Sådan snyder du cykeltyvene

Cykeltyverier og erstatninger

  • Antallet af anmeldte cykeltyverier er faldet drastisk de seneste år. I 2021 var der kun 37.437 anmeldelser (Danmarks Statistik)
     
  • Alligevel angiver hver femte københavner, at de har fået stjålet en cykel de seneste 12 måneder (Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse 2021)
     
  • I 2021 var august den måned, hvor der blev anmeldt flest stjålne cykler (Topdanmark)
     
  • Gennemsnitserstatningen pr. anmeldelse er steget med 18 pct. siden 2018. Det skyldes, at danskerne kører på dyrere cykler (Topdanmark)
     
  • Gennemsnitserstatning per cykel har ligget i niveauet 8.400-10.800 kroner siden 2018 (Topdanmark)

Danskerne køber dyrere og dyrere cykler. Nogle af dem er speciallavede el-, lad- eller racercykler, som er særligt attraktive for landets cykeltyve. I denne artikel giver jeg derfor en række råd til, hvordan du undgår at blive offer for en af de mange daglige cykeltyverier i Danmark.

Antallet af anmeldte cykeltyveri er faktisk faldet de seneste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik. I 2010 var der 71.736 anmeldelser af stjålne cykler, og i 2021 blev der ”kun” anmeldt 37.437 cykeltyverier – hvilket er 3.000 færre end i 2020 og næsten 10.000 færre end i 2019.

Det lader dog ikke til, at anmeldelserne afspejler det egentlige antal cykeltyverier. Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse for 2021 viser fx, at hver femte københavner har fået stjålet sin cykel inden for de seneste 12 måneder. Rigtig mange cykeltyverier bliver altså højst sandsynligt aldrig anmeldt. Og det kan blandt andet skyldes manglende forsikringsdækning eller en høj selvrisiko.

Derfor anbefaler jeg først og fremmest, at du undersøger, om din indboforsikring dækker cykeltyveri. Det er nemlig forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab – og hvis den gør, kan der være en høj selvrisiko eller et maksimumbeløb på udbetalingen. Det er altid surt at få stjålet sin cykel, men det er endnu værre, hvis der ikke er styr på forsikringerne.

Kvinde på ladcykel med to børn Ladcyklen er en af de dyrere cykeltyper, man oftere ser på vejene.

Dyrere og dyrere cykler

Mens antallet af anmeldte cykeltyverier falder, så er den gennemsnitlige erstatningspris pr. anmeldelse ifølge Topdanmark steget med 18% siden 2018. Det skyldes, at danskerne køber dyrere cykler. Man ser flere og flere elcykler, ladcykler og specialbyggede cykler på vejene. Og så er racercyklen også blevet et hit efter corona-nedlukningen, hvor udendørsaktiviteter uden nærkontakt var i høj kurs. Derfor er de cykler, som danskerne forsikrer i dag, af langt højere værdi end for få år siden.

Selvom du er forsikret, er det altid frustrerende og bøvlet at få stjålet sin cykel. Og det kan også blive dyrt, hvis fx selvrisikoen er sat højt. Derfor er mit bedste råd at passe godt på din cykel og sikre dig bedst muligt mod tyveri – særligt hvis du er en af dem, der kører på racer-, lad-, eller elcykel, som især er attraktive for cykeltyve. Nedenfor giver jeg i samarbejde med Topdanmark otte gode råd til at snyde cykeltyven.

Sådan kan du snyde cykeltyven

  1. Brug en godkendt lås med Varefakta-mærket.

  2. Brug gerne to låse, så du også fx kan låse cyklen fast til et cykelstativ.

  3. Stil cyklen et oplyst sted og helst lidt væk fra særligt tyveriudsatte områder, fx indgangen til togstationer.

  4. Brug altid cykelkælder, kælderrum og cykelskur, når det er muligt.

  5. Har du ikke adgang til en cykelkælder, et cykelskur eller lignende, kan du overveje at tage cyklen med ind i huset eller lejligheden.

  6. Stiller du ofte cyklen ved stationen, så overvej at anskaffe en billigere ”stationscykel”, som tyvene sjældent er interesserede i.

  7. Undgå at købe en stjålet cykel. Brug eventuelt politiets app ”Politi”, hvor du kan tjekke cyklens stelnummer i cykelregistret, før du køber den.

  8. Specialcykler af høj værdi er tyvene glade for. Tag den med ind i hjemmet, eller lås den sikkert.

God cykeltur, og husk at spænde cykelhjelmen.