Bytte, bytte, lejebolig

Billede af stifteren Kenni Kenni Nørregaard Reumert har skabt boligbytteplatformen Rumly.

”Gode lejeboliger med lav husleje hænger ikke på træerne,” indleder Kenni Nørregaard Reumert, stifter af Rumly, inden han fortsætter:

”Så hvis du bor i sådan en, men vil – eller skal – flytte videre, så har du et unikt kort på hånden. Men du kan kun få glæde af det, hvis du bringer boligen ind i en byttesituation.”

Ikke alle ved det, men har man boet i sin lejebolig i tre år, kan man som udgangspunkt frit bytte den med en hvilken som helst anden lejebolig. Og det er denne unikke mulighed, som Rumly forsøger at udbrede ved at facilitere byttesituationer, hvor parterne gensidigt er interesseret i hinandens boliger.

”Man laver en profil på vores hjemmeside, hvor man viser sin egen bolig frem og indtaster ønsker og krav til den bolig, man gerne vil bytte sig til. Det smarte er, at man kun kan se de boliger, hvor præferencerne matcher begge veje. Og man kan kun skrive sammen, hvis begge parter udviser konkret interesse. Man drukner altså ikke i opslag eller beskeder – men bliver kun eksponeret for de muligheder, hvor begge er interesseret i at bytte.”

”Og der er masser tilfælde, hvor den enes fravalg er den andens ønskebolig. Det kan fx være et ungt par, der har fået deres første barn og mangler plads, som matcher med et ældre par, som har fået for meget plads, fordi børnene er flyttet hjemmefra,” siger Kenni, der har 12 års erfaring som ejendomsmægler.

Venteliste, søgeagent eller nemt boligbytte

Hvad er Rumly?

  • Rumly er Danmarks største boligbytteplatform for bytte af andels- og lejeboliger.

  • Brugerne bliver kun matchet med andre brugere, hvis begge parter er interesseret i hinandens boliger.

  • Der er mere end 3000 boliger på platformen, og hver uge kommer der over 75 nye.

  • Missionen er at give danskerne adgang til nogle attraktive boliger, som normalt ikke bliver udbudt eller er gemt bag lange ventelister.

Rumly blev stiftet i 2020 med en mission om at give danskerne adgang til flere boligmuligheder. Det kan nemlig være en frustrerende proces at lede efter en ny lejebolig, fortæller Kenni:

”De gode boliger med lav husleje er oftest gemt bag kilometerlange ventelister i boligforeningerne eller flere hundrede konkurrenter på et Facebook-opslag. Man skal enten være skrevet op eller komme først til mølle, og det kræver søgeagenter, spidse albuer og hårdt arbejde, hvis man vil have en chance. Så jeg oplever, at folk bliver lettede, når de får øjnene op for byttemuligheden – det gør søgeprocessen mere overskuelig,” siger Kenni.

Bytte af lejeboliger er ikke et nyt fænomen, som Rumly har opfundet. Det har altid været muligt, men det er oftest kun sket internt i samme opgang eller forening. Kenni forsikrer dog, at processen er super nem – også hvis man bytter sig til en bolig i den anden ende af landet:

”Generelt set går de her boligbytter rigtig nemt og smertefrit, og man vil fx ofte kunne aftale en hurtig overtagelsesdag, fordi der ikke er andre parter involveret. Det er ikke noget hokus pokus med en masse papirarbejde – det står i lejeloven, at man må bytte lige over og overtage hinandens boliger. Så det er super nemt,” konkluderer Kenni.

Lejebolig kan give tryghed på et svært marked

Ups! Tillad markedsføringscookies for at se indhold som dette fra Nordea

Siden foråret 2022 har boligmarkedet været på lidt af en rutsjebanetur, mens de stigende realkreditrenter har gjort det markant dyrere at låne til en ejerbolig. Det kan mærkes hos Rumly.

”Vi kan bestemt mærke, at ejerboligmarkedet og renterne har opført sig anderledes end i de sidste mange år. Jeg tror, at flere føler en større sikkerhed ved lejeboligerne lige nu.”

”Vi har fx for nylig hjulpet nogle unge, nybagte forældre, som havde svært ved at få råd til at købe en bolig, hvor der var plads til at få barn nummer to i fremtiden. Derfor gav det dem en tryghed at bytte sig til en større lejelejlighed – i stedet for at sætte sig dyrt i en ejerbolig, som de måske ville vokse sig ud af om et par år,” afslutter Kenni.

Læs mere om Nordea-kunders fordele hos Rumly og bliv klogere på reglerne for boligbytte.