Konfirmationsfest på afbud

Tags:
Forbrug

Gavehøst og festudgifter

Gaver til konfirmation, nonfirmation el. lign. – gennemsnitsbeløb

  • Til egne børn/stedbørn:     6.500 kr.
  • Til børnebørn:                    2.740 kr.
  • Til børn i familien:                 810 kr.
  • Til egne venners børn:          570 kr.

Samlet pris for konfirmation/nonfirmation i 2021

21.300 kr.* for festen alt inklusive for 37 deltagere
3.220 kr. for tøj, sko og lign. til hovedpersonen
2.420 kr. for tøj til resten af husstanden
…………………
26.940 kr. i alt for festen
+ 6.500 kr. for gaven fra forældrene
…………………
33.440 kr. i alt

*I år er det nok mest sandsynligt, at man ender med at være 12-15 om bordet, og festen bliver dermed billigere. Det betyder en halvering af selve festomkostningerne, så festen i snit koster under 10.000 kr. snarere end 21.300 kr. De øvrige omkostninger er de samme.

Den gennemsnitlige fest koster forældrene omkring 33.500 kroner under normale omstændigheder. Det viser en måling, som YouGov har gennemført for Nordea.

Regningen til far og mor bliver nok mindre i år, end hvad målingerne viser, når landets teenagere fra maj til september skal fejres med konfirmation, nonfirmation eller lignende.

Inklusive gaven til hovedpersonen må forældrene forvente at skulle af med 33.500 kroner under normale omstændigheder. Men vi lever ikke under normale omstændigheder, forklarer Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea:

- De fleste danskerne har fået flere penge mellem hænderne også gennem det seneste svære år, så mange har råd til at prioritere og markere sådan en dag. Men de mange forsamlingsbegrænsninger har gjort det svært at holde konfirmationer overhovedet, siger Ann Lehmann Erichsen.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver overordentligt svært for forældrene at komme af med ret mange penge til selve festen i år, for der er grænser for, hvor mange der må samles. Det ændrer sig hele tiden, og det giver usikkerhed. Og usikkerhed er gift for planlægning og forbrug, siger Ann Lehmann.

Drengene er dyrere at klæde på end pigerne

Målingen fra Nordea afslører også, hvad det koster at klæde konfirmanden på. Og her vil det nok komme bag på mange, at det er dyrest at klæde den unge mand på:

- Faktisk koster det næsten 4.000 kroner at klæde drengene pænt på, hvilket er cirka 1.000 kroner mere end for pigernes vedkommende. Det skyldes nok, at drengenes indkøbsliste er  længst. De skal både have jakkesæt med skjorte, slips, tilbehør og sko, og det er bare dyrere end en pæn kjole og et par sko, som de fleste piger kan klare sig med, forklarer Ann Lehmann Erichsen.

Færre gæster giver en mindre gavehøst til de unge

Forældrenes gave til konfirmanden har en værdi på 6.500 kroner i gennemsnit.

- Gaveregnen over konfirmanderne er ofte vildt overdrevet i medierne. De tørre tal viser, at en gennemsnitlig konfirmand får gaver til en værdi af 16.000-20.000 kroner under normale omstændigheder. Men ikke alle gaver er kontanter!

I år kan vi som sagt ikke samles normalt, og de færreste kan forvente at holde en større fest.  - Så de unge må leve med en lille fest og lidt færre gaver i år, siger Ann Lehmann Erichsen.