Klimaændringer og investeringsafkast hænger sammen

Kerstin Lysholm Kerstin Lysholm, leder af Investments

Det første spørgsmål er måske det mest grundlæggende: Hvad bør investorerne vide om klimaændringer?

Vores budskab til investorerne er: Klimaændringer vil sandsynligvis påvirke det langsigtede investeringsafkast. Selvom det ikke er muligt at sige, hvor meget det vil blive påvirket, er vi sikre på, at der er en forbindelse. Kombinationen af temperaturstigninger og flere politiske og økonomiske tiltag for at begrænse den globale opvarmning vil føre til lavere afkast på nogle aktiver, herunder aktier og obligationer. Det er noget, investorerne bør tage højde for i deres langsigtede investeringsplanlægning.

 

Hvordan påvirker klimaændringerne investeringsafkastet?

Kort sagt fører klimaændringerne til forhold, hvor økonomierne er mindre produktive og vækst i produktiviteten er en vigtig drivkraft for økonomisk vækst, som er afgørende for det forventede afkast på mange finansielle aktiver.

Så klimaændringer fører til lavere produktivitet og lavere økonomisk vækst og dermed også lavere investeringsafkast?

Ja, til en vis grad. Tænk på stigende temperaturer. Der er generelt en tendens til, at produktiviteten falder i varmere arbejdsmiljøer – det kender vi godt, for eksempel når temperaturen på kontoret bliver for høj. Højere temperaturer øger også risikoen for ekstreme vejrforhold, som kan forstyrre produktionen og infrastrukturen og dermed reducere produktiviteten. Så er der omkostningerne ved afhjælpende foranstaltninger – det er foranstaltninger, der er nødvendige for at begrænse yderligere temperaturstigninger. En reduktion af CO2-udledningen vil til en vis grad medføre et midlertidigt fald i produktiviteten. I en given økonomi betyder lavere produktivitet, at der skabes mindre velstand, hvilket før eller senere afspejles i lavere investeringsafkast.

Du siger til en vis grad. Er alle regioner lige berørt?

Vores analyse viser, at klimaændringerne vil påvirke forskellige lande og regioner forskelligt. For eksempel vil temperaturstigninger have større negativ indflydelse på produktiviteten i lande med relativt høje gennemsnitlige temperaturer (over 15 °C). Vi forudser også, at økonomier med høj CO2-intensiv produktion og/eller betydelige fossile brændstofreserver bliver mere berørt. Omkostningerne ved omstillingen til en økonomi med lav udledning af drivhusgasser vil være højere for disse lande, og eventuelle fossile brændstofreserver vil falde i værdi, efterhånden som nye, renere teknologier indføres.

Hvad er udsigterne for de nordiske lande?

Så længe de globale temperaturstigninger begrænser sig til ca. 2 °C i forhold til det førindustrielle niveau, bør de nordiske lande være relativt mindre berørt. Deres aktuelle gennemsnitstemperaturer er så lave, at en mindre temperaturstigning faktisk kan øge produktiviteten. Omkostningerne ved omstillingen til en økonomi med lav udledning af drivhusgasser vil generelt også være lavere for disse lande.

Hvor hurtigt kan vi forvente, at klimaændringerne vil påvirke investeringsafkastet?

Effekten af klimaændringer sker med betydelig forsinkelse, som gør det vanskeligt at danne sig klare forventninger. Et område, hvor der hersker usikkerhed, er, hvordan forskellige regeringer vil håndtere udfordringen med at omstille deres økonomier og begrænse udledningen af drivhusgasser. Eksempelvis kan en skat på CO2 potentielt reducere produktiviteten og den økonomiske vækst, men det afhænger af, hvor stor skatten bliver, og hvordan indtægterne anvendes. De kunne bruges på en måde, så de forvrider økonomien mindst muligt, fx ved at støtte udviklingen af ny teknologi, så det bliver billigere for virksomheder at implementere CO2-skatten eller gennem at kompensere husholdningerne for højere energipriser.

Hvad er dit råd til investorerne?

Det er vigtigt at understrege, at vores konklusioner, som i enhver anden forskning, baserer sig på antagelser – det er sådan, vi har valgt at indlede vores arbejde med at analysere klimaets betydning for det langsigtede investeringsafkast. Vi håber, at det vil inspirere investorerne til at tænke over dem og indarbejde denne tankegang i deres langsigtede strategiske investeringsplanlægning.