Gode råd til dig, der har booket feriehus i påsken

Et sommerhus er en af de foretrukne overnatningsmuligheder, når man skal holde ferie hjemme i Danmark. Der er dog nogle ting, man skal være opmærksom på som lejer af feriehuse, og derfor har jeg samlet en række gode råd til dig, der skal holde påskeferie i et lejet feriehus.

Lejer du gennem en privat eller erhvervsdrivende udlejer?

Først skal du være opmærksom på, hvem du lejer feriehuset af. Lejer du huset af et bureau som fx Danland, Dancenter eller Novasol, har du lejet af en erhvervsdrivende. Lejer du huset gennem en platform som fx Airbnb, Homeaway eller bytbolig.dk, har du lejet af en privat udlejer.

Det er vigtigt, fordi dine rettigheder afhænger af, hvem du indgår aftalen med. Ved leje gennem erhvervsdrivende er du sikret nogle rettigheder som forbruger. Det er du derimod ikke, når du lejer af en privat udlejer.

Skal du så være bange for at leje privat?

Der er ingen grund til at være nervøs, hvis bare du gør dit forarbejde. Først og fremmest bør du tjekke dine forsikringer og finde ud af, hvordan du er dækket, hvis du laver en skade på det lejede feriehus. Når man lejer nogens private hjem, så dækker ens egen ansvarsforsikring typisk ikke, hvis man kommer til at ødelægge noget i hjemmet. Men du kan være dækket af din rejseforsikring – så undersøg det, inden du tager afsted. Du kan altid kontakte dit forsikringsselskab, hvis du vil være helt sikker på, hvordan du er stillet, hvis du fx spilder et glas rødvin på spisebordet eller taber en vase.

Til gengæld er der stor chance for, at du er forsikret, hvis du bliver forhindret i at komme afsted. Typisk dækker en afbestillingsforsikring nemlig uanset, om du har booket en privatejet bolig eller et hotelværelse. Så har du en afbestillingsforsikring, så burde du være good to go på dette punkt – men også her kan det være rart at forhøre sig hos forsikringsselskabet.

Derudover bør du tjekke vilkårene for lejeaftalen. Det er en god ide at undersøge, om rengøring og forbrug af el, vand og varme inkluderet i prisen, så du undgår dyre overraskelser på regningen.

Ved ankomst: Tjek huset, før du feriehygger

Når du ankommer til feriehuset, vil du sikkert gerne pakke ud i en fart og få gang i feriehyggen. Men det er en rigtig god ide først at kigge på husets stand inden da. Måske finder du en skadet dørkarm eller en defekt stikkontakt. Hvis du bemærker fejl eller mangler, bør du tage et billede. På den måde kan du dokumentere, at skaden var der, før du ankom. Hvis der er fejl og mangler ved huset, og ferieboligen ikke lever op til dine forventninger, har du mulighed for at klage.

Først skal du klage til udlejer. Vent ikke flere dage, men gør det med det samme, når du opdager fejlen. Du kan enten ringe eller sende en skriftlig klage. Uanset hvad du vælger, anbefaler jeg dog, at du altid sender en skriftlig klage eller en skriftlig opfølgning. På den måde kan du dokumentere, at du har klaget.

Hvis din klage til udlejer ikke fører til noget, kan du klage til en eventuel udbyder af ferieboligen, fx Airbnb. Hvis det heller ikke fører til noget, kan du kontakte Ankenævnet for Feriehusudlejning.

Undgå svindel: Betal med MobilePay

Hvert år er der desværre danskere, som bliver svindlet, når de lejer feriehus. Nogle lejer et sommerhus, som viser sig også at være udlejet til andre familier i samme uge. Andre lejer et hus, der slet ikke eksisterer i virkeligheden. Der findes mange svindelnumre, der gør, at man ikke får den ferieoplevelse, man havde glædet sig til.

Lejer du feriehus af private, anbefaler jeg derfor, at du betaler med MobilePay frem for kontanter eller kontooverførsler. Betaler du kontant eller via kontooverførsler, kan du nemlig ikke få hjælp af din bank, hvis du bliver udsat for svindel. Derudover har du flere oplysninger på udlejer, når du sender pengene via MobilePay, hvilket ikke vil være fordelagtigt for en svindler.

Familie i sommerhus
Left

 

 

Tips til dig der overvejer at købe sommerhus

 

Pønser du på at købe i stedet for at leje sommerhus?
Med et lånebevis kan du lynhurtigt lægge et bud, når du finder drømmehuset  og med en købersikring kan du fastlåse renten på dit lån.

Ved at klikke på boksen til venstre finder du en artikel, hvor vi giver gode råd til at komme i gang med sommerhusjagten.

Du kan også lytte med i PengePulsen, hvor vi taler med boligøkonom Lise Nytoft Bergmann og ejendomsmægler Thomas Bloch om at købe sommerhus lige nu.