Giv dine penge vokseværk med en månedsopsparing

De fleste kan få hovedpine af at sætte sig ind i virksomhedernes regnskab, hvis de overvejer at gå i gang med at investere. Og hovedbruddet bliver ikke mindre, når du skal finde ud af, hvilke aktier du skal investere i, eller om du skal sælge ud, når graferne slår et knæk.

Simon Seniorstrateg Simon Kristiansen.

Men alle de bekymringer slipper du for med en månedsopsparing, hvor du for få penge og lavt tidsforbrug helt automatisk kan komme ind på investeringsmarkedet og opbygge et afkast, der historisk har slået renten i banken med flere længder.

"Kigger vi historisk, så har aktiemarkedet over de seneste 50 år i gennemsnit givet et årligt afkast på knap 9 procent. Så hvis formålet er at få ens penge til at yngle, så har investeringsmarkedet historisk været langt bedre end opsparingskontoen."

"Det kommer også med øget risiko, men for folk, der sparer op over mere end tre år, er der ingen konkurrence til investeringsmarkedet," fortæller seniorstrateg i Nordea, Simon Kristiansen, der sammen med sine kolleger lægger bankens investeringsstrategi.

Mange bække små

Så er du villig til at lade dine penge arbejde for dig på investeringsmarkedet i tre år eller mere, er en månedsopsparing en nem måde at realisere dine fremtidsdrømme på. 

"I min optik er det den bedste vej at gå, hvis du vil have dine penge til at yngle, fordi du med en opsparing på fx 500 kroner om måneden gennemsnitligt vil have 37.548 kr. efter fem år, hvis vi bruger det historiske afkast som rettesnor. Så mange bække små gør – over tid – en stor å," siger Simon Kristiansen.

Derudover kræver det hverken mange penge, stor viden eller en masse arbejde for at komme i gang.

"Mange tænker, at man skal have en ph.d. i økonomi eller følge med i Børsen hver dag for at få en plads på aktiemarkedet. Men månedsopsparing er en konto, hvor banken automatisk investerer for dig, når du sætter penge ind – uanset om du ønsker at spare 100 kr. eller 10.000 kr. op om måneden," forklarer Simon Kristiansen.

Sneboldeffekt

Forskellen mellem at have investeret sine penge eller lade dem stå på en konto - fordelt over år

Årsagen til, at dine penge forholdsmæssigt kan vokse så meget over tid, er renters rente. Et begreb, som Albert Einstein efter sigende kaldte verdens ottende vidunder.

Renters rente kan beskrives som en snebold, der ruller sig større og større. Jo længere tid snebolden triller for dig, jo større vokser den sig, for hver omgang den tager.

"For mange er renter noget, man får på sin opsparingskonto i banken, og som arbejder mod en, når man har lånt penge. Men i virkeligheden er renter en uudnyttet ressource for mange mennesker. Og begynder du at bruge den, så låser du op for en superkraft i din opsparing. Det skyldes, at du ikke bare får afkast på det beløb, du investerer hver måned, men også på de penge, du har stående – det vil sige afkast på dit afkast," siger Simon Kristiansen.

Hold kursen

Desuden er en månedsopsparing en god idé, fordi den kan beskytte dig mod din egen nervøsitet og sørge for, at du helt automatisk holder investeringskursen, når markedet gynger.

For som investor lader man sig ofte rive med af det aktuelle marked og ender med at afvige fra sin langsigtede strategi: Når markedet stiger, kan man tro at det bliver ved for evigt. Når markedet falder, kan man blive nervøs for, om det fortsætter med at falde. Og når markedet går sidelæns, kan man blive nervøs for, om det er stilheden før stormen.

"Det er helt naturligt, at vi som mennesker bliver nervøse, når det går dårligt på investeringsmarkedet. Men faktisk er den bedste strategi, at man ikke lader følelserne påvirke investeringsbeslutninger," siger Simon Kristiansen.

Jo før - jo bedre

Hvorfor er månedsopsparing en god ide?

  • Mange bække små – gør over tid en stor å
     
  • Start din snebold i dag – og få dine penge til at arbejde for dig
     
  • Du er din egen værste fjende – hold kursen automatisk
     
  • Kom i gang – det giver muligheder i fremtiden

Seniorstrategens tre bedste råd:

  1. Begynd at investere tidligt, så du har så meget tid i markedet som muligt
     
  2. Invester automatisk hver måned, så du ikke behøver tænke over timing og dermed tager dig selv ud af ligningen
     
  3. Spred din risiko, hvilket man kan gøre ved at investere i en fond, som indeholder flere aktier eller måske endda aktier og obligationer

En månedsopsparing hjælper netop med at tage dig selv ud af ligningen, fordi du investerer automatisk og systematisk - i stedet for at lade dig rive med af følelser og impulser.

"Hvis du i slutningen af hver måned skulle huske dig selv på at investere, så er du nok mere tilbøjelig til ikke at gøre det, fordi der er så meget andet at bruge penge på. Og selv hvis du husker at dedikere penge til det, kan du hurtigt blive revet med af, hvad du har hørt i en podcast, eller hvad din nabo fortæller, og blive nervøs for timingen. Men når det går automatisk, bliver du ikke revet med af stemningen, og det er noget af det bedste, man kan gøre som investor," fastslår Simon Kristiansen, der derfor også opfordrer til at gå i gang i dag.

"Når det kommer til investeringer, er tid i markedet meget vigtigere end at prøve at time markedet. Hvis du som studerende putter 100 kr. i investeringsmarkedet om måneden frem for at købe tre kopper kaffe, så har du knapt 20.000 kr. efter fem år – og 65.000 efter 20 år. Så selv om du måske ikke ved, hvad du drømmer om lige nu, så kan de penge give dig muligheder i fremtiden, som du ellers ikke ville have haft,” afslutter han.

Kom godt i gang med en månedsopsparing - læs mere her.