Her til morgen stiger olieprisen ca. 9%, og aktiefutures for Europa og USA indikerer, at aktierne falder mellem 1,5 til 2% ved børsernes åbning. Faldene på de åbne børser i Asien er forholdsvis afdæmpede – Nikkei er nede 1,2%, og Hang Seng er nede 0,7%. Som altid, når der er markedsuro, er der øget efterspørgsel efter de sikre aktiver. Her er det positivt at se, at investorerne køber amerikanske statsobligationer og US-dollars, så lige nu og i dette scenarie, hvor risikoappetitten falder på grund af geopolitisk uro, fungerer de amerikanske aktiver stadig som en sikker havn. Guld stiger også.

Hvordan skal man forholde sig, og hvad sker der nu?

Det føles lidt som et déjà-vu, og sidste gang, der var konflikt mellem Israel og Iran, var i april 2024. Risikoen er, at konflikten spreder sig i regionen og  eller  at Iran lukker Hormuzstrædet, hvilket vil risikere en kraftig stigning i olieprisen. Det vil være negativt for verdensøkonomien og aktierne. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, men er ikke Nordeas eksperters hovedscenarie, som det er nu. Hvis der kommer mindre olie på markedet fra Iran, så har Saudi-Arabien rig mulighed for at øge produktionen og fylde hullet, så det opadgående pres på olieprisen ikke bliver for stort. Hvis Iran lukker strædet, kan olien ikke komme ud af regionen, men det virker ikke sandsynligt, at Saudi-Arabien vil lade det ske.

Ligesom i april 2024 har Iran sagt, at de vil lave et gengældelsesangreb, så verden afventer nu det angreb og mest af alt, hvor omfattende det bliver. Sidste gang var det nærmest af symbolsk karakter, og det kom bestemt ikke som en overraskelse for israelerne, og skaderne efter Irans angreb var også meget begrænsede. Måske bliver gengældelsen større denne gang, men der er også en del, som peger i retning af, at Iran simpelthen står for svagt i regionen til at kunne gøre noget signifikant. I forhold til sidste gang er det Trump og ikke Biden, som er præsident. Udover at have en rigtig god relation til Israel har han også en tæt relation til Saudi-Arabien og de fleste andre golfstater. Og Saudi-Arabien især har fortsat en meget dårlig relation til Iran. Det stiller Iran i en dårlig situation i forhold til at slå for hårdt tilbage på Israel, men man ved selvfølgelig aldrig, hvad en presset nation kan finde på at gøre.

Jeg vil tro, at markederne sætter sig lidt på det her – det er en oplagt undskyldning for at tage noget profit efter de sidste par måneders kraftige stigninger. Der vil være en nervøs stemning på markedet, indtil vi ser Irans gengældelse, og de næste par uger risikerer at blive lidt turbulente. Men nok ikke mere end -5% på aktier, og selv det kan være i overkanten. Der er stadig mange investorer, der ikke er kommet tilbage i markedet efter at have solgt i april, så hvis ikke situationen eskalerer, så vil mange nok se det som en købsmulighed – hvis altså vi får en lidt større negativ reaktion i markedet. Så bevar roen, og lad os lige se de kommende uger an. Denne type kriser har oftest kun en kortvarig negativ effekt på markedet.