De finansielle markeder: Situationen mellem Rusland og Ukraine

Rusland har her til morgen iværksat en militæraktion i Ukraine, hvilket har medført kraftige kursfald her til morgen. Vi anbefaler investorerne at bevare roen, være tro mod deres investeringsstrategi og for alt i verden undgå at sælge ud af aktier i panik.

Investorerne er vågnet op til det, der ligner en storstilet russisk invasion i Ukraine. Det har foreløbigt sendt aktiemarkederne i Europa og Asien i rødt, mens amerikanske aktiefutures ligeledes falder. De amerikanske statsrenter falder en smule tilbage, mens olieprisen er steget. Hvad betyder dette for investorerne? I disse urolige tider er det vigtigt at se tingene i et mere langsigtet perspektiv og forsøge at filtrere noget af støjen fra den igangværende konflikt væk. De, som kan modstå markedsudsving på kort sigt, vil blive belønnet på lang sigt. Vi råder derfor investorer til at slå koldt vand i blodet og holde fast i deres investeringsstrategi. Vi forventer, at uroen gradvist vil aftage, men man skal som nævnt være forberedt på, at vi for en tid vil se øget uro på markedet. Der er særligt i tider som disse, at man skal skære igennem støjen og have fokus på de ting, som egentlig betyder noget for aktier på længere sigt.

Vækstbillede intakt

Vækstudsigterne for den globale økonomi og virksomhedernes indtjening er stadig bedre end normalt, hvilket taler for, at aktier over de næste 12 måneder vil ligge højere, end de gør nu. Og trods den vanskelige situation i Ukraine har dette billede ikke ændret sig væsentligt. Derfor bør investorer ikke se på de kursfald, vi har oplevet siden årets begyndelse - og senest i forbindelse med Rusland-Ukraine konflikten - som en årsag til at sælge fra. Særligt for investorer med kontanter på sidelinjen, er nu et godt tidspunkt at investere dem. Vores holdning er, at man som udgangspunkt bør investere sine kontanter på en gang. Er man meget nervøs for timingen og har et ønske om at dele investeringerne ud over flere dage for at undgå at investere på en dag, hvor markedet falder, så er det også en mulighed. Man skal dog bare være opmærksom på, at der også vil forekomme dage med store daglige stigninger, og der risikerer man, at man ikke er fuldt investeret. For alle vores investorer handler det om at have is i maven og have tiltro til den investeringsstrategi, de lagde, da markedet var mere roligt. Det er i perioder som disse, at man bliver belønnet for at holde hovedet koldt og fokus på den langsigtede strategi. 
 

Sådan reagerer markedet

  • Den værste gift for markedet er usikkerhed om, hvordan situationen udvikler sig. Konflikten i Ukraine får kurserne på de mest risikofyldte aktiver, herunder aktier, til at falde. Når usikkerheden stiger, kræver investorerne større kompensation for den risiko, de løber. På den anden side er afkastmulighederne også bedre for dem, der er villige til at påtage sig denne risiko.
     
  • Vores forventning er, at uroen på finansmarkederne kan vare ved, og man skal nok forberede sig på større udsving end normalt i de kommende uger, måske endda måned. Når usikkerheden er reduceret tilstrækkeligt, vil investorerne hurtigt fokusere på andre ting. Samtidig vil den højere kompensation, som investorerne kræver for at påtage sig risiko, også falde – med andre ord vil aktiemarkederne begynde at stige igen
     
  • Effekten på de vestlige aktiemarkeder ventes at blive relativt moderat. Rusland tegner sig kun for nogle få procent af den samlede verdensøkonomi, og vestlige virksomheder har generelt ikke omfattende aktiviteter i landet. Vi tror derfor ikke, at den nuværende krise fører til en mere permanent svækkelse af aktiemarkederne set i et bredere perspektiv.

Se også vores informationer ifm. invasionen på nordea.dk