PB-Verificering med MitID – hvornår og hvorfor?

Pas på dig selv og undgå svindel

På Nordeas hjemmeside har vi samlet information om og gode råd til, hvordan du undgår at blive snydt. Du kan også læse, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude, og du bliver udsat for svindel.

Læs mere her

Måske har du lagt mærke til, at vi i nogle tilfælde beder dig om at verificere dig med MitID, når du ringer til os. Men hvorfor gør vi det, og hvornår kan du forvente at blive bedt om denne ekstra sikkerhedsforanstaltning? Det forklarer vi nærmere her.

Hvorfor beder vi dig om at verificere dig med MitID?

Vi arbejder hele tiden på at forbedre sikkerheden og være et skridt foran svindlerne. Det gør vi blandt andet ved at sikre os, at vi ved, hvem vi taler med, når du ringer til os. Derfor beder vi dig om at verificere dig med MitID i de tilfælde, hvor vi i vores systemer ikke kan se, hvem opkaldet kommer fra. Det er en sikkerhedsforanstaltning, der er med til at forhindre, at svindlere kan udgive sig for at være dig – og på den måde få adgang til dine bankoplysninger.

Når du bliver bedt om at verificere dig, foregår det ved, at du, efter at have indtastet dit CPR-nummer, modtager en anmodning i din MitID-app. Du godkender anmodningen ved at åbne appen og swipe ”godkend”. Det er vigtigt, at du ikke afbryder opkaldet, mens du åbner MitID-appen. Når du har godkendt, ved vi med sikkerhed, hvem du er, og vi kan hurtigt omstille dig til en medarbejder, der kan hjælpe dig.

Hvornår bliver du bedt om at verificere dig?
Du vil blive bedt om at verificere dig selv med MitID i følgende situationer:

  • Når du ringer til vores kundeservice.
  • Når du bruger dit Private Banking Fast Track-nummer til at kontakte vores kundeservice.
  • Når du bliver omstillet til vores kundeservice efter at have ringet til din Private Banker, investeringsrådgiver eller afdeling.

I de situationer kan vi ikke automatisk se, hvem der ringer, og derfor beder vi dig om at verificere dig med MitID for at sikre, at det er dig, vi taler med.

Sådan kan du kontakte os uden at verificere dig
Der er andre måder, du kan kontakte os på, hvor du ikke behøver at verificere dig med MitID.

  • Direkte opkald til din Private Banker eller afdeling: Hvis du ringer direkte til din rådgiver eller til en bestemt afdeling, vil du heller ikke blive bedt om at verificere dig selv med MitID. Bemærk dog, at hvis din rådgiver ikke er tilgængelig, og du bliver omstillet til vores kundeservice, vil du blive bedt om at verificere dig.
     
  • Mobilbanken: Hvis du ringer til os via mobilbanken, ved vi allerede, hvem du er, når vi tager telefonen. Derfor er der ingen grund til yderligere verifikation.

Sikkerhed er vores højeste prioritet
Vi ved godt, at det kan virke som et ekstra trin i processen, men verificering med MitID er en vigtig sikkerhedsforanstaltning, som sikrer både dig og os, når vi taler sammen over telefonen. Vi prioriterer sikkerhed højt og ved at indføre denne ekstra sikkerhedsforanstaltning, kan vi beskytte dig og dine oplysninger bedst muligt.