Kender du PensionsInfo?

Er du i tvivl om, hvorvidt du havde en pensionsordning gennem dit tidligere job? Har du flere forskellige opsparinger og har mistet overblikket? Eller vil du gerne regne på, hvornår du kan starte pensionstilværelsen? Uanset hvorfor og hvordan du er interesseret i pension, er PensionsInfo en stor hjælp.

Sidste frist for pensionsindskud i år

Når du indbetaler på din pension, opnår du også skattemæssige fordele. Du får fradrag for din indbetaling, og du betaler mindre i skat af afkastet end ved afkast fra penge, der ikke er bundet i pension.

I 2023 kan du indskyde på til 8.800/56.900 kr. på en aldersopsparing. På en ratepension kan du indskyde 60.900 kr., og ønsker du at indskyde på en livsvarig livrente, er der ikke noget loft på beløbet.

Sidste frist for at indskyde på din pension og få fordel af fradraget i 2023 er 29. december kl. 18:00. 

PensionsInfo er et samarbejde mellem alle danske banker, sparekasser, pensionskasser, LD, Udbetaling Danmark og pensions- og forsikringsselskaber. På www.pensionsinfo.dk kan du hurtigt og nemt få et samlet overblik over alle dine pensionsordninger og pensionsforsikringer.

Mange danskere overvejer at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet enten senere eller tidligere end den officielle folkepensionsalder – og her er pensionsinfo.dk et nyttigt værkstøj. Når du logger ind, kan du nemlig se, hvor meget dine nuværende pensioner udgør ved forskellige pensionsaldre. På den måde kan du skabe dig et overblik over, om du sparer nok op til den pensionstilværelse, som du gerne vil have.

Hvis du gerne vil tale pension med din bankrådgiver, kan du let sende dine oplysninger fra PensionsInfo til Nordea via Netbank.

Sådan forbereder du dig med pensionsinfo

1. Gå ind på www.pensionsinfo.dk og log ind med MitID.

2. Her får du et overblik over dine pensionsordninger og pensionsforsikringer, og du kan se, hvor meget du forventes at få udbetalt, når du går på pension.

3.Hvis du ønsker at gå på pension før eller efter din folkepensionsalder, kan du også se, hvilke muligheder du har for det.

3. Brug sammenligningsværktøjet, hvor du kan indtaste din nuværende løn og sammenligne med det beløb, du forventes at få udbetalt. Ligger beløbet markant under din nuværende løn, bør du overveje at indbetale mere til pension eller gå senere på pension.

4. Du kan også se, om du har livsvarige pensioner og/eller pensioner, som bliver udbetalt i en årrække eller som engangsbeløb.

Det bør du tjekke om din pension

Sparer du for lidt op?
Først og fremmest er det vigtigt, at du får et overblik over, om du sparer nok op. En god tommelfingerregel er, at du gerne skal have en pensionsudbetaling hver måned, der svarer til 80 pct. af din udbetalte løn efter skat, den dag du går på pension.

Hvilke pensioner har du?
Der findes overordnet set tre typer pensionsprodukter: livrenten, som bliver udbetalt, så længe man lever, ratepension, som udbetales i rater i minimum 10 år, og aldersopsparing, som udbetales som et engangsbeløb den dag, du går på pension. Det kan være en fordel at have en god fordeling mellem de tre pensionstyper, og der kan være skattemæssige forhold, som taler for det ene frem for det andet. Tag en snak med din rådgiver, hvis du er i tvivl om, hvad der vil være det bedste for dig.

Har du taget stilling til din investeringsrisiko?
Når man sparer op til pension, bliver pengene investeret af pensionsselskabet. Har man et markedsrenteprodukt, skal man vælge, når man tegner sin pensionsordning, hvilket risikoniveau man ønsker – høj, middel eller lav. Højere risiko betyder højere forventet afkast, men det er vigtigt, at man ikke påtager sig mere risiko, end man har det godt med. Hvis du er i tvivl om, hvilken risiko der passer bedst til dig, så tag en snak med din pensionsrådgiver.

Hvordan er du dækket ved sygdom og død?
En pensionsopsparing er ikke kun en investering i dit ældre jeg; den indeholder også nogle utroligt vigtige livsforsikringer, som dækker dig ved sygdom og død. Derfor er det en god idé at undersøge, om dine forsikringer passer til din situation, eller om du måske er under- eller overforsikret.

Hvis du vil læse mere om, hvordan du får mest ud af din pension, kan du det her!