalt forbillede og skaber store fordele som følge af landenes brede vifte af forskellige vedvarende energikilder. Det sidste betyder med stor sandsynlighed også, at perioden med de nuværende høje energipriser bliver relativt kortvarig og ikke får alvorlige konsekvenser for dansk økonomi.

Også den økonomiske politik blev revurderet. Internationalt fik pengepolitikken til formål at sikre en lav og stabil inflationsrate og der blev lagt vægt på ansvarlighed i finanspolitikken i de fleste lande i den vestlige verden, herunder Danmark.

Anderledes rammebetingelser i dag

Sideløbende har strukturreformer og globaliseringen skærpet den internationale konkurrence og øget produktiviteten betragteligt. Det har sammen med bl.a. fremkomsten af digitale handelsplatforme og regulatoriske krav om øget prisgennemsigtighed gjort det markant sværere at hæve lønninger, priser og marginer end tilfældet var det i 1980’erne.

Rammebetingelserne for en periode med meget høj inflation er derfor helt anderledes i dag end tidligere. Det gælder også selvom pandemien måske fører til, at nogle virksomheder hjemtager produktion fra lavtlønslande i Asien for at reducere risikoen for fremtidige nedbrud i værdikæderne, eller hvis arbejdskraftens mobilitet fortsat vil være hæmmet af rejserestriktioner. Det sidste kan resultere i en mere udbredt mangel på lokal arbejdskraft og føre til en højere lønstigningstakt, som virksomhederne vil forsøge at sende videre til forbrugerne i form af højere priser.

Samtidig har jeg svært ved at se ind i en længerevarende periode med stagnation. Den underliggende efterspørgsel i verdenssamfundet er høj for tiden og den grønne omstilling vil medføre enorme offentlige og private investeringer over de kommende mange år.

Derfor vil væksten fortsætte i højt tempo og inflationen aftage igen fra de nuværende niveauer, når pandemien er overstået og logistikproblemerne løste. Om det så varer tre, seks eller tolv måneder kan kun tiden vise. Og hvis energiregningen når at løbe løbsk i mellemtiden, kan vi jo altid tage en omgang mere med uldtrøjen og bilfrie søndage. Det sidste ville under alle omstændigheder også pynte på CO2-regnskabet.