2022_04 Så meget er huspriserne steget i de enkelte kommuner

De pessimistiske spådomme stod i kø – men køberne havde andre planer

Det er nu godt to år siden, at Danmark lukkede ned for første gang som følge af coronapandemien. Usikkerheden var enorm, renten steg mærkbart, og på boligmarkedet stod de pessimistiske spådomme i kø, da økonomisk krise og højere arbejdsløshed normalt ikke går hånd i hånd med stigende priser.

Læs også: Værd at vide om opkonvertering 

Prognoserne holdt dog ikke længe, for boligkøberne håndterede krisen helt anderledes end forventet. I stedet for at krybe i skjul og se tiden an, gik køberne nærmest amok. Der blev handlet huse, ejerlejligheder og fritidshuse i rekordhøjt tempo, udbuddet raslede ned, afslagene faldt, og priserne steg kraftigt mange steder i landet.

I dag er der da heller ikke tvivl om, at de seneste to år vil blive husket som en fantastisk periode for boligejerne, hvor næsten alt kunne sælges, og hvor friværdierne fløj mod himlen. Dykker vi ned i tallene, er der dog store geografiske forskelle på, hvor store stigninger boligejerne har oplevet.

Store gevinster til de fleste husejere

Vi har gjort status på de seneste to års optur på husmarkedet ved at regne på, hvor stor gevinsten har været for en boligejer med et gennemsnitligt hus på 140 m2 i de enkelte landsdele og kommuner. Konklusionen er, at et gennemsnitligt hus på 140 m2 er steget med 18 pct. siden COVID-19 lukkede landet ned for første gang for to år siden. Det svarer til, at en gennemsnitlig boligejer har oplevet en stigning i sin friværdi på 370.000 kr. alene som følge af de stigende priser. Fordeler man gevinsten ud på måneder, svarer det til, at et gennemsnitligt hus er steget med ca. 15.400 kr. om måneden de seneste 24 måneder i træk.

Læs også: Hvilke regler skal opfyldes for at få et boliglån?

Så meget er huspriserne steget i de enkelte kommuner

Store geografiske forskelle

Dykker vi længere  ned i tallene, viser det sig, at det er på Bornholm og i mange af de sjællandske landsdele, at huspriserne er steget mest. På Bornholm er priserne steget med 50 pct. de seneste to år, mens huspriserne er steget med 31 pct. i  København By og med hhv. 27 og 25 pct. i Københavns omegn og i Nordsjælland. I de jyske landsdele er priserne også steget, men i et væsentligt mere moderat tempo. Et gennemsnitligt hus i Vestjylland og Nordjylland sælges fx ”kun” til en pris, der er 7-8 pct. højere end i samme periode for to år siden.

Læs også: Kvinderne halter efter mændene på boligmarkedet

Det er altså husejerne i og omkring hovedstaden, der har oplevet det største løft i salgspriserne. Husene var dyre allerede inden COVID-19 ramte, og da det samtidig er her, at priserne er steget mest, har det fået friværdierne til at eksplodere.

I nogle kommuner er prisen på et gennemsnitligt hus steget med over 1 mio. kr.

Uanset om vi måler prisudviklingen i procent eller i kroner, er det mange af landets dyreste kommuner, der placerer sig i toppen af listen. I otte kommuner er prisen på et gennemsnitligt hus fx steget med over 1 mio. kr., og der er i alle tilfælde tale om forstadskommuner til København. Til sammenligning er et gennemsnitligt hus steget med 580.000 kr. i Aarhus kommune og 270.000 kr. i Odense kommune, som er de kommuner i hhv. Jylland og på Fyn, hvor huspriserne er steget mest.

Ønsker du flere artikler om boligmarkedet, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev Nyt fra Nordea her.

Opgør vi prisudviklingen i procent er det dog Bornholm, der løber med guldet. Her er prisen på et gennemsnitligt hus steget med ikke mindre end 50 pct. de seneste to år, hvilket muligvis skal forklares med øens smukke natur og en mere udbredt brug af hjemmearbejde.

Kun en enkelt kommune har ifølge Boligsidens tal oplevet faldende priser de seneste to år, og det er Brønderslev. Her er priserne faldet med 6 pct., hvilket svarer til, at et gennemsnitligt hus kan købes for 70.000 kr. mindre i dag end ved denne tid for to år siden. Dertil kommer nabokommunen Hjørring, der har oplevet uændrede priser, og hvor et gennemsnitligt hus derfor koster præcis det samme som for to år siden.

Så meget er huspriserne steget i de enkelte kommuner