Afdæmpet investorglæde trods stærke danske regnskaber

Ups! Tillad markedsføringscookies for at se indhold som dette fra Nordea

De danske virksomheder er i fuld gang med at sende halvårsregnskaber på gaden, og tallene har som regnskaberne i USA været superstærke. Men forventningerne har også været høje, og de store kursstigninger på ryggen af de danske regnskabstal er udeblevet. Det ændrer dog ikke ved, at aktiekurserne globalt set hen over sommeren er sendt mod nye højder. 

Den danske regnskabssæson er i fuld gang, og når sidste regnskab om nogle uger er sendt afsted, er det slut på denne runde regnskabsaflæggelser, der har præget sommermånederne på aktiemarkederne. Generelt har tallene været flotte over hele verden og har afsløret den højeste årlige indtjeningsvækst i over 10 år, forklarer seniorstrateg i Nordea Simon Kristiansen.

”Regnskaberne har generelt været superstærke i hele verden, og her er Danmark ikke nogen undtagelse. De danske regnskaber har generelt været gode, og regnskabsoverraskelserne har været rigtigt pæne,” fortæller Simon. Han peger dog på, at kun omkring halvdelen af de danske selskaber indtil videre har aflagt regnskaber.

Men mens investorerne har belønnet de amerikanske selskaber for deres stærke tal, så ser det anderledes ud i Danmark. Selvom der er flere positive overraskelser i Danmark, så er de store kursstigninger udeblevet.

”De danske selskaber er indtil videre ikke blevet belønnet. Nu har vi kun haft lige over halvdelen af de danske regnskabsaflæggelser, men de amerikanske regnskaber har  været en tand bedre, og så har investorerne altså i højere grad sendt kurserne op i USA. Forventningerne til de danske regnskaber har ganske enkelt været højere, og derfor har de også haft sværere ved at levere,” siger Simon. Han forklarer, at det også var Nordeas forventning, inden regnskaberne begyndte at tikke ind, så det er derfor ikke overraskende.

Generelt har regnskaberne de seneste sæsoner overrasket analytikerne positivt over det meste af verden og været langt bedre end ventet. De fleste virksomheder er ganske enkelt kommet stærkere ud af coronakrisen end frygtet, og indtjeningsvæksten har sat nye rekorder, fordi den dramatiske nedlukning for halvandet år siden fik mange virksomheder til at gå helt i stå. Det har givet forrygende aktieafkast i første halvår, men nu maner Simon til besindighed i forhold til afkastpotentialet fremadrettet. De solide stigninger, vi har set i årets første halvdel, skal investorerne ikke forvente gentager sig.

”De højeste vækstrater fra genåbningen betyder, at det stærkeste afkast sandsynligvis ligger bag os. Men det betyder ikke, at væksten bliver negativ fra nu af. Historisk set fortsætter indtjeningen med at vokse, selv når ledende indikatorer er toppet. Det virker derfor sandsynligt, at den fremtidige indtjening stadig er undervurderet, men ikke i samme grad som tidligere. Barren er dog nu betydeligt højere end tidligere,” siger Simon.

Han forventer et afkast på globale aktier på 5-10 pct. de kommende 12 måneder. De danske aktier ventes ikke at klare sig helt så godt som de amerikanske, påpeger han.

”Danske aktier har klaret sig rigtigt godt over sommermånederne hjulpet af faldende renter. Det forventer vi ikke fortsætter. Kombinationen af dyre danske aktier og svagere indtjeningsudsigter end i fx USA gør, at vi ikke ser et helt så stort potentiale i de danske aktier som i de amerikanske. Vi anbefaler derfor at undervægte de danske aktier mod en overvægt i USA,” afslutter Simon.