Alle bør tjekke årsopgørelsen
Hvad er en årsopgørelse og en forskudsopgørelse?
Årsopgørelse: Din årsopgørelse er en oversigt over din skat for det seneste år. Den kommer i marts hvert år. Årsopgørelsen er altså bagudskuende og viser, om du har indbetalt det korrekte beløb eller for meget eller lidt i skat i det forgangne år. Hvis du har indbetalt for lidt i skat, får du et skattesmæk i form af en ekstra regning. Beløbet afhænger af din indkomst og mulige fradrag.
Forskudsopgørelse: Din forskudsopgørelse er en form for budget for det kommende år. Den viser din forventede indkomst og dine forventede fradrag og beregner på den baggrund din forventede skattebetaling for året. Forskudsopgørelsen er altså fremadskuende. Hvis din økonomi ændrer sig, bør du rette i din forskudsopgørelse. På den måde sikrer du, at du betaler den korrekte skat i løbet af året og undgår skattesmæk.
Din forskudsopgørelse og årsopgørelse hænger derfor sammen. Din nuværende forskudsopgørelse gælder for hele indkomståret 2025. Den årsopgørelse, som bliver frigjort mandag den 24. marts 2024, gælder for indkomståret 2024.
Måske er du den type, der glæder sig over at få penge tilbage i skat? Eller måske er du en af dem, der ærgrer sig over at have haft penge stående hos SKAT? Uanset hvilken type, du er, er det en rigtig god ide at tjekke din årsopgørelse, for måske ligger der et skattesmæk og venter, eller måske er der fradrag, du snyder dig selv for.
Årsopgørelsen for 2024 er tilgængelig på skat.dk på mandag den 24. marts 2025 – men den kan typisk ses allerede i løbet af weekenden. Årsopgørelsen udarbejdes årligt af skattestyrelsen og er et samlet overblik over din skat for det seneste år.
Hvert år er der danskere, som skal betale penge tilbage i skat, fordi de har indbetalt for lidt i årets løb. Omvendt er der også mange, som betaler for meget i skat og derfor får overskydende skat tilbage. Om du får penge tilbage i skat eller ej, afhænger blandt andet af, om den indkomst, som du indberettede til SKAT i din forskudsopgørelse, stemmer overens med det, du rent faktisk tjente.
Hvis du er en af dem, som i din årsopgørelse for 2024 skal betale penge tilbage i skat, vil jeg anbefale dig at tjekke din forskudsopgørelse for 2025. Måske tjener du mere, end du har angivet i din forskudsopgørelse for i år? Eller måske kan du ikke længere få de samme fradrag? Det kan være, at du ikke længere har ret til kørselsfradrag. Ved at løbe din forskudsopgørelse igennem, undgår du at stå i samme situation til næste år og igen få et skattesmæk.
Du kan læse mere om forskudsopgørelsen her: Hvad kan påvirke din forskudsopgørelse? | Nyt fra Nordea
Husk at tjekke op på dine fradrag
Du bør altid tjekke, om din årsopgørelse er korrekt. Det er nemlig dit eget ansvar at indberette det til SKAT, hvis du har ret til fradrag. Har du for eksempel ret til fradrag, som du ikke har fået med, skal du selv rette det i årsopgørelsen.
Fristen for at rette i din årsopgørelse for 2024 er 1. maj 2025.
Du skal selv oplyse følgende fradrag:
-
Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
-
Håndværkerfradrag og servicefradrag
-
Gevinst og tab på aktier og værdipapirer
-
Børnebidrag
-
Ægtefællebidrag
-
Indtægter fra deleøkonomi (fx udlejning af værelse, bolig og bil)
-
Kost og logi og dobbelt husførelse
-
Arbejdstøj, faglitteratur, kurser m.m.
Kilde: SKAT
Vigtige skatte-datoer:
- 24. marts 2025 ligger årsopgørelsen klar og kan ses i TastSelv
- Fa 24. marts til 16. april 2025 sendes årsopgørelsen ud på papir til borgere, der er fritaget eller ikke omfattet af Digital Post.
- Fra den 25. april 2025 udbetales overskydende skat.
- Frem til 1. maj 2025 kan du rette i årsopgørelsen.
- 1. juli 2025 er sidste frist for at udfylde oplysningsskemaet.
- 1. juli 2025 er sidste frist for at indbetale restskat uden procenttillæg.
Kilde: Skat.dk