Lad ikke sejlivede myter ødelægge din investering

Simon Kristiansen, seniorstrateg Simon Kristiansen, seniorstrateg i Nordea

Da renterne i gamle dage toppede ved 12 og 20 pct., var det en selvfølge at sætte sine penge i banken. Men i dag, hvor renterne er på et historisk lavt niveau, har flere og flere danskere fået øjnene op for mulighederne for selv at investere deres penge.

- Den udvikling er accelereret under corona-krisen, hvor vi har haft mere tid til overs. Og når det samtidig rent teknologisk er blevet nemt selv at oprette en investeringskonto, har det sendt antallet af private investorer i vejret, fortæller seniorstrateg i Nordea Simon Kristiansen.

Skil skidt fra kanel

Men ligesom det er klogt at have redningsvest på, når man sætter sig ud i en båd på ukendt farvand, så er det også vigtigt at vide, hvilke vilkår der gælder på investeringsmarkederne. Og her florerer der blandt private investorer forskellige myter om, hvordan markedet opfører sig, som ikke alle har hold i virkeligheden.

- Vi er sat i verden for at få folks penge til at yngle, så de kan realisere deres drømme. Og har man en ambition om at gøre det samme med sine egne penge, er det godt at kunne skille skidt fra kanel og finde frem til, hvilke myter og tommelfingerregler, der holder vand, og hvilke der ikke gør, siger Simon Kristiansen.

Få eksperternes viden

Derfor har Nordea analyseret data fra det globale aktiemarked 50 år tilbage for at teste de tre mest gængse myter, de møder, op imod, hvad der rent faktisk har udspillet sig på aktiemarkederne i de fem årtier. Og her viser det sig, at ikke alle myter holder vand.

- Ingen ved, hvad fremtiden bringer, men vi tror på, at man kan lære af fortiden. Derfor har vi gransket tallene og lavet en analyse, som viser en flig af den kollektive viden, som professionelle investorer har, forklarer Simon Kristiansen, der her gennemgår de tre mest sejlivede myter:

Myte 1: Tiden arbejder for dig

Tiden arbejder for dig, når det handler om investering i aktier, og jo tidligere du begynder, jo bedre er dine odds selv i perioder med usikkerhed og endda kriser.

Svar: SANDT! Tiden er din ven, og uanset hvor uheldig din timing end måtte have været, har ingen investorer med en horisont på mere end 12 år historisk set lidt tab, når de har investeret i det brede, globale aktiemarked.

Myte 2: Invester aldrig det hele på én gang

Har du frie midler til investering, skal du ALDRIG investere det hele på én gang – du kan risikere, at aktiemarkedet styrtdykker, så snart du har købt dine aktier, og så får du et større tab. Du skal i stedet sprede dine investeringer over tid for at imødegå denne risiko.

Svar: FALSK! Nej, du skal som hovedregel ikke sprede dine investeringer over tid.

Myte 3: Vent på en nedgang

Hvis du gerne vil investere dine penge, skal du vente på en nedgang i markedet, før du køber. På den måde får du et højere afkast, fordi du køber med en rabat.

Svar: FALSK! Nej, du skal ikke vente. Tiden du bruger på at vente er spildt afkast, du kunne have fået.

Myte 1: Tid

Den første myte er, at tiden arbejder for dig, når det handler om investering i aktier, og at jo tidligere du begynder, jo bedre er dine odds selv i perioder med usikkerhed og endda kriser.

- Det er rigtigt nok. Vores analyse viser, at jo længere man holder sine investeringer, jo større sandsynlighed er der for et positivt afkast, og vi anbefaler generelt, at man investerer med en treårig tidshorisont. Så lige meget hvor uheldig man kan føles sig som investor, vil man over en periode på 12 år ikke have et tab, hvis man har investeret bredt i globale aktier, siger han.

Myte 2: Alt eller intet

Den anden myte er, at man aldrig skal investere alle sine penge på én gang, fordi man risikerer, at aktiemarkedet styrtdykker, når man har købt sine aktier.

- Vi lærte af den første myte, at med en tilstrækkelig lang tidshorisont opnåede selv den mest uheldige investor et positivt afkast i det brede aktiemarked. Desuden viser de historiske data, at det gennemsnitlige afkast falder, hvis man spreder sin investering over tid. Så myte 2 holder altså ikke vand, siger Simon Kristiansen og tilføjer:

- Det er rigtigt, at risikoen reduceres ved at dele investeringen op over tid. Men vores generelle filosofi er at finde det rigtige, individuelle risikoniveau ved at sammensætte en blandet portefølje snarere end at dele aktieinvesteringen op over tid, hvilket de historiske data altså også bekræfter.

Myte 3: Timing

Når vi ved, at man skal tænke langsigtet og investere det hele på én gang, kan man spørge, om man skal vente på en nedgang i markedet, før man køber, så man kan komme ind på markedet med en rabat – hvilket er myte nummer tre.

- Selv for professionelle investorer med stor viden og valide data er det umuligt at time markedet til perfektion. Og historisk har det ikke været en vinderstrategi at vente på en nedgang i aktiemarkedet. Årsagen hænger sammen med den første myte, hvor vi så, at tiden har arbejdet for aktieinvestorerne. Rabatten ved at vente på en nedgang er simpelthen blevet udhulet af, at aktiemarkedet er gået mere op end ned over tid. Det er f.eks. temmelig ufordelagtigt at vente på et fald på 10 pct., hvis markedet stiger 20 pct., før muligheden opstår, forklarer Simon Kristiansen, der håber, at analysen kan hjælpe de private investorer.

- Følger du den datadrevne indsigt, som fortiden kan give os, er du et skridt nærmere på at være en fornuftig investor og komme i mål med det, du drømmer om – om det er at købe et sommerhus eller at spare op til pension, siger han.

Left

Aktiemarkedet og "timing" er en af de største kilder til usikkerhed og endda myter blandt investorerne. I vores analyse dykker vi ned i tre meget gængse myter om timing og vurderer dem på baggrund af 50 års historisk data. Du kan hente hele analysen her.