Gode råd til betalinger på ferien i udlandet

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og mange rejser på ferie i udlandet. Nordeas forbrugerøkonom har derfor samlet nogle gode råd til dig, når du betaler i udlandet.

1. Medbring to kort på rejsen

Jeg vil anbefale, at du tager to betalingskort med på rejsen. Hvis det ene kort bliver stjålet, har du nemlig et ekstra – så læg dem ikke i samme pung. Desuden tager ikke alle steder mod alle slags betalingskort. Skal du fx leje bil i udlandet, vil du typisk blive bedt om at betale med et kreditkort. Biludlejeren kan nemlig reservere et beløb på dit kreditkort som sikkerhed, indtil du afleverer bilen igen. Derfor er det en fordel, at det ene af dine to medbragte kort er et kreditkort.

Kvinder fly bagage

Husk rejseforsikringen

Det er en god ide at have en rejseforsikring, når du skal på ferie. En rejseforsikring dækker fx afbestilling, forsinkelse, bagage og sygdom. Det kan være, at du har afmeldt din rejseforsikring under coronakrisen.

Mange kreditkort har tilknyttet en rejseforsikring. Det er derfor en god ide lige at tjekke, om du allerede er forsikret gennem dit betalingskort, før du skal afsted.

Du bør desuden huske dit blå sygesikringskort, når du rejser i EU – og huske at tjekke, om det stadig er gyldigt.

2. Betal i lokal valuta

På ferien kan du nogle steder blive spurgt, om du vil betale i danske kroner eller den lokale valuta, når du bruger dit betalingskort. Her vil jeg altid anbefale, at du vælger lokal valuta. Det kan virke mere sikkert at betale i danske kroner, for så kender man beløbet, men det er typisk dyrere. Der kommer nemlig ofte et vekselgebyr oveni, hvis du vælger at betale i danske kroner.

3. Undgå mange hævninger

I mange lande er det stadig mest almindeligt at betale med kontanter, og derfor kommer du ofte ikke udenom at skulle hæve udenlandsk valuta, når du er på ferie. Men du skal betale et gebyr, når du hæver penge, og private hæveautomater er dyrere end bankernes. Tjek derfor på hæveautomaten, hvem du hæver penge hos, og vælg bankernes hæveautomater, hvis det er muligt.
Når du står og hæver penge, kan det være svært at overskue, hvor meget du egentlig har brug for. Her er det en god ide at prøve at regne efter, hvor mange kontanter du forventer at bruge på hele ferien. Og lad være med at have alle kontanterne på dig, når du bevæger dig rundt på feriedestinationen, for du kan risikere at miste pengene eller blive offer for lommetyve – især i de større, turistede byer.

Danskernes betalingsvaner

De danske forbrugere er glade for digitale betalingsløsninger. Visa/Dankort er generelt den mest benyttede betalingsform i Danmark, men også MobilePay er en af de løsninger, som størstedelen af danskerne bruger. De seneste år er mobilbetalinger (Apple Pay og Google Pay) blevet mere og mere populære, og som noget nyt kan man også betale med en fingerring eller nøglering, som indeholder en såkaldt NFC-chip.

De danske forbrugere over 18 år har i gennemsnit 1,8 betalingskort med, når de rejser på ferie til udlandet.

Kilde: YouGov for Nordea, marts 2023.
 

4. Bestil kortet digitalt

Det er aldrig sjovt at miste sine ejendele, når man er på ferie – især ikke sine betalingskort! Men i flere bankers mobilbank kan du bestille et digitalt betalingskort. Kortet virker med det samme i Apple Pay eller Google Pay, og du kan derfor bruge det med det samme, så du ikke skal vente på, at et nyt fysisk kort bliver sendt til din hjemadresse.

Du kan desuden spærre dit kort i flere bankers net- og mobilbank.

God sommer!