Industripolitikkens renæssance

Som en naturlig konsekvens af genopbygningen efter Anden Verdenskrig, blev industripolitik en vigtig faktor for at få repareret ødelagte økonomier i både Europa og Asien. Fabrikker, havne, kraftværker og infrastrukturen lå i ruiner, og staterne vurderede, at man ikke kunne overlade det til markedskræfterne at få økonomierne på fode igen. I stedet skulle man aktivt prioritere, hvilke industrier der skulle genåbnes først og dermed også hvilke industrier, der var kritiske for fremtidig vækst.

Tendensen intensiverede over tid, og 1960’erne blev kendetegnet ved statsstøttede national champions inden for strategiske industrier som luftfart, stål og fremstilling. Da Thatcher og Reagan kom til magten i begyndelsen af 1980’erne, blev kursen dog lagt om. Frie markeder, privatiseringer og deregulering blev det nye mantra, og flere årtiers industripolitik blev sparket til hjørne.

Siden finanskrisen i 2009 begyndte industripolitikken og statslig indgriben i økonomien så småt at komme tilbage. Først kom de store hjælpepakker i 2009, så den grønne omstilling, og derefter øget konkurrence fra Kina, pandemien og krigen i Ukraine. Pludselig blev forsyningssikkerhed og strategisk selvstændighed igen politiske nøgleord. Industripolitikken vendte tilbage – denne gang i et mere målrettet, teknologisk og sikkerhedspolitisk format.

USA og Europa vil sikre vigtige industrier
Under Joe Bidens embedsperiode blev der vedtaget flere love, som understøttede produktionen af grøn energi og mikrochips. Og udviklingen med at udpege og støtte strategisk vigtige sektorer er eskaleret under Trump. Siden juli har den amerikanske stat købt ejerandele i fire børsnoterede selskaber – MP Materials, Lithium Americas, Trilogy Metals og Intel – fordi de vurderes som kritiske for forsyningen af sjældne jordarter, batterier og chips. Det har ført til kraftige udsving i aktierne, og investorer har ikke overraskende haft travlt med at finde ud af, hvilke andre industrier Trump ellers kan sætte på listen over kritiske komponenter.

I Europa ser vi lignende tendenser og et øget fokus på, at vi ikke må havne i endnu en afhængighedskrise som det skete med den russiske gas. I Tyskland diskuterer de, om Huawei fortsat skal levere udstyr til 5G-nettet, men også til solcelleparker, hvor virksomheden sidder tungt på markedet for omformere. Investorerne er også på vores breddegrader gået i gang med at finde de europæiske selskaber, der i så fald kan tage over fra kinesiske leverandører.

En vigtig drivkraft for markedet
For aktiemarkedet har den aktive industripolitik derfor haft tydelig effekt. Aktier indenfor teknologi, industri, forsvar og energiforsyning har givet høje afkast de seneste år. Den primære årsag til tech-aktiers himmelflugt er naturligvis udviklingen inden for kunstig intelligens. Men i år har sektoren fået endnu mere medvind, fordi der er gået sikkerhedspolitik i AI. I USA virker det næsten som et “whatever it takes”-moment for tech-sektoren, fordi landet i sit AI-kapløb med Kina vil sikre sig at være først til at udvikle superintelligens.

Betydningen for investorerne
Som investor er det selvfølgelig ikke nyt, at man skal vurdere, om en aktie eller sektor er i politisk med- eller modvind. Men i dag er det spørgsmål blevet endnu mere centralt. Industripolitikken former i stigende grad kapitalstrømmene – men det er ikke uden risici. De politiske prioriteringer kan ændre sig, men staters større involvering i markedskræfterne forsvinder næppe foreløbig. Det vil fortsat præge investeringslandskabet – på godt og ondt.