Black Friday er svindlernes juleaften

Husk altid at læse teksten i din MitID-app, inden du godkender!

Svindlerne er blevet meget dygtige til at lave overbevisende beskeder og vellignende login-sider. Så tjek altid, at de handlinger, du bekræfter med MitID, er korrekte. Skal du fx underskrive et dokument med MitID, men teksten i din MitID-app siger; Tilføj kort til Apple Pay’, så er der noget helt galt!

Tag dig god tid, når du godkender handlinger, læs hvad der står, og bliver du det mindste i tvivl, så stop straks op! Godkend aldrig noget, du undrer dig over. Det bedste du kan gøre er at tage direkte kontakt til virksomheden, som beskeden udgiver sig for at være fra.

Fredag 24. november er det atter Black Friday. Traditionen tro gør de fleste danskere sig klar til at shoppe amok. Og med inflation, højere renter og måske en lidt strammere økonomi, kan man hurtigt blive fristet til at planlægge julegaveindkøbene i god tid og jage de mange skarpe tilbud.

Men vi forbrugere er ikke de eneste, som sidder klar bag skærmen til årets suverænt travleste handelsdag på nettet. Det gør mange svindlerne og fupmagere også. Faktisk kunne noget tyde på, at svindlerne glæder sig langt mere til Black Friday end til risalamande, flæskesteg og gaver juleaften.

I en ny undersøgelse af YouGov lavet for Nordea svarer hver 10. dansker over 18 år, at de er blevet svindlet én eller flere gange i forbindelse med Black Friday - og blandt de unge er tallet dobbelt så højt, hvor hver femte er blevet svindlet.

Nogle tilbud ER for gode til at være sande

Vær ekstra opmærksom på falske SMS’er og mails om pakkelevering

Black Week er også højtid for falske SMS’er og mails. Det drejer sig særligt om falske beskeder, der påstår at vedrøre din kommende pakkelevering. Svindlerne ved nemlig godt, at langt de fleste danskere afventer en pakke op til Black Friday og jul. Så modtager du en SMS eller mail, som indeholder et link, hvor du skal foretage en handling, bør du være særligt opmærksom.

Hvis du er det mindste i tvivl, eller har en lille mistanke om, at der kunne være en svindler involveret, kan du altid tage fat i leverandøren og tjekke op på, om beskeden er sand eller ej.

Allerede nu reklameres der i stor stil med ekstra gode besparelser til den kommende Black Week, og mange har allerede taget hul på jagten efter årets køb. De fleste danskere tager dog ikke spadsereturen ned i den lokale butik på strøget. Vi køber nemlig langt de fleste af vores ting på nettet, og den digitale hverdag har påvirket vores rutiner. Det ses fx i situationer, hvor vi slækker lidt på opmærksomheden, smider tilbud i kurven, indtaster kortoplysninger og klikker køb – og i farten måske kommer til at indtaste personlige oplysninger på en falsk webshop.

Der er ikke noget at sige til, hvis man som forbruger har svært ved at navigere i junglen af webshops. For svindlerne er mestre i at lave vellignende hjemmesider og manipulere med vores sanser. Men der er flere punkter, hvor de er tilbøjelige til at fejle. Det gælder fx prissætningen af produkter, for her er tilbuddene nogle gange simpelthen for gode til at være sande.

Herunder får du mine fem bedste råd til, hvordan du kan gå sikkert på tilbudsjagt:

  1. Hvis varerne er markant billigere end andre steder, så vær skeptisk.

  2. Slå hjemmesidens troværdighed op på emærket.dk, inden du handler.

  3. Tjek om hjemmesidens ”Om os”-side virker troværdig.

  4. Kig efter sprogfejl og webadressens tekst.

  5. Vær særligt opmærksom på beløbet og butiksnavnet, inden du bekræfter betalingen med MitID-app eller MobilePay.