Krisen springer konfirmanderne over

I disse uger svømmer de sociale medier over med billeder af glade konfirmander og stolte familier, der fejrer de unge mennesker.

Inden den store dag har pigerne ofte brugt måneder på at se hår-tutorials på Instagram og bestemme sig for det helt rigtige outfit. De har øvet sig i at lægge en diskret makeup og fundet det bedste sted til at få en spraytan eller lakeret neglene i hvide og lyserøde nuancer.

Drengene har tjek på tøjet og har måske også øvet en lille tale, hvor de husker at sige tak til mor, far og gæsterne.

Det bruger vi på gaver

  • Vi bruger i gennemsnit 3.600 kr. på gaverne til vores egne børn, der bliver konfirmeret. Der er dog store forskelle på tværs af landet: beløbet ligger mellem 2.250 kr. til 6.200 kr. i gennemsnit på tværs af landets regioner (hhv. på Sjælland og i Syddanmark).
  • Vi bruger i gennemsnit 880 kr. på gaver til børn i familien.
  • Vi bruger i gennemsnit 450 kr. på gaver til venners børn.
  • Halvdelen af gæsterne giver pengegaver (55 pct.).
    En fjerdedel giver en fysisk gave og kun 6 pct. en oplevelsesgave.

Kilde: YouGov for Nordea, april 2022

Over halvdelen sænker ikke gavebeløbet

Og det er der særlig grund til i år.

For selvom vi alle mærker, at priserne stiger, når vi køber ind eller går ud at spise, så smitter det ikke af på årets konfirmationer.

I en ny YouGov-undersøgelse svarer 63 pct. af danskerne, at de stigende priser ikke vil påvirke, hvor mange penge de bruger på gaver til konfirmanden.

”Konfirmationen er en vigtig begivenhed i rigtig mange familiers liv, og det kan betyde, at de fleste gæster ikke sætter gavebeløbet ned, selv om de har færre penge at gøre godt med i øjeblikket,” siger Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom i Nordea.

Undersøgelsen viser også, at otte pct. endda vil bruge flere penge på gaver, mens 15 pct. svarer, at de stigende priser vil betyde, at de vil bruge færre penge på gaver til konfirmanden.

”De stigende priser betyder, at konfirmandens ønskegave er blevet dyrere, så derfor vil nogle af dem, som har råd til det, sætte gavebeløbet lidt op. Men for de familier, som er hårdt ramt, kan det blive nødvendigt at give en lidt mindre gave,” vurderer Ida Marie Moesby.

Stigende priser får os ikke til at nedbringe gavebeløbene

  • 63 pct. svarer, at de stigende priser ikke vil påvirke, hvor mange penge de bruger på gaver til konfirmanden.
  • 15 pct. svarer, at de stigende priser vil betyde, at de vil bruge færre penge på gaver til konfirmanden.
  • 8 pct. svarer, at de stigende priser vil betyde, at de vil bruge flere penge på gaver til konfirmanden.

Kilde: YouGov for Nordea, april 2022

Stor regional forskel på konfirmationsfestens pris

Men uanset om gæsterne giver en større eller mindre gave, så holder familierne i gennemsnit en konfirmationsfest, der samlet set koster ca. 3.000 kr. mere end i 2020.

”I gennemsnit lander regningen for en konfirmationsfest med 36 gæster på 33.740 kr. Beløbet inkluderer tøj til konfirmanden og resten af familien samt en gave fra forældrene på ca. 7.500 kroner. Men der er et bredt spænd i konfirmationsudgifterne,” fortæller Ida Marie Moesby.

Budgetterne varierer med over 10.000 kr. – fra lavindkomstfesten til ca. 26.000 kr. til højindkomstfesten til ca. 37.000 kr.

Udgifter til konfirmationer i Danmark

  • Der er i gennemsnit 36 gæster med til at fejre konfirmanden/nonfirmanden. Det svarer til tidligere år (med undtagelse af corona-perioden, hvor der var nedlukning og forsamlingsforbud).
  • Festen (dvs. udgifter til mad, drikke, lokaler, medhjælp, underholdning mv.) koster i gennemsnit 20.760 kr. Men der er stor forskel på tværs af landet.
  • Tøj og sko til konfirmanden koster i snit 2.900 kr.
  • Tøj og sko til værtsfamilien koster i gennemsnit 2.580 kr.

Kilde: YouGov for Nordea, april 2022

”Udgifterne til selve festen er klart den dyreste post, hvorimod udgifter til gave, tøj og sko fylder betydeligt mindre. Det er også udgifterne til festen, der varierer mest, når man ser på tværs af landet og indkomstgrupper,” siger Ida Marie Moesby.

I gennemsnit koster festen kr. 20.760 – dvs. mad, drikkevarer, lokaler, medhjælp, underholdning mv. Men skal familien holde festen i region Sjælland, skal de betale den dyreste kuvertpris, som får festen til at lande på 23.850 kr. i snit. Til gengæld har Nordjylland den billigste kuvertpris, så her slipper familien med en udgift til festen på 18.000 kr. i snit.