Der var først tårer og et stik i hjertet. En følelse af, at noget forsvandt – og at nu sker det faktisk. Nu flytter de sidste af vores fire børn. Og puha, hvordan bliver det så nu med bare os to?
Sådan husker 54-årige Heidi Daugaard, at hun tænkte, da hun og hendes mand, Kenneth på 59 år, hjalp de to yngste af parrets fire sammenbragte børn med at flytte hjemmefra for fire år siden.
”Men ved du hvad? Det har faktisk været fantastisk. Vi har fået så meget tid, og vi nyder det i fulde drag,” fastslår hun.
Læs også Store økonomiske muligheder, når børnene flytter hjemmefra
Skilsmisse, blodprop og en tom rede
Tiden har Heidi og Kenneth fyldt ud med frivilligt arbejde, aktiviteter med gode venner og ikke mindst oplevelser med børnene.
”Livet har givet os tre store øvelser i at være i nuet – og den erfaring trækker vi på nu,” fortæller Heidi.
Den første øvelse var, da Heidi og Kenneth hver især blev skilt for mange år siden og måtte undvære deres børn i ugevis. I begyndelsen var det frygteligt, men gav en forsmag på tosomheden. De lærte, at de godt kunne savne deres børn og samtidig nyde hinandens selskab – og at begge dele er okay. Næste læring kom, da Kenneth for 15 år siden fik en blodprop, som gjorde ham halvsidig lammet og betød, at han måtte stoppe med at arbejde.
”Det betød, at vi fik fokus på at fylde dagen meningsfuldt ud. Kenneth skal se noget andet end husets fire vægge, fordi han ikke arbejder – og det samme skal jeg, fordi jeg har krudt i rumpetten. Så det passer faktisk meget godt sammen,” griner Heidi, der uden hjemmeboende børn nu for tredje gang husker sig selv på at være lige der, hvor hun er.
”Når jeg ser tilbage, har skilsmisser og blodprop været anledninger til at lære at være fuldt til stede. Og det er vi i den grad nu. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle opleve at få min anden ungdom, før jeg gik på pension – men det gør jeg nu. Livet er helt vildt fantastisk. Jeg har en økonomisk frihed, jeg ikke har haft i mange år med fire hjemmeboende børn, og jeg har tid til både kan hjælpe børnene, når de har brug for det, og opdage nye sider af livet sammen med Kenneth,” forklarer Heidi Daugaard.
Frivilligt arbejde, gode stunder med venner og skønne oplevelser med børnene
En af de nye sider er, at Heidi og Kenneth har kastet sig ud i nyt frivilligt arbejde. De hjælper i Roskilde Håndbold, og Kenneth har lært sig selv at spille golf med én hånd og involverer sig i handicapgolf og bestyrelsesarbejde i Roskilde Golfklub. De har biografklub og små wellness-ture med gode venner, og Heidi er ved at lære at spille golf, så de kan gøre det sammen. Når de ikke spiller golf, tager de i svømmehallen en gang om ugen, ser serier sammen, eller hygger med puslespil om vinteren. De nyder også at tage til koncerter og planlægger at skrue lidt ned for det frivillige arbejde, fordi de bliver bedsteforældre til marts.
”Spørger du vores børn, vil de sige, at vi er livsnydere, for vi rejser meget – fordi vi ved, at det ikke nytter noget at vente. For eksempel tager vi snart afsted til Australien og New Zealand i seks uger,” fortæller Heidi Daugaard.
Men frem for alt samler Kenneth og Heidi på oplevelser med ungerne. De bruger stadig mange penge på at invitere alle børn – og nu også svigerbørn – med på ferie. Blandt andet til La Santa sport, som har en særlig betydning for alle i familien.
”Vi giver hinanden oplevelsesgaver, tager til koncerter sammen, og har et helt særligt fællesskab, når alle mand er på Roskilde Festival, som virkelig er noget, vi dyrker. Det er simpelthen i vores familie-dna,” fortæller Heidi.
De bor ikke langt fra festivalpladsen, og hvert år, når løjerne skyldes i gang, lever hele huset igen.
”Der er fuld energi og samvær. Hvor børnene før havde deres egne værelser, er vi nu helt intenst sammen i 100 pct. kvalitetstid, som vi er så taknemmelige for. Det giver os glæde og bekræftelse, at de unge gider os, og at vi sammen kan skabe en masse fantastiske minder,” siger Heidi Daugaard.
Alle passer ikke ned i samme kasse
Derfor nyder hun også, at parret er blevet boende i deres store hus – endnu en ny erkendelse.
”Vi troede, at vi ville sælge huset, flytte i noget mindre og få frigjort nogle penge, når børnene var flyttet. Men nu prioriterer vi anderledes. Vi bliver, hvor vi er og har i stedet lavet vores hus om. Jeg har fået et walk-in værelse og et nyt, stort hjemmekontor. Og så har vi flere rum med senge til ungerne, så der er plads til dem, når de kommer hjem,” forklarer Heidi Daugaard, der synes, det er rigtig vigtigt at gøre tingene på sin egen måde.
”Vi bliver tit spurgt, hvorfor vi gider bo i det store hus. Men det gør vi jo, fordi det kan rumme alle vores børn, svigerbørn og kommende børnebørn, som vi elsker at skabe minder med. Vi har alle tanker om, hvad vi gerne vil, når ungerne flytter, eller vi går på pension – men virkeligheden kan ændre sig. Derfor skal alle ikke partout flytte i noget mindre eller rejse jorden rundt. Man skal mærke, hvad der betyder noget lige nu. Vi kan alligevel ikke planlægge det hele. Så mit råd er, at man skal gøre, hvad der er godt for en selv og turde ændre sit verdensbillede undervejs,” siger Heidi Daugaard. Hun vil gerne slå et slag for, at livet som ”empty nester” både kan rumme vemod, glæde og frihed.
”Hver gang endnu et barn forlod reden, var det med tårer i øjnene, at vi sagde farvel. For vi vidste, at nu lukkede et kapitel for barnet, men også for vores forhold, som fremover skulle være et andet. Men vemodet er også blevet fulgt af glæde over, at de har klaret sig godt. Og af en stor, berusende frihed, som kom helt bag på mig,” siger hun.