2024_08 Et 20-årigt realkreditlån kan spare dig for tusindvis af kroner

Et 20-årigt realkreditlån kan spare dig for tusindvis af kroner

Skær 10 år af realkreditlånet og bliv en rig pensionist

Jo færre år, man har til at afdrage et realkreditlån, jo højere er den månedlige ydelse, og jo flere penge skal man derfor sætte af på budgettet til realkreditinstituttet. Derfor lyder det måske ikke særligt besnærende at vælge et 20-årigt lån frem for et 30-årigt, men har man et stort råderum i privatøkonomien, kan det alligevel være en god idé. For ca. 1.300 kr. ekstra hver måned pr. lånt million kan man nemlig være gældfri 10 år tidligere.

Det er nemlig vigtigt at huske på, at årsagen til den højere ydelse på 20-årige lån er, at afdraget stiger, når gælden betales tilbage over færre år. Og afdrag er penge, man betaler til sig selv.

Samtidig betyder den kortere løbetid, at udgiften til renter og bidrag bliver mindre, da der alt andet lige ikke betales nær så meget i rente og bidrag af en gæld, der reduceres hurtigt, frem for en gæld, der kun falder en lille smule hvert år.

Læs også: Ny renteprognose fra Nordea
 

Man kan spare 237.000 kr. pr. lånt million

Tager vi fx udgangspunkt i et lån på 1 mio. kr., så ligger den månedlige ydelse efter skat på 4.200 kr., hvis lånet optages som et 30-årigt fastforrentet 4%-lån, men på 5.500 kr., hvis løbetiden reduceres til 20 år. Det betyder med andre ord, at boligejere, der afvikler gælden over 20 år, betaler 1.300 kr. mere hver måned pr. lånt million end boligejere, der afvikler gælden over 30 år. Til gengæld er de gældfri 10 år tidligere, og samlet set er der tale om en god forretning.

Set over hele lånets løbetid udgør den samlede tilbagebetaling nemlig kun 1.393.000 kr. efter skat på det 20-årige lån men 1.618.000 kr. på det 30-årige lån Det svarer til, at man opnår en besparelse på 225.000 kr., hvis man er i stand til at tilbagebetale gælden 10 år hurtigere. Det er rigtigt mange penge - ikke mindst hvis der er tale om et stort lån. Mange steder i landet er det nemlig ikke ualmindeligt, at realkreditlånet udgør både 2 og 3 mio. kr.
 

Fastforrentet lån på 1 mio. kr. med afdrag og en løbetid på hhv. 30 år og 20 år
  30-årigt fastforrentet lån 20-årigt fastforrentet lån Forskel
Månedlig betaling efter skat 4.200 kr. 5.500 kr. 1.300 kr.
- Heraf afdrag 1.530 kr. 2.860 kr. 1.330 kr.
Samlet tilbagebetaling over alle hhv. 30 år og 20 år 1.618.000 kr. 1.393.000 kr. 225.000 kr.
Kilde: Nordea Kredit      


Lånets løbetid skal passe til familiens behov og livssituation

Det er vigtigt, at man ikke misforstår budskabet. Det giver nemlig god mening, at man vælger en 30-årig løbetid på realkreditlånet, hvis familien har anden og dyrere gæld ved siden af, eller hvis familien ønsker den lavest mulige ydelse, fx fordi børnene er små og hverdagen dyr. Det kan også være en god idé, at man ikke sætter sig for hårdt, hvis man er ny på boligmarkedet og derfor endnu ikke kender den præcise vand- og varmeregning, når man selv bor i huset.

Mindre naturligt er det, at mange boligejere stadig hænger fast ved de 30-årige lån, når der er gået nogle år. Mange familier bruger nemlig ikke alle de penge, de tjener, og vil derfor have råd til at afdrage lidt hurtigere på deres gæld. Samlet set har husholdningerne næsten 1,2 mia. kr. stående på indskudskonti i bankerne, og fordeles det beløb ligeligt ud på alle voksne, har en gennemsnitlig dansker 242.000 kr. stående i banken.

Nogle af de penge kunne med fordel bruges på at afdrage lidt hurtigere på gælden, for derved ville man ikke blot sikre sig, at man blev hurtigere gældfri, men også at det var lidt sjovere at gå på pension.

Fordelen ved det 20-årige lån er jo, at man er gældfri, når de 20 år er gået, mens man stadig skylder næsten 500.000 kr., hvis man vælger det 30-årige lån fra eksemplet. Det er et ganske stort beløb, og det kan godt have betydning for, hvor stor budgetposten ”sjov med familie og venner” bliver, når man på et tidspunkt vælger at forlade arbejdsmarkedet.

Finten med at reducere realkreditlånets løbetid har altid været en oplagt mulighed for de prisbevidste, men gevinsten er blevet større, i takt med at renten er steget. For jo højere renten er, jo dyrere er det at udskyde afdragene til et senere tidspunkt. Så måske er det nu, at man skal i gang med at afdrage?
 

Boligen er ikke det eneste sted, man kan spare op

Endelig er det vigtigt at fremhæve, at en gældfri bolig ikke er det rigtige valg for alle familier. Mange bruger nemlig besparelsen fra den lange løbetid på 30 år til fornuftige behov i hverdagen eller til at spare ekstra op andre steder fx gennem en pensionsordning eller ved værdipapirkøb. Muligheden for et 20-årigt lån er derfor kun en af flere muligheder for at optimere privatøkonomien.

Kom i gang med at handle aktier

Læs Nordeas guide til investering