Nybyggerpar fik værdifuld hjælp til drømmehuset

Tags:
Bolig

Cathrine og Martin Sarang Leth Familien Sarang Leth nyder i fulde drag deres nye hus, hvor der er kort vej til naboer og legekammerater.

Når nybyggerparret Cathrine og Martin Sarang Leth med hånden på hjertet kan sige, at de i dag bor i deres drømmehus, betyder det ikke, at der ikke var bump på vejen. For det var der. Alligevel er de takket være en ihærdig arbejdsindsats og nogle vigtige livliner kommet bedre i mål, end de havde turde håbe på, da de for to år siden så den første tegning af huset.

”At bygge hus er en kompleks og uforudsigelig proces, som kan være rigtig overvældende. Men hvis man forbereder sig godt, ikke er bange for at forhandle og omgiver sig med gode mennesker, så ender det godt,” siger 34-årige Cathrine Sarang Leth, der sammen med sin 33-årige mand, Martin Sarang Leth, kastede sig ud i nybyggerdrømmen for to år siden.

God varme og ingen træk

Men faktisk var det ikke en drøm, de delte til at begynde med. For Martin Sarang Leth var egentlig ikke så tosset med tanken om at flytte, da Cathrine første gang nævnte muligheden for ham. Dengang havde de boet et par år i en gammel skole i Brædstrup, som de løbende havde renoveret. Men da parret fik tvillinger, blev det mere og mere upraktisk, at husets primære varmekilde var en brændeovn – ikke mindst på vinterdage, hvor de skulle tænde op efter arbejde og vente en god times tid på, at huset fik varmen. Og så slog det Cathrine, at de jo også kunne bygge selv.

”Jeg har altid rykket mig meget. Så får jeg lyst til et nyt job, så får jeg lyst til at rejse, og så får jeg lyst til at bygge hus. Martin er mere man-ved-hvad-man-har. Men da jeg fik ham med ud at kigge på udstillingshuse, var det første, der slog ham, at der var varmt om fødderne og ingen træk. Og så gik vi i gang,” husker hun.

Hent inspiration i udstillingshuse

Først investerede parret tid i at køre rundt og se et hav af udstillingshuse i både Kolding, Vejle, Silkeborg og Horsens. De kiggede på forskellige byggestile, materialevalg og planløsninger. Så kiggede de på grunde og kontaktede tre forskellige byggefirmaer for at få tilbud på deres projekt.

”Det er meget nemmere at få et konkret tilbud, når man ved, at huset for eksempel skal være på 180 kvadratmeter, bygges i funkisstil og have fem værelser. Så det kan virkelig anbefales at tage ud og se på mulighederne,” siger Martin Sarang Leth, der selv stod for alt det, som man også kan få en ekstern byggerådgiver til: forhandling af pris med byggefirmaet, indhentning af byggetilladelse og kortlægning af el, vand og varme – for bare at nævne nogle af opgaverne.

Byggeriet i gang

Hvem hjælper med hvad under byggeriet?

  • Byggerådgiveren/den byggesagkyndige kan hjælpe med at indhente byggetilladelse, forhandle pris og sikre, at byggeriet udføres ordentligt og byggeteknisk korrekt. Han er typisk uddannet  arkitekt, bygningskonstruktør eller ingeniør og er en ekstern, uvildig partner.
     
  • Byggelederen har det overordnede ansvar for byggeprojektet fra første spadestik til aflevering af projektet. Han fører tilsyn med byggeriet, udarbejder tidsplaner, afholder byggemøder og er løbende i dialog med nybyggere, leverandører og håndværkere om projektets forløb, materialeleverancer og koordinering af arbejdskraft. Han er typisk uddannet håndværker og er ansat af byggefirmaet.
     
  • Boligrådgiveren fra Nordea hjælper med at lægge et samlet budget for hele byggesagen, holde det økonomiske overblik og sammensætte finansieringen.

”Byggerådgiveren giver slip, når man går i jorden, og så tager byggelederen over. Her fandt vi en, som Martin havde gået i folkeskole med, og som vi var trygge ved og havde tillid til. Det er meget vigtigt, for der dukker meget op undervejs, og her var han en rigtig god hjælp,” forklarer Cathrine, der også har været glad for, at parret fik en boligrådgiver i banken, som havde en erfaring med processen, de ikke selv havde. Og en tilgang, der gjorde dem trygge.

”Vores rådgiver hjalp med budgetplanlægning. Og hver måned havde vi en dialog om, hvor vi var, så vi hele tiden havde et reelt overblik over vores projekt. Hun sørgede for at betale vores byggeregninger til tiden. Og hvis der kom uforudsete udgifter, fik hun det til at fungere, så vi hele tiden havde en plan B for, hvad vi skulle gøre, hvis noget blev ændret. Det var rigtig rart,” siger Martin Sarang Leth.

God sikkerhedsline

Midt i processen blev Cathrine ked af sit arbejde, og her gjorde det også en stor forskel, at hun mødte forståelse fra rådgiveren i forhold til at skifte job og gå lidt ned i løn.

”En sund økonomi er også bygget på, at man er glad i sit arbejdsliv. Og det var virkelig rart at blive set på som de mennesker, vi er, og ikke kun blive vurderet på de økonomiske vilkår,” siger Cathrine Sarang Leth og tilføjer:

”Undervejs drømte vi også om en få en Newyorker-dør, der ikke var med i budgettet. Løsningen blev, at vi fik døren med i lånet, men så skulle vi til gengæld selv spare op til græs. Så vi fik ikke et nej, men realistisk hjælp og klare aftaler. Det var rigtig dejligt,” siger hun.

Gode råd til byggeprocessen

  • Sæt tid og energi af til god forberedelse af byggeriet – det giver det bedste slutresultat.
  • Vær ikke bange for at forhandle – det er ikke farligt at sige nej, for der skal nok være nogen, der vil bygge med jer.
  • Få alle aftaler på skrift – så undgår I ubehagelige overraskelser.
  • Nyd processen – selvom det er hårdt, så husk at nyde det undervejs.

Få endnu flere gode råd til byggeprocessen hos boliga.dk/byg-hus

Boligrådgiveren vejledte også parret i at få alle vigtige aftaler på skrift og bruge en advokat, som hjalp med at hæve dagbøderne og beløbet afsat til fejl og mangler, så de undgik ubehagelige ekstraregninger. Og så åbnede hun deres øjne for at huske at afsætte budget til alle de småting, man nemt kan glemme midt i en byggeproces som gardiner, møbler, lamper, havemøbler etc.

”Boligrådgiveren kan sikre det økonomiske overblik og er en sikkerhedsline, der er rigtig rar at have på sidelinjen gennem hele processen. En god byggeleder er guld værd, fordi han følger op på entreprisen og siger god for de håndværkere, der bygger dit hus. Advokaten kan give værdifuld hjælp med kontrakten, som kan gøre en stor økonomisk forskel. Og så kan man selv gøre virkelig meget for at sikre, at man ender med sit drømmehus,” siger Cathrine Sarang Leth.

Se et eksempel på, hvad det koster at bygge et nyt hus her

Med et budget på tre millioner kroner og en masse forskellige ønsker har hun og Martin fået det ”vildeste drømmehus”, og skal de give et råd til andre, er det:

”Tag ud og kig jer omkring, snak med folk i samme situation – og træk vejret. Det er jer, der bestemmer tempoet, og slutresultatet bliver bedre af at tænke sig godt om,” siger de.