Obligationsmarkedet satte Trump på plads
Vi så en kæmpe vending på aktiemarkederne i USA i går, efter Trump annoncerede en 90-dages pause i toldstigningerne. Det amerikanske index S&P 500 steg 9,5%, hvilket er den største stigning siden oktober 2008 under finanskrisen. Over natten fulgte de asiatiske aktiemarkeder med op, og i dag følger de europæiske aktier også trop. Det, som med stor sandsynlighed har fået Trump til at trække i land på toldstigningerne, er, at der i løbet af ugen har været nogle kraftige stigninger i de amerikanske obligationsrenter. De store fald på aktiemarkedet har selvfølgelig også skubbet i samme retning. Men de stigende obligationsrenter er et problem, fordi de risikerer at true den finansielle stabilitet, og endnu mere fordi det afspejler, at investorer på globalt plan ikke ønsker at købe amerikanske aktiver, når Trump-administrationens politik er så utilregnelig.
Man kan sige, at markederne forsøger at disciplinere Trump-administrationen til at føre en mere ansvarlig politik. USA risikerer simpelthen at der kommer køberstrejke. Ikke bare når det kommer til deres varer, aktier og valuta, men også deres statsobligationer. Det er ingen hemmelighed, at USA har en enorm gæld og kører med et stort budgetunderskud, og der skal i år udstedes obligationer for ca. 5 billioner USD. Hvis der ikke er nok købere til dem, så vil renterne stige endnu mere, og det er stik imod Trumps ønske om lavere renter. En anden ting, som muligvis også var med til at skubbe obligationsrenterne op, var rygter om, at Kina bruger deres kæmpe beholdning af obligationer som et våben i den handelskrig, der lige nu er mellem USA og Kina.
Det er selvfølgelig en lettelse på den korte bane, at toldstigninger er sat på pause, men det er ikke et overstået kapitel. Først og fremmest vil toldsatserne på 10% bestå, som det er nu, og desuden fortsætter magtkampen mellem Trump og Kinas præsident Xi, og selvom USA satte nogle toldstigninger på pause, så hævede han tolden på kinesiske varer til 125%. Der vil derfor fortsat være usikkerhed, som kan præge markederne. Desuden vil der være et enormt fokus på de økonomiske nøgletal over de kommende uger og måneder, da man må formode at al usikkerheden har sat sine spor på både forbrugere, virksomheder og dermed den økonomiske aktivitet.
Selvom Trump har sendt et signal om, at han ikke er immun over for faldende markeder og en potentiel afmatning i den amerikanske økonomi, så vil virksomheder stadig holde igen med store beslutninger i forhold til ansættelser og investeringer, for hvem ved hvad der reelt kommer til at ske om 90 dage? Vi forventer derfor, at der fortsat vil kunne forekomme perioder med større udsving på markedet, men vores anbefaling er stadig, at man holder fast i sine aktier, for det er endnu for tidligt at drage nogle konklusioner om, hvor toldsatserne ender, og hvilken potentiel påvirkning det kan have på økonomien og dermed virksomhederes indtjening.