MitID erstatter NemID

Du får automatisk besked

  • Der er ingen grund til at gøre noget, før du får besked i din net- eller mobilbank.
  • Når du får besked om, at det er din tur, så gå i gang med det samme, så du ikke glemmer det.
  • Gem dit NemID, selvom du har fået MitID. Nogle steder skal du nemlig stadig bruge NemID.
  • MitID er en forbedret version af din digitale signatur, som er bedre rustet imod misbrug.

Læs mere om MItID på nordea.dk/mitid

Overgangen fra NemID til MitID er så småt gået i gang. Når det bliver din tur til at skifte, betyder det, at du fremover vil skulle bruge MitID, når du logger på netbank, tjekker din årsopgørelse, kommunikerer med det offentlige – ja faktisk til alt det, som du i dag bruger NemID til. 

Som kunde hos Nordea  får du besked i din netbank og mobilbank, når det er din tur til at få MitID. Du behøver derfor ikke foretage dig noget, før du hører fra os. Overgangen til MitID kommer til at foregå over en længere periode og vil strække sig ind i 2022. Det skyldes, at det tager lang tid at få alle borgere over på den nye løsning på en god og sikker måde.

Hvad er det nye?

Det nye ved MitID er, at du ikke længere kan bruge et fysisk nøglekort, når du bruger MitID. Din digitale signatur vil i stedet være app-baseret eller fungere via en kodeoplæser eller kodeviser. MitID kodeviseren fungerer ligesom nøglekortet gør i dag, men sikkerheden er øget, fordi det ikke er muligt at kopiere kodeviseren. Kodeoplæseren er hovedsageligt tiltænkt personer med nedsat syn.

Øget sikkerhed

Udover at det fysiske nøglekort forsvinder, vil du ikke mærke den store forskel fra det, du er vant til, da MitID vil kunne bruges til alt det, som du i dag bruger NemID til. Men selvom de fleste næppe vil mærke den store forskel i deres dagligdag – især ikke dem som i dag bruger NemID-app’en – så er der gode grunde til, at vi nu skal have MitID. Ændringen sker for at sikre, at den digitale signatur kan følge med tiden. Det gælder for alle digitale løsninger, at de fra tid til anden skal opgraderes eller erstattes med nyere løsninger, så de kan følge med udviklingen og forblive sikre. MitID er således en forbedret og fremtidssikret version af din digitale signatur, som er bedre rustet imod misbrug.

Behold dit NemID lidt endnu

Fordi udrulningen af MitID strækker sig over en rum tid, vil du opleve stadig at skulle bruge dit NemID nogle steder, selvom du har fået MitID. De to systemer vil nemlig fungere parallelt, indtil alle er kommet over på MitID. Derfor er det vigtigt, at du gemmer dit NemID-nøglekort og -nøgleapp – også når du har fået MitID. 

Hvornår skal du gøre noget?

Har du en NemKonto i Nordea, vil du få besked fra os, når det er din tur til at få MitID. Fra oktober vil de første kunder få besked fra banken om, at det er deres tur. Men for at sikre en god proces, vil alle ikke få besked samtidig. Processen vil derfor vare ind i 2022. Du behøver altså ikke foretage dig noget, før du hører fra os. Når du får besked om, at det er din tur til at få MitID, vil jeg anbefale, at du går i gang med det samme. Vi kender nok alle sammen dét, at det kan være fristende at udskyde opgaver, fordi vi ikke lige har tid og overskud til dem nu og her. Men jeg vil stærkt anbefale dig, at du får det gjort med det samme, så du ikke glemmer det. Du har 45 dage til at skifte over til MitID, når du har modtaget beskeden om, at det nu er din tur. Den gode nyhed er, at det ikke er svært at få MitID. Så sæt lidt tid af til det, sæt dig fx med en god kop kaffe, og følg vejledningen.

Husk, at MitID vil – ligesom NemID er i dag – være din sikre, digitale adgang til mange hjemmesider, og det er derfor vigtigt, at du reagerer, når det bliver din tur.

Læs mere om MitID på nordea.dk/mitid