2024_09 Den nemme guide til korrekt boligskat ved SALG af ejerbolig

Den nemme guide til korrekt boligskat ved SALG af ejerbolig

Boligsalg – den nemme guide til korrekt boligskat

Boligejerne betaler ejendomsværdiskat og grundskyld på deres ejerbolig. Der er ofte tale om et stort beløb, og derfor er det en god idé at have styr på det praktiske omkring ejendomsvurdering og boligskatter, hvis man planlægger at sælge sin bolig – eller lige har gjort det. Vi har samlet vores vigtigste råd nedenfor.

Læs også vores nemme guide til korrekt boligskat ved KØB af bolig

1. Tjek, om du har indefrosset boligskat

Med mindre man aktivt har frameldt sig indefrysningsordningen, er eventuelle stigninger i boligskatterne i 2018-2024 blevet indefrosset. Det er sket i form af et lån, der senest skal betales tilbage, når boligen sælges. Det kan derfor være en god idé at tjekke om – og i givet fald hvor meget – man har indefrosset. Så slipper man for kedelige overraskelser på et senere tidspunkt. Hvis man er to ejere, er det indefrosne beløb delt i to. Ejerne kan dog framelde sig indefrysningsordningen uafhængigt af hinanden.

årsopgørelsen kan du se, hvor meget du har fået indefrosset fra 2018 til og med 31. december 2023. Indefrysningsordningen for 2024 fremgår af forskudsopgørelsen.

Mange boligejere har endnu ikke modtaget ejendomsvurderingen for 2020, og for 2022 er der tale om en foreløbig vurdering. Der kan derfor ske efterreguleringer af boligskatten.

Fra 2018 til 2023 blev stigninger i grundskylden indefrosset hos kommunerne, og gælden er foreløbigt rentefri. Fra 2024 indefryses nye stigninger i boligskatterne hos Skattestyrelsen, og renten ligger i 2024 på 3,57 pct. Renten er ikke fradragsberettiget, men nedsættes med 25 pct., hvorfor den reelle rente er på 2,68 pct.

Læs mere om indefrysningslån på vurderingsportalen.dk
Vælg eller fravælg indefrysningslån på borger.dk

2. Tjek din foreløbige ejendomsvurdering

Med de nye boligskatteregler fra 2024 følger boligskatterne værdien af ejendommen, så ejendomsværdiskatten og grundskylden stiger og falder i takt med ejendomsvurderingen. En kommende køber vil derfor sætte pris på, at din ejendomsvurdering er nogenlunde ”korrekt”. Ejendomsvurderingen vil dog sjældent ramme salgsprisen præcist, da vurdering og salg ofte ikke finder sted på samme dato, og Vurderingsstyrelsen kun medtager objektive forhold i sin vurdering. Forskellen bør dog ikke være overdrevent stor.

Hvis den foreløbige vurdering er for høj, vil udgifterne til boligskat se højere ud, end de faktisk bliver, når den endelige vurdering kommer. Det kan besværliggøre et salg. Hvis du vil sælge din bolig, kan du derfor få ændret den foreløbige vurdering, så den svarer til udbudsprisen omregnet til 2022-niveau. Det er den pris, som ejendommen ville have haft, hvis den var sat til salg 1. januar 2022.

Du kan se den foreløbige vurdering af din bolig her ved at søge på adressen.
Du kan læse mere om ændringer af den foreløbige vurdering på
vurderingsportalen.dk

3. Ret din forskudsopgørelse, når du har solgt

Man betaler kun grundskyld og ejendomsværdiskat for den periode, man har rådighed over en ejerbolig. Hvis man sælger sin bolig, er det derfor en god idé at ændre forskudsopgørelsen.

Guide til ændring af ejendomsværdiskat

  • Log på TastSelv
  • Vælg Forskudsopgørelse i menuen
  • Vælg den solgte ejendom under Eksisterende ejendomme og grunde
  • Vælg Sælg ejendom
  • Skriv udflytningsdato i felt 767
  • Ret også dine renteudgifter i felt 481 og 483, hvis dine lån ændrer sig i forbindelse med salget
  • Tryk på Registrer
  • Vælg Beregn, og tjek dine rettelser
  • Vælg Godkend, hvis du er enig i rettelserne.

Når du har godkendt dine ændringer, dannes et nyt skattekort – hvor ejendomsværdiskatten på boligen for den resterende del af året er trukket ud.

Guide til ændring af grundskyld
Når ejerskiftet er registreret i ejerfortegnelsen – typisk i forlængelse af tinglysning – får man direkte besked fra Skattestyrelsen om, at der er foretaget en ændring i grundskylden, som man skal godkende på forskudsopgørelsen. Hvis man ikke godkender, fortsætter man med at betale grundskyld af boligen i det indeværende skatteår. Ændringen kan dog ikke godkendes, før skattemyndighederne har reageret. Hvis salget er tinglyst, uden at man har fået besked om ændringer grundskylden, kan man kontakte kommunen og bede dem tjekke og om nødvendigt opdatere ejerfortegnelsen.

  • Log på TastSelv
  • Vælg Forskudsopgørelse i menuen
  • Vælg den solgte ejendom under Eksisterende ejendomme og grunde
  • Se din nye grundskyld
  • Klik Beregn nederst på siden for at overføre beløbet til din samlede opgørelse
  • Klik Godkend for at gemme.
     

Bemærk

Vi anbefaler, at man altid søger juridisk rådgivning, når man handler bolig.
Kilder: vurderingsportalen.dk og skat.dk