Gå efter drømmen i en sen alder

Da Anna Eckhoff fyldte 70, sad hun i Tunesien. Ikke på charterferie, men i et job som fungerende administrationschef for EU-missionen i landet.

”Jeg nåede min drøm om spænding og rejser i en sen alder. Men jeg nåede den. Det, tror jeg, har kolossal betydning for ikke at blive en gammel, trist dame,” siger hun.

Hvad fatter gør

Der var ellers masser af grunde til, at det kunne være gået helt anderledes.

Anna Eckhoff voksede op i Nakskov som datter af en landsretssagfører og en hjemmegående husmor. I barndomshjemmet var patriarkatet den mørtel, der bandt familien sammen, og det var ikke altid lige let for den unge Anna at adlyde sin autoritære far, som ofte kommanderede rundt med sin kone og to døtre.

”Jeg har altid følt, at jeg var en vanskelig pige, som skulle lære at opføre sig ordentligt. Og det har smittet af på resten af mit liv, hvor jeg længe følte, at jeg skulle leve op til mine forældres dyder,” fortæller hun.

Derfor fulgte hun sin fars ønske om, at hun skulle læse jura som han selv. Men efter to år på de bagerste rækker i auditoriet på Københavns Universitet skiftede hun til CBS, hvor hun mødte sin mand John, som – med en far, der tjente mest i Kerteminde, samt kokkepige og barnepige i hjemmet – var skåret ud af samme fortælling som hende selv.

”Han var heller ikke vant til, at manden laver noget derhjemme, og jeg tog ikke den kamp, fordi jeg altid havde været det besværlige barn og derfor ikke også ville være den besværlige hustru,” forklarer Anna Eckhoff.

Anna Eckhoff Bagdad Museum 74-årige Anna Eckhoff har haft mange enestående oplevelser i verdens brændpunkter. Under et hemmeligt besøg på The Iraq Museum så hun bl.a. en kopi af den fantastiske ishtar-port i Babylon, der nu står på Pergamonmuseet i Berlin.

Eventyrlyst på pause

Med en følelse af at have ansvar for alt i hjemmet, fuldtidsarbejde med at udvikle store administrative edb-systemer og seks børn i løbet af 15 år blev den eventyrlyst og udlængsel, der ellers havde boblet i hende siden barndommen, sat på pause.

”Når jeg legede med min søster, ville jeg være cowboyen Hopalong Cassidy. Når vi var på familieudflugt til Møns Klint, forsøgte jeg altid at trække min lillesøster med op på klintens allerhøjeste top. Og når min moster Royser kom fra Amerika, kildede det i hele kroppen af spænding,” fortæller Anna Eckhoff, hvis familieliv tog en brat drejning, da John efter en række blodpropper fik amputeret sit ene ben og efterfølgende led af så mange følgesygdomme, at han døde som 50-årig.

”Det var et kæmpe chok. Jeg var 48 år, enke og mor til seks børn. Og nu endnu mere bun­det til at være i Danmark. Det var ikke længere muligt at forfølge drømmen om eventyret. Det var for sent at skifte spor,” siger hun.

Forside på Anna Echoffs bog Sporskifte Anna Eckhoff har samlet sine oplevelser fra sit arbejde i 10 forskellige lande på 15 år i bogen ”Sporskifte – et liv i verdens brændpunkter”. Her kan man bl.a. læse om, at man som plus 60-årig ikke behøver gå den lige vej fra egen bolig til plejehjem.

Vendepunktet

Men nogle år senere tog hun et kursus i gestaltterapi for at blive bedre til at samarbejde, kommunikere og håndtere følelser. På kurset, som hun havde fået bevilliget af sin arbejdsplads, fordi hun altid gik, når hun var midt i en konflikt, skulle hun fortælle om sine fremtidsdrømme. Hun sagde, at hun ville ud i verden. Men lige da hun havde sagt det, sagde hun også, at det aldrig ville blive til noget.

”Jeg er den eneste forsørger i en familie med hus og som­merhus, så jeg kan ikke rejse ud som ulandsfrivillig eller arbejde for en lav løn. Jeg har seks børn og to hjemmeboende børn og ved heller ikke, om jeg har modet til at bryde den norm, der siger, at en mor ikke rejser fra sine børn,” husker Anna Eckhoff, at hun sagde.

