Konfirmationen er fortsat en vigtig begivenhed for mange danske familier. For trods stigende priser har konfirmationerne de seneste år stabiliseret sig på et højt udgiftsniveau, viser vores nyeste undersøgelse.
I 2025 bruger en gennemsnitlig familie omkring 39.000 kr. på en konfirmationsfest med 39 gæster. Dette beløb inkluderer tøj, fest og gaver fra forældrene. Sammenlignet med 2022 er det en stigning på over 3.000 kr., hvilket afspejler den generelle prisudvikling.
Hver anden konfirmand genbruger og får gavmilde gaver
Vi ser en markant stigning i antallet af konfirmander, der vælger at genbruge konfirmationstøj. Hele 50% af konfirmanderne har i år helt eller delvist købt deres konfirmationstøj som genbrug. Det er en betydelig stigning fra 43% i 2024 og peger i retning af en voksende bevidsthed om både økonomi og bæredygtighed.
Trods de økonomiske udfordringer holder danskerne fast i deres gavmildhed. Gennemsnitligt modtager en konfirmand gaver for over 42.000 kr., hvoraf ca. 24.000 kr. er i form af pengegaver. Dette er en lille stigning fra tidligere år, hvilket viser, at familie og venner stadig prioriterer at give generøse gaver ved denne milepæl.
Det bruger vi på konfirmationsgaver
- Vi bruger i gennemsnit 7.300 kr. på gave til vores eget barn, der bliver konfirmeret.
- Vi bruger i gennemsnit 3.580 kr. på gaver til børnebørn.
- Vi bruger i gennemsnit 970 kr. på gaver til børn i familien.
- Vi bruger i gennemsnit 790 kr. på gaver til venners børn.
- 57 pct. af gæsterne giver pengegaver
- Hver femte giver en fysisk gave, og kun 6 pct. giver en oplevelsesgave.
Kilde: YouGov-undersøgelse for Nordea, april 2025
Start planlægningen i god tid
Nyt og bemærkelsesværdigt i årets undersøgelse er, hvordan familierne finansierer festlighederne. Hele 67% bruger deres opsparing til at dække udgifterne, mens 28% trækker på deres økonomiske buffer. Det understreger, hvor vigtigt det er, at man planlægger og får startet opsparingen til større familiebegivenheder i god tid.
Undersøgelsen viser også, at de fleste gæster (63%) ikke lader det høje prisniveau påvirke gavebudgettet. Det kunne tyde på, at konfirmationen fortsat betragtes som en særlig begivenhed, hvor mange er villige til at strække sig økonomisk og give lidt ekstra.
Samlet set tegner undersøgelsen et billede af en tradition, der stadig står stærkt i det danske samfund, men som også er under økonomisk pres. Familier finder kreative løsninger som genbrug og opsparing for at holde fast i traditionen, mens gæster fortsat prioriterer at give generøst.
Som privatøkonomisk ekspert vil jeg opfordre familierne til at planlægge i god tid og overveje, hvordan de kan balancere mellem tradition og økonomi. Det kan være ved at prioritere, hvad der er vigtigst for dem i fejringen, og måske finde områder, hvor der kan spares uden at gå på kompromis med glæden ved den store dag.
Læs også: Konfirmand 2025: 14 år gammel og 24.000 kroner rigere