Her kan du hæve kontanter i Nordea

Du kan hæve kontanter i alle Nordeas hæveautomater landet rundt. Du kan finde en liste over Nordeas hæveautomater her samt finde samtlige af Nordeas hæveautomater på Google Maps.

Vi lever desværre i en usikker verden og i usikre tider. Derfor har myndighederne løbende været ude med anbefalinger til, hvordan vi som danske forbrugere og husholdninger bør forberede os på forsyningssvigt. Det kan være som følge af ekstremt vejr, truslen fra menneskeskabte hændelser, cyberangreb, ulykker eller tekniske problemer, der påvirker vores infrastruktur. Det anbefales, at vi bør have mad og drikke, medicin og førstehjælp samt varme og andre fornødenheder til tre døgn til alle personer og husdyr i husstanden.


Myndighederne er netop kommet med nye, konkrete anbefalinger til, hvordan du sikrer, at du fortsat kan betale for varer og tjenester i tilfælde af kortvarige nedbrud eller forstyrrelser.

Her er de nyeste anbefalinger til din privatøkonomi

1. Hæv et mindre beløb i kontanter

Nationalbanken anbefaler, at du hæver et mindre beløb i kontanter. Beløbets størrelse afhænger naturligvis af, hvor mange fornødenheder du i forvejen har – for eksempel hvor meget mad du har på lager. Nationalbanken er kommet med et pejlemærke på 250 kr. per person i husstanden. Beløbet skal kunne dække dine behov i tre dage, og kontanterne skal helst være i små sedler, så det er nemmere for butikkerne at give byttepenge tilbage. Overvej din situation og om det er det rigtige niveau for netop dig og din familie, og husk at sikre dig, at du opbevarer kontanterne sikkert – og generelt undgår at gå rundt med for mange kontanter på dig.

2. Hav mindst to betalingskort af forskellige mærker

Nationalbanken anbefaler også, at du har mindst to forskellige betalingskort liggende samt tilhørende PIN-koder. Hvis du pludselig ikke kan betale med det ene kort, kan du forhåbentlig stadig betale med det andet kort. Betalingskortene behøver ikke at være fra forskellige banker, men skal blot være af forskellige mærker. Det er vigtigt at have kortene fysisk, da du ved forsyningssvigt som eksepelvis strømsvigt ikke kan oplade din telefon og betale med mobilen.

3. Hold styr på PIN-koderne

29 pct. af den danske befolkning over 18 år har inden for det seneste år oplevet ikke at kunne huske sin PIN-kode til betalingskortet. Det viser en undersøgelse YouGov har lavet for Nordea. Du kan bruge en PIN-kodehusker til at holde styr på dine koder, så du ikke står med betalingskortene i hånden uden at kunne huske koderne.
På de fleste bankers hjemmesider kan du printe en PIN-kodehusker. Du kan også se din PIN-kode i mange bankers mobilbank – men det hjælper ikke, hvis strømmen går og din mobil er gået ud. 
 

Du kan læse mere om Nationalbankens anbefalinger her.