Et nyt seniorliv

Men heldigvis overbeviste en af deltagerne hende om, at børnene godt kunne klare sig selv i en periode, og kort efter gik hun i gang med et helt nyt liv. Hun gravede sin gamle uddannelse i regnskabsvæsen fra CBS frem, tog på kursus i basisviden om NGO-arbejde, og efter samtaler hos Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp var der bid hos Dansk Flygtningehjælp.

”Normalt tog de ingen over 50, men pludselig stod jeg mod alle odds med en kontrakt på en stilling som administrationschef i et pro­gram for tjetjenske flygtninge i republikken Ingusjetien,” fortæller Anna Eckhoff.

Siden er det blevet til i alt 10 ansættelser på 15 år med opgaver som pengetransporter og uigennemskuelige regnskaber. Før udsendelsen havde hun haft ubetalt orlov fra sit job i Danmark, hvor hun var i Cambodia for at lære at arbejde med NGO-regnskaber og finansierede opholdet med opsparet afspadsering. Efter at hun begyndte sit arbejde for danske NGO’ere, havde hun stadig ubetalt orlov i starten, men fik løn fra NGO’erne under udsendelserne. Og efter hun som 60-årig sagde sit faste job op, havde hun også et sikkerhedsnet i Danmark i form af efterløn, pensionsopsparing, hus og sommerhus.

”Mit hus var stort set betalt af, og jeg kunne leje mit sommerhus ud eller sælge det, hvis alt gik galt. Men det kostede alligevel mange penge at holde huset, forsørge to hjemmeboende børn og have en madmor, der kom tre gange om ugen, mens jeg var væk. Så derfor vidste jeg, at jeg skulle tjene penge derude og ikke bare rejse ud som frivillig,” siger Anna Eckhoff og tilføjer:

”Der er barrierer i alles liv. Så hvis man har en drøm, må man lade lysten og kræfterne styre retningen og prøve at se, hvad man kan gøre ved det, der i ens eget liv forhindrer, at man gør det, man ønsker. Uanset hvad det er. Min økonomi var god, men jeg rejste fra seks børn. Sådan er der noget i alles liv,” siger hun.

Normbrud og dyb tilfredsstillelse

For Anna Eckhoff har det været en smerte at bryde sin families normer og konventioner, for hvornår er det i orden, at man gør det?

”Jeg nåede aldrig at få den anerkendelse fra mine forældre, som jeg så gerne ville have haft. Det eneste, mine forældre viste en form for anerkendelse for, var, at jeg fulgte idealet og fik seks børn. Men jeg fik den fra min søster, som til at begynde med ikke var enig i min beslutning, men efterhånden bakkede mig 100 pct. op og blev en uvurderlig støtte for mig undervejs,” siger hun.

Derudover har Anna Eckhoff haft stor tillid til sine børn og skubbet dem ud i et selvstændigt liv – også økonomisk.

”De har alle klaret sig selv, når de flyttede hjemmefra med SU og job ved siden af. Og det er sundt, tror jeg. Mange tror, at vi skal vedligeholde de her børn i mange år, men det er slet ikke nødvendigt. Tværtimod,” siger Anna Eckhoff, der i alle sine refleksioner udtrykker en klarhed over sine prioriteringer, selv om de brød med normerne.

”Jeg ved godt, at jeg forlod mine børn. Men jeg synes jo, at jeg har en fantastisk børneflok, som tog ansvar, da jeg tog afsted,” siger hun.

Senere har børnene fortalt, at de oplevede, at alle omkring dem syntes, det var forrykt, at hun tog afsted, men at de tænkte, at det ville gøre hende glad, og så ville de også være glade. Også selv om de yngste tidligt måtte tage et stort ansvar og savnede deres mor i hverdagen, når de var syge.

”Jeg er ikke en traditionel mor og heller ikke en traditionel bedstemor. Men min familie har det godt, og jeg har oplevet en dyb tilfredsstillelse ved at følge min drøm. Var jeg blevet hjemme, ville jeg være blevet en trist og grå mus, der ville brokke sig over småting. Så jeg fortryder intet og ville gøre det hele igen,” siger Anna Eckhoff.

Har du også en livsdrøm? Læs mere om, hvordan du får mest muligt ud af din formue, så der bliver råd til dine drømme.