København har været i front – men Aarhus haler ind
I årevis har det københavnske ejerlejlighedsmarked været brandvarmt. Salgsaktiviteten har været høj, udbuddet har raslet ned, og priserne er steget i raketfart. I resten af landet har udviklingen været mere afdæmpet – indtil nu. De nyeste boligdata peger nemlig på, at Aarhus er ved at få fart under fødderne.
Udbuddet styrtdykker i Aarhus
Udbuddet af ejerlejligheder i Aarhus er det seneste år styrtdykket. Fra næsten rekordhøje niveauer er antallet af boliger til salg nu tæt på bundrekord – og særligt hen over sommeren er faldet accelereret. For ét år siden lå der 853 ejerlejligheder til salg. I maj 2025 var tallet faldet til 753 – et dyk på 12 %. I dag er vi nede på blot 440 boliger, hvilket svarer til et yderligere fald på hele 42 % på bare fem måneder.
Tæt på ny rekord
Det betyder, at udbuddet i Aarhus er halveret på ét år – en udvikling, der er gået lidt under radaren, fordi fokus har været rettet mod København. Men nu er situationen vendt på hovedet: Aarhus står på tærsklen til en ny bundrekord, og med vinterens typiske fald i udbud, kan den være lige om hjørnet.
For boligkøberne betyder det, at valgmulighederne er skrumpet markant. Hvor man for et år siden havde ti ejerlejligheder at vælge imellem, er der i dag kun fem. Det er det største fald i boligudbuddet, der nogensinde er målt i Aarhus Kommune.
Salget af ejerlejligheder er steget markant
Den kraftige nedgang i udbuddet hænger tæt sammen med en markant stigning i handelsaktiviteten. I de første ni måneder af 2025 er der solgt 1.902 ejerlejligheder i Aarhus – en stigning på hele 71 % sammenlignet med samme periode i 2024, hvor der blev solgt 1.115 boliger. Til sammenligning er salget i København steget med 33 % i samme periode.
Priserne i Aarhus er endnu ikke eksploderet – de er steget med 8 % det seneste år, mens København har oplevet en stigning på 20 %. Men med det nuværende tempo i salget og det lave udbud, er der meget, der tyder på, at Aarhus snart følger trop. Markedet er i bevægelse, og prisstigningerne kan meget vel tage fart.

Kilde: Nordea Kredit på baggrund af tal fra Boligsiden
Odense og Aalborg halter bagefter
I modsætning hertil er ejerlejlighedsudbuddet i Odense og Aalborg stadig højt, hvilket vil lægge låg på prisudviklingen i de to byer i den kommende tid.

Kilde: Nordea Kredit på baggrund af tal fra Boligsiden