Hvad sker der med din pensionsopsparing, hvis du ikke selv når at få glæde af den?
De nærmeste pårørende:
Det er vigtigt at være opmærksom på, at definitionen af ”Nærmeste pårørende” blev ændret i 2008. Ved pensionsordninger, som er trådt i kraft før 2008, og hvor man ikke har foretaget ændringer, er det de gamle regler der gælder, hvor samlever ikke er en del af nærmeste pårørende. Derfor bør man som ejer af en pensionsopsparing og/eller livsforsikring overveje, hvem der skal have pengene, hvis man ikke selv når at få glæde af dem. Særligt om det skal være nærmeste pårørende, som skal have udbetalingen. Hvis ikke man ønsker, det skal være nærmeste pårørende, er det en rigtig god ide at ændre sin begunstigelse.
Det er dine arvinger, der får alt, hvad du ejer. Arveloven bestemmer altså, hvordan din formue fordeles, når du dør. Hvis du ønsker en anden fordeling end dét, der står i arveloven, bør du oprette et testamente. Et testamente forholder sig til din familiesituation og giver dig mulighed for at ændre fordelingen blandt dine arvinger.
Har I fælles bankkonti?
Det er en god ide at skabe et overblik over jeres bankkonti. I tilfælde af dødsfald vil alle afdødes konti nemlig lukke – også de konti, der er fælles med ægtefællen. Det kan stille den længstlevende i en meget uheldig situation, indtil kontoen ikke længere er spærret. Nordea har samlet en række gode råd, så du undgår at stå uden penge, hvis din ægtefælle dør.
Sådan undgår du at stå uden penge, hvis din ægtefælle dør
Man arver formue – men ikke en pensionsopsparing
Som hovedregel arver man ikke pensioner via et testamente, men via en begunstigelse. Den formue, som du har på din pensionsopsparing og værdien af en evt. livsforsikring, er ikke omfattet af arvelovens regler. Du kan med andre ord ikke lade din pensionsopsparing gå i arv. Det er de begunstigede, der får udbetalt din pensionsopsparing og livsforsikring, hvilket ikke nødvendigvis er de samme personer som dine arvinger. Derfor er det rigtig vigtigt, at du har styr på, hvem dine begunstigede er. Uanset hvem der er angivet som arvinger i dit testamente, udbetaler pensionsselskaberne til de begunstigede på din pensionsordning.
Din pension er beskyttet overfor boets kreditorer
Når et pensionsselskab udbetaler fra en pension eller livsforsikring, sker det direkte til den eller de personer, som du har begunstiget, altså udenom boet. Udbetalingen er dermed beskyttet overfor boets (dine) kreditorer og sker typisk hurtigt, da man ikke skal afvente boets behandling. Har du ikke selv indsat en begunstiget, vil det være dine nærmeste pårørende, der får udbetalingen.
Vidste du,
at ægtefælle og samlever ikke er ligestillet, når det kommer til arv og boafgift? Samlevende arver ikke, medmindre der er lavet testamente. Ægtefæller betaler ikke boafgift, mens en samlever altid skal betale mindst 15% i boafgift.
Ved du, hvem der er dine nærmeste pårørende?
Det er forsikringsaftaleloven, der definerer, hvem der er nærmeste pårørende, og følgende rækkefølge gør sig gældende:
1. Ægtefælle
2. Samlever, som du har haft fælles bopæl med i mindst to år op til dødsfaldet eller har, har haft eller venter barn med
3. Livsarvinger, dvs. børn, børnebørn etc.
4. Arvinger i dit testamente
5. Arvinger efter arveloven: dine forældre eller deres livsarvinger, bedsteforældre eller deres børn – dvs. onkler, fastre og mostre, men ikke dine fætre og kusiner.
Ønsker du, at udbetalingen skal gå til andre end dine nærmeste pårørende, skal du ændre din begunstigelse. Det gør du ved at kontakte dit pensionsselskab eller din bank, hvis du har pensionsopsparingen der.