Livslang opsparing i det gode seniorliv

Midt i livet, midt i møder, midt i deadlines, strategier, chefskifte og opgaver længes mange indimellem efter den dag, hvor arbejdslivet slutter. Og når så dagen kommer, kan den alligevel være svær at udholde; stilheden. Mails, der ikke kommer; opgaver, der ikke skal løses; identitet, der ikke længere er givet – og måske smuldrer mellem fingrene.

Psykolog Jørn Laursen Psykolog Jørn Laursen har skrevet bogen Eksistentielle livskriser om overgange i livet og de kriser, som de kan medføre.

”Hvis arbejdslivet har fyldt hele din identitet, kan du godt stå med håret i postkassen, når du går på pension og pludselig ikke længere er en del af tandhjulene. Nogle kan godt klare det, men generelt bliver det et problem,” fortæller psykolog Jørn Laursen, der har skrevet bogen Eksistentielle livskriser om overgange i livet og de kriser, som de kan medføre.

Invester tidligt i et godt seniorliv

Derfor er det helt afgørende at fordele din identitet over flere sfærer, så du både har et intellektuelt, fysisk, socialt og følelsesmæssigt aktivt liv, hvis du vil undgå de største bump på vejen, når arbejdslivet slutter.

”Meningen med livet er at have en berettigelse. Og jo flere sfærer, du er aktiv i, jo bredere en berettigelse har du så at sige. Det skal du tænke over i så god tid, at du kan nå at fylde hullerne ud, hvis der er ubalance i dit liv på den front, så al energien ligger i et arbejde og altid har gjort det,” forklarer Jørn Laursen.

Allerbedst er det, hvis du fra barnsben har sat valuta ind på de fire aktivitets-konti, så du ikke venter lige til deadline. Men har du løbende glemt at investere balanceret, kan du sagtens rette op på det to-tre år inden pensionen.

”Det er vigtigt, at du finder noget at fylde livet med uden for jobbet i god tid før pensionen. På den måde indeholder livet andre ting end karriere, som du kan bygge videre på, når arbejdslivet er slut,” forklarer han.

Vedligehold din hjerne

Måske bliver du medlem af en bridge-, golf- eller strikkeklub, hvor du får nogle sociale relationer, der ikke er knyttet til dit arbejde. Her er der nogle, der regner med dig og holder øje med dig. Som spørger, om du vil tage kage med, og hvor du var henne sidste torsdag?

”For nogle mennesker kan det give mening at pendle frem og tilbage mellem et hus i Danmark og et i Nice, men for langt de fleste er sociale relationer i hverdagen helt afgørende for at føle, at de har en berettigelse her på jorden. Samværet med andre stimulerer ens sociale intelligens og fantasi og giver nye input,” siger Jørn Laursen, og fremhæver samtidig intellektuel aktivitet som helt afgørende. Det kan være at tage på biblioteket og høre foredrag, læse en ny bog eller tage kurser i sprog eller it.

”Intellektuel aktivitet indebærer, at du vedligeholder din hjerne. Sørger for at holde hovedet klart og bruge din forstand. At føle sig vidende og i stand til at tale med andre om det, der foregår i verden, er et af de vigtigste parametre for at føle, at man har en identitet. Derfor gælder det bl.a. om at følge med i medierne og opsøge ny viden. Og her er folkeuniversitetet ofte bedre end tv,” konstaterer han.

Modent par på vandretur

Sådan letter du overgangen til seniorlivet

  • Plej din hjerne
  • Hold dig fysisk i orden
  • Kom ud blandt andre
  • Vær i kontakt med dine følelser.

God fysik og generøse følelser

Vil du berige dit liv yderligere og gardere dig endnu bedre mod en eksistentiel kæberasler, når arbejdslivet er forbi, er det også nødvendigt at holde dig fysisk i form og være i kontakt med dine følelser.

”Når kroppen er fysisk i orden, går der længere tid, før du skranter – det gælder både fysisk og mentalt. Og når først sygdom rammer, kan tilværelsen blive snævret så meget ind, at selv små ting som at gå til tandlæge, bliver store ting. Og så risikerer du at lukke dig inde,” forklarer Jørn Laursen.

For at undgå at stivne og blive en sur gammel mand eller kone gælder det desuden om at være i kontakt med dine følelser, forsøge at være positiv og vise din familie og venner, at du holder af dem. Elsk din partner, og husk stadig nærhed, ømhed og sex.

”En god overgang fra arbejdsliv til seniorliv afhænger af, hvor meget de forskellige liv fylder hos dig. Det bedste er at fodre sin hjerne, bevæge din krop og ikke mindst at have gode sociale relationer og en partner, der er tæt på og kan fortælle dig, at det er ved at være tid til at stoppe med at arbejde, hvis du ikke selv kan se det. At have nogle omkring dig, som vil investere deres ærlige mening i dig,” siger Jørn Laursen og uddyber:

”Det kan hjælpe til at komme afsted fra arbejdsmarkedet, mens man endnu kan se sig selv i øjnene og stadig synes, man er en succes; at stoppe på toppen, kan man sige. At komme ordentligt ud af arbejdsmarkedet betyder nemlig stor meget for at komme ordentligt ind i seniorlivet,” siger han.

Ryd op, mens du kan - det ender godt