Lommepenge kan give gode, livslange pengevaner
Børns lommepenge anno 2024
- 79 pct. af børnene i undersøgelsen får lommepenge; 43 pct. får dem på uge- eller månedsbasis, og 36 pct. får dem nu og da efter behov.
- 21 pct. får slet ikke lommepenge.
Børnene (6-17 år) får i gennemsnit 308 kr. i lommepenge om måneden. Der er dog store forskelle afhængig af barnets alder:
- 6-8-årige får i gennemsnit 134 kr./mdr.
- 9-11-årige får i gennemsnit 167 kr./mdr.
- 12-14-årige får i gennemsnit 263 kr./mdr.
- 15-17-årige får i gennemsnit 481 kr./mdr.
Kilde: YouGov for Nordea, april 2024
De fleste danske børn får lommepenge. Det viser en ny undersøgelse udført af YouGov for Nordea, hvor forældre til børn i alderen 6-17 har svaret på en række spørgsmål om, hvordan deres barns økonomi ser ud.
Undersøgelsen viser, at fire ud af fem børn får lommepenge. Det svarer nogenlunde til det niveau, vi så i en lignende undersøgelse for fire år siden. Og det er efter min mening positivt, at børn får lommepenge. Det træner dem i at styre en lille økonomi, spare op og prioritere, hvad pengene skal bruges på.
Store forskelle på måden forældre giver lommepenge
Men der er stor forskel på, hvordan forældrene så giver lommepenge. Godt halvdelen giver et fast beløb hver uge eller måned, og knap halvdelen giver lommepengene nu og da efter behov. De fleste forældre giver pengene digitalt: 70 pct. giver pengene enten via MobilePay-overførsler, kontooverførsler eller digitale lommepengeløsninger, mens kun 30 pct. giver kontanter. Og det er en udvikling, der er gået hurtigt de seneste år, hvor mange børn i dag slet ikke har et forhold til kontanter.
Hvis du selv er forælder til en teenager, kan du sikkert genkende situationen, hvor en MobilePay-anmodning tikker ind fra dit barn til ”frokost”, ”busbillet”, ”shopping” eller noget helt fjerde. Med et swipe kan børn i dag let få fyldt kontoen op i realtid, og den mulighed benytter mange sig af. Således får kun 5 pct. af nutidens danske 15-17-årige lommepenge kontant.
Sådan får børnene (6-17 år) pengene
35 pct. af forældrene laver en bankoverførsel til barnets konto
31 pct. giver barnet kontanter
27 pct. sender penge til barnet via MobilePay
5 pct. sender penge digitalt via en lommepengeløsning
Kilde: YouGov for Nordea, april 2024
Et swipe på en MobilePay-anmodning kan være en bjørnetjeneste
Der er naturligvis ikke nogen rigtig eller forkert måde at give sit barn lommepenge på. Og det afhænger selvfølgelig også af barnets alder, forældrenes opdragelsesfilosofi, hvor mange udgifter barnet selv skal betale, om barnet har et fritidsjob, og selvfølgelig hvad din økonomi kan holde til. Men en opfordring herfra er at holde igen med at sende penge, når barnet anmoder via MobilePay og i stedet give et fast beløb hver uge eller måned (som sagtens kan sendes over MobilePay). Der er nemlig fordele ved at give børnene faste lommepenge fremfor at sende penge efter behov.
Når børn vænner sig til at sende en anmodning om stort og småt til en gavmild sponsor, fratager man barnet ansvaret for at disponere over sine penge på en langsigtet og bevidst måde. Hvis børn derimod får et fast beløb i lommepenge, lærer de at disponere over faste, tilbagevendende beløb og får egne erfaringer med at styre deres økonomi. Det lærer dem at sætte penge til side, behovsudsætte og måske også at opleve konsekvenserne ved i perioder at have brugt alle deres penge.
Gode pengevaner kommer ikke af sig selv – de skal trænes ligesom alt muligt andet.