Frygten for inflation tynger markederne

Centralbankerne har sendt et klart og tydeligt signal til investorerne. Man helmer ikke, før inflationen er bragt under kontrol. Et farvel til negative renter er dog også et goddag til højere langsigtede afkast. Har man lidt tålmodighed og is i maven, kan der være attraktive afkast i vente.   

Forleden mødtes toneangivende økonomer og de vigtigste centralbanker i en søvnig amerikansk by i den amerikanske stat Wyoming. De var samlet for at diskutere klodens økonomiske tilstand. Budskabet fra Jackson Hole var ikke til at tage fejl af: Man er stålsat og vil bekæmpe den stigende inflation med næb og klør. Og skulle nogen være i tvivl om hensigten, så fulgte ECB i sidste uge op med en historisk rentestigning på 0,75 procentpoint. Med andre ord er der ingen udsigt til en foreløbig ende på de meget aggressive pengepolitiske stramninger, vi har set i 2022.

Året har budt på kraftige rentestigninger – på obligationsmarkederne og for de styrende renter, som fastsættes af centralbankerne. Det har givet investorerne kraftige panderynker og resulteret i negative afkast på både aktier og obligationer.

Så hvordan skal du forholde dig til alt det, der sker i øjeblikket? Det negative fylder meget. Selv om der hersker betydelig usikkerhed med stigende energipriser, en historisk høj inflation og en usikker økonomisk udvikling, er det ikke kun skidt. 

Det, at vi efter mange år med negative renter på bankbogen, igen kan se frem til en positiv rente, bør ses som en positiv udvikling. En tilbagevenden til det normale.

De samme kræfter, som skaber positivrenten på din opsparingskonto, har været med til at gøre aktier og obligationer billigere. Med de stigende renter øges derfor også det langsigtede afkastpotentiale på investeringsmarkederne. Der er altså intet, der taler for, at man afkastmæssigt er bedre stillet ved at sælge ud af sine investeringer – tværtimod. Positive renter i samfundet går hånd i hånd med et stigende afkastpotentiale på fx obligationer (det sikre alternativ til aktier).

I en tid med lav sigtbarhed på finansmarkederne er mit bedste råd til investorerne at holde hovedet koldt og ikke lade sine følelser tage overhånd. Man risikerer at handle på de forkerte tidspunker, hvilket kan være dyrt. Det er en god ide at minde sig selv om, at man er en langsigtet investor, og midlertidige udsving derfor ikke betyder så meget. Tiden er din ven, når det kommer til investeringer. Kigger vi på de sidste 50 år på aktiemarkedet, er risikoen for et negativt afkast faldet, jo længere tid man har haft sine midler investeret. Typisk har aktiemarkedet genvundet sit tabte terræn efter et stort fald (>20%) inden for en periode på bare to til tre år.

Tirsdagens måling for den amerikanske økonomi bød på dårligt nyt, da inflationen viste sig højere end analytikerne havde forventet. Nyheden sendte det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 ned med over 4 pct. (i lokal valuta). Et dyk i den størrelsesorden hører bestemt ikke til normalen, og derfor bør det store fald nok også ses som en overreaktion i et marked præget af inflation- og rentefrygt.