
Med de stigende priser på fødevarer er det for mange blevet sværere at fylde indkøbskurven uden at sprænge budgettet. Men faktisk kan du med nogle enkle justeringer hjælpe dig selv med at få pengene til at række længere.
Hører du til dem, der ikke bekymrer dig om, hvad varerne i supermarkedet koster? Så behøver du ikke at læse videre. Er du derimod en af dem, der kigger efter de billige varianter af madvarerne og gerne vil spare på dine indkøb, fordi du stadig bliver overrasket over, hvor dyrt det er blevet at handle ind til et hjemmelavet måltid?
Ja, så har jeg samlet en række gode råd, der kan hjælpe med at få dit husholdningsbudget til at kunne betale for flere varer.
Gennem en længere periode har det faktisk været en tendens, at supermarkederne sælger mange flere private label-varer end tidligere. Private label dækker over de billige varianter af bl.a. pasta, ris, mel, øl, ristede løg, cornflakes, chips, kiks og smør, som supermarkedskæderne selv får produceret med deres eget logo, og som står på hylderne ved siden af produkterne fra Amo, Bähncke, Tuborg, Kellogg’s, Kims, LU, Lurpak, og hvad mærkevarerne ellers hedder.
Læs også forbrugerøkonomens artikel om fødevaremoms her
Det er ikke noget nyt under solen, at det er blevet dyrere at fylde indkøbskurven, og på grund af den høje inflation de seneste to år, er det også blevet dyrere at være forbruger på mange andre områder. Og derfor er mange danskere blevet meget bevidste om, hvordan pengene, der står på kontoen, skal bruges – og især med fokus på at spare penge på dagligvareindkøb.
Og selvom inflationen er faldet, siden den toppede i oktober 2022, er prisudviklingen på mad i supermarkedet ikke faldet tilsvarende. Det er noget, der rammer os alle sammen, for vi kan ikke undgå at købe mad. Vi kan undvære rejsen eller at købe nyt tøj, men mad er vi nødt til at købe, og derfor rammer de høje priser især danskere og familier, der i forvejen har en presset økonomi eller mange munde at mætte.

Forberedelserne starter allerede hjemme i køkkenet:
- Hjælp dig selv, og dan dig et overblik:
Inden du tager ud at købe ind, er det en god ide at få et overblik over, hvad du allerede har i køleskabet, skabe og fryseren. Så undgår du at fylde ting i indkøbskurven, som du allerede har på lager derhjemme.
- Lav madplan og indkøbsliste:
Med en madplan og en indkøbsliste er du mere målrettet, når du køber ind, og undgår derfor i højere grad at købe varer, som du ikke har brug for. Tænk også gerne over at købe ind til store portioner, og køl eller frys resterne.
- Du kan bruge madspildsapps:
Der findes en masse forskellige madspildsapps såsom YourLocal, Red-Maden eller Too Good To Go. Her kan du finde billige datovarer og samtidig være med til at minimere madspild. Måske kan du finde mange af de varer, du har brug for, via disse apps, så du ikke behøver at købe dem i supermarkederne.
- Vær mæt, når du handler:
Vi køber mere og træffer mindre velovervejede beslutninger, når vi er sultne. Så hvis det kan lade sig gøre i en travl hverdag, så sørg for at være mæt eller at have stillet den værste sult, når du køber ind.
Gode råd til, når du står i supermarkedet
- Kig efter datovarer:
Start din indkøbstur med at svinge forbi butikkens datovarer, hvis maden skal spises samme dag. Datovarer er typisk meget nedsat, og så er du samtidig med til at minimere madspild.
- Mere kål og mindre kød:
Det kan lyde kedeligt– især hvis man er vild med røde bøffer. Men kål og rodfrugter kan indgå i mange retter, og samtidig har de en lav kilopris.
- Køb efter sæsonen:
Frugt og grønt er typisk betydeligt billigere, når de er i sæson. Så de friske jordbær må du vente med, men til gengæld er det fx sæson for blomkål, broccoli og kartofler netop nu.
- Kig op og ned:
De billigste varer har typisk nogle mindre attraktive hyldeplaceringer i supermarkederne. Du finder derfor oftest discountvarianterne på de nederste og de øverste hylder. Så kig dig rundt og ikke kun på de varer, som er lige i øjenhøjde.
- Undgå færdigretter:
Forarbejdet mad og færdigretter er betydeligt dyrere, end hvis man laver maden selv. Så undgå de færdiglavede burgere, risengrøden i en pølse eller de små wraps med kylling – det er meget billigere at lave selv.
- Kig altid på enhedspriserne:
Udover at varerne er steget i pris, er mange også blevet mindre – det fænomen kaldes ’shrinkflation’. Og det er ikke altid, vi lige bemærker, at der er færre kiks i pakken, eller at posen med gulerødder er blevet 100 gram lettere. Så kig altid efter kiloprisen og literprisen, når du handler.