Endnu et år er gået, og 2022 vil for altid stå tilbage som dengang, hvor Messi endelig fik sin VM-titel, men også hvor der igen udbrød krig i Europa, og inflationen for alvor vendte tilbage efter at have sovet Tornerosesøvn i mange år. Året begyndte jo ellers i en ret optimistisk tone. Nok var forbrugerpriserne allerede begyndt at stige mod slutningen af 2021, men pandemien og forsyningsproblemerne syntes at lakke mod enden, og der var udsigt til en normalisering af verdenshandelen og opblomstring i den internationale økonomi. Men så fulgte Ruslands skæbnesvangre invasion af Ukraine 24. februar, og verdensbilledet blev med ét vendt 180 grader. Energi- og fødevarepriserne eksploderede, og sortsynet spredte sig med lysets hast på tværs af husholdninger og virksomheder. Og især blandt europæerne, som pludselig skulle forholde sig til, at der igen var krig på det gamle kontinent, og at de ellers så stabile leverancer af billig russisk energi forsvandt som dug for solen.

40 år gamle erfaringer pudses af

Inflationen steg i løbet af året til de højeste niveauer siden begyndelsen af 1980’erne, og pengepolitikken måtte re-kalibreres. Alverdens centralbanker gik nu fra at have troet, at den spirende inflation var et midlertidigt fænomen til at indse, at den var i færd med at bide sig fast. Og derefter er det gået stærkt med at få strammet op. Resultatet er velkendt. Renterne er tordnet op, mens aktiekurserne og boligpriserne er gået i dørken. Og der er mere i vente. Centralbankcheferne har nemlig været ualmindeligt høgeagtige i deres retorik på det seneste, og selv ECB vil snart begynde at nedbringe sin beholdning af statsobligationer, som er blevet bygget op i stor stil over de seneste mange år.

Faktisk trækker nutidens centralbankcheferne i vid udstrækning på de erfaringer, som man gjorde sig med bekæmpelsen af den høje inflation i 1970’erne og 80’erne, hvor verden også blev ramt af et dramatisk udbudschok i forbindelse med datidens oliekriser.

Det kom for alvor frem på det vigtige pengepolitiske symposium i Jackson Hole i august, hvor både Jerome Powell fra Fed, og Isabel Schnabel fra ECB i deres taler refererede til Paul Volcker, som i 1979 var blevet udnævnt til direktør for Fed, og som gennem en flerårig benhård rentepolitik til sidst fik tøjlet inflationen.

Konkret nævnte Powell i sin tale tre centrale forhold, som man har lært af inflationsdynamikken over de seneste 40 år: For det første, at det er centralbankernes ansvar at sikre en lav og stabil inflation. For det andet, at offentlighedens inflationsforventninger kan spille en afgørende rolle for den faktiske udvikling i inflationen. Derfor må centralbankerne gøre, hvad de kan for at sikre, at de ikke løber løbsk. Og for det tredje, at arbejdet må gøres færdigt. Konsekvenserne for beskæftigelsen vil simpelthen være større, hvis pinen trækkes ud, og en løn-prisspiral når at manifestere sig.

Konklusionen er klar. Pengepolitikken bliver ikke lempet, før inflationen er lav og stabil igen. Derfor kan vi ligeså godt indstille os på, at renten ikke allerede i år bliver sat ned igen.

Recession - også i Danmark

Det er en gammelkendt sandhed, at det er svært at spå om fremtiden. Men når jeg alligevel er i gang med at vove pelsen, er mit bedste bud, at 2023, udover stigende renter, også kommer til at byde på en økonomiske recession i mange lande, herunder i Danmark. Det er nærmest uundgåeligt, når centralbankerne sætter renten voldsomt op for at begrænse forbrugs- og investeringsaktiviteten på et tidpunkt, hvor stigende energipriser i forvejen har gjort livet svært for både husholdninger og virksomheder.

Jeg tror dog også, at recessionen bliver forholdsvis mild, bl.a. fordi arbejdsmarkederne er stærke, og fordi der er en stor politisk vilje til at hjælpe befolkning og erhvervsliv så skånsomt gennem krisen som muligt. Og endelig sætter jeg min lid til, at afmatningen på ejendomsmarkederne ikke fører til systemiske kriser i den finansielle sektor, som i øvrigt også er langt bedre polstrede i dag end før finanskrisen.

Men jeg har også beskæftiget mig med at lave økonomiske prognoser i så mange år, at jeg forholder mig ydmygt til fremtiden og ikke mindst i en periode, der er så præget af så megen usikkerhed som nu. Der kan opstilles mange dystopiske scenarier i forbindelse med den aktuelt så ustabile geopolitiske situation. Dem håber jeg ikke kommer til at indfinde sig.

Med ønsket om et fredfyldt 2023. Godt nytår.