
Digitale penge kræver mere opmærksomhed
Pengegaven til konfirmanden gives ofte som en gaveboks på MobilePay eller i en anden form for elektronisk indpakning. Og de kontanter, som konfirmanden får, sættes i banken og bliver dermed også digitale.
De unge betaler ligesom de voksne med betalingskort, med deres mobiltelefon, smart watches mv. Det kan gøre det svært at holde styr på, hvor meget man har brugt på forskellige ting – især når man for første gang får adgang til mange penge på en gang.
I Nordeas nyeste konfirmationsundersøgelse, lavet i samarbejde med YouGov, oplyser forældre, familie og venner hvad de i gennemsnit giver i pengegaver til konfirmanderne. Og vi er gavmilde med gaverne. Når jeg lægger sammen, ud fra hvor mange gæster der i gennemsnit deltager i en konfirmation, lander pengegaver alene på cirka 24.000 kr.
Læs også: Konfirmation 2025 - en dyr, men populær tradition
For mange unge er det første gang i livet, at de ejer så stort et beløb. Derfor har vi alle - forældre, familie, venner og os her i banken - et ansvar i at guide de unge til gode pengevaner. Vi skal ikke fortælle dem, hvordan de skal bruge deres penge, men vi har et ansvar for at guide og perspektivere forskellige måder at bruge penge på.
Hvad drømmer konfirmanden om?
Ved at tale om vores drømme – både de kortsigtede og de mere langsigtede – bliver det nemmere at beslutte, hvor meget der kan bruges nu og her, og hvor meget der med fordel kan spares op.
Sæt tingene i perspektiv: For eksempel kan en shoppingtur på Strøget koste det samme som en festivalbillet.
Hjælp konfirmanden med at spare en del af beløbet op
Pengene har det typisk med at brænde i lommen, og derfor er det en rigtig god ide at spare en del af gavepengene op, så det hele ikke skydes af på blå mandag. Hjælp til med at få oprettet en opsparingskonto, og få flyttet det beløb, som ikke skal bruges her og nu.
Overvej, om pengene med fordel kan investeres:
Det er aldrig for tidligt (eller for sent) at begynde at investere. Det kan være, at den unge er nysgerrig og gerne vil introduceres til investeringsmarkedet. Hjælp godt på vej – og følg denne tre-trins raket:
- Invester ikke penge, du skal bruge indenfor de næste tre år.
- Bestem dig for et beløb, du vil investere,
- Få hjælp af din bank eller en investeringsrobot til at fastlægge din risikoprofil. Der får du også en anbefaling til, hvilken opsparingsform der passer bedst.