Danskerne blev ikke ’grønnere’ i 2020

Tags:
Forbrug

Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen er overbevist om, at klimaet nok skal komme på danskernes radar igen.

På blot ét år har danskerne uanset alder, køn og geografi mistet lidt fokus på at få et mere klimabevidst forbrug, viser den årlige klimamåling, som YouGov har gennemført for Nordea.

Der er næsten lige mange mænd og kvinder, der har omlagt deres forbrugsvaner, og yngre mennesker viser lidt mere interesse end ældre, når det gælder om at få mere klimavenlige vaner.
- Danskernes år har handlet om restriktioner og hjemmeliv. Det er forståeligt, at den ’store’ klimadagsorden ikke har fået helt så meget plads i 2020, men det kommer helt sikkert igen, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen optimistisk.

Klima og kønsroller
Der er tydelige kønsroller i klimavenligt forbrug. Kvinder har langt mere fokus på klimavenlige madvaner og klimavenlige indkøbsvaner end mænd. Mænd har på den anden side mere fokus på klimavenlige transportvaner end kvinder.
- Den forskel i interesse kan nemt forklares med, at kvinder i hverdagen oftere end mænd har det sidste og afgørende ord med hensyn til dagligdagens forbrugsvalg, og hvad der skal spises til aftensmad, mens mænd oftere end kvinder sidder i bilens førersæde, siger Ann Lehmann Erichsen.

Danskerne fik mere klimavenlige ferievaner i år
Efter et corona-år med mange restriktioner er ændrede ferievaner hoppet fra en fjerde- op til en tredjeplads over vaner, der blev mere klimavenlige.
- Vi skal ikke forvente, at danskerne permanent lægger udlandsferien på hylden i stor stil fremadrettet. På den anden side har restriktionerne åbnet mange menneskers øjne for, hvor gode ferieoplevelser vi kan hente indenfor landets grænser. Danmark som ferieland har helt sikkert fået nye ’fans’, siger Ann Lehmann Erichsen.

Nye klimavaner må ikke koste ret meget ekstra
Mens halvdelen af danskerne købte og brugte mere klimavenligt i løbet af året, viser den nye måling fra Nordea også, at kun 30 pct. af danskerne faktisk er villige til at betale en merpris for mere klimavenlige varer. Merprisen må maksimalt være på op til 20 pct.

Halvdelen af danskerne har ikke fået mere klimavenlige vaner
De mange danskere, som ikke har ændret forbrugsvaner i en mere klimavenlig retning, forklarer, at de ikke tror på, at deres bidrag til nye forbrugsvaner vil ændre på klimaets tilstand.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at op mod halvdelen af danskerne ikke tror på, at de selv kan gøre en positiv forskel gennem deres daglige forbrug. Derfor skal vi tale meget mere om, hvordan vi hver især kan bidrage til et bedre klima, mener Ann Lehmann Erichsen.
Målingen viser også, at især mange mænd er noget skeptiske overfor de politiske beslutninger, der handler om klimaløsninger. Deres holdning er, at de ikke vil ændre vaner, før der kommer de rigtige rammer til løsning af klimaproblemerne.