Nu falder inflationen

Så faldt den endelig. Inflationen altså. Efter at have været på himmelflugt gennem det meste af året, steg forbrugerpriserne i november ’kun’ med 8,9 pct. Det var markant lavere end i oktober, hvor årsstigningstakten i forbrugerpriserne nåede op på 10,1 pct., eller det højeste siden foråret 1982.

35000 kroner dyrere i år for en gennemsnitsfamilie

Selvom inflationen altså faldt markant tilbage i november, er den fortsat høj. Og det gør det dyrt at være dansker. Selv hvis priserne slet ikke stiger mere i år, må en gennemsnitsfamilie med to børn bruge godt 35.000 kroner mere end sidste år for at opretholde det samme forbrug. Det er en uhørt stigning. I det sidste ’normale’ år – altså inden pandemien og krigen i Ukraine – måtte familierne typisk bruge omkring 3.000 kroner mere om året til at købe deres varer og tjenester.

Dermed er der også udsigt til et markant fald i danskernes købekraft i år, da lønningerne for tiden kun stiger godt 2,5 pct. om året. Det betyder, at privatforbruget kun kan holdes oppe ved at danskerne tærer på opsparingen, som heldigvis er ekstraordinært høj i denne tid. Samtidig er jobsituationen fortsat så god, at de samlede disponible indkomster i samfundet ikke på samme måde styrtdykker, fordi langt flere er i arbejde end for et år siden.

Priserne faldt i november

Det er især den dramatiske stigning i elpriserne, som trækker inflationen op, men også prisen på fødevarer og husleje er steget markant over det seneste år. Tilsammen tegner de tre grupper sig for en stigning på 4,2 procentpoint af stigningen, eller knap halvdelen af den samlede stigning. Til gengæld er IT-udstyr, radio- og TV-udstyr og bøger blevet billigere. Dog i mere begrænset omfang. Faldet i priserne på de tre grupper trækker isoleret set inflationen ned med godt 0,1 procentpoint.

Over måneden – altså fra oktober til november - faldt forbrugerpriserne med 0,9 pct. Det var især priserne på gas, el og benzin og diesel, som trak forbrugerpriserne ned. Omvendt var der prisstigninger på bl.a. husleje, fødevarer og spil og legetøj.

Når man fratrækker de store stigninger i energipriserne, er udviklingen mere moderat, men dog kraftigere end set længe. Den såkaldte kerneinflation, hvor inflationen er renset for prisstigningerne på energi og uforarbejdede fødevarer, steg nemlig med 6 pct. over året. Det var dog lavere end i sidste måned, hvor kerneinflationen lå på 6,2 pct.

Priserne på varer stiger mest

Det er i en historisk kontekst bemærkelsesværdigt, at de højeste prisstigninger ses på varer, som ellers er meget mere udsatte for konkurrence, end tjenesteydelser er det. Det skyldes især, at prisen på energi og råvarer i høj grad bestemmes af verdensmarkedsforholdene. Prisstigningstakten på varer er dog aftaget markant i november, hvor den lå på godt 13 pct. mod 16 pct. i oktober. Tjenestepriserne steg med mere beherskede 3,9 pct. Det var marginalt højere end i oktober.

Toppen er nået

Selvom inflationen faldt markant i november, må det pointeres, at prispresset ikke er overstået. I oktober steg producentpriserne således med mere end knap 23 pct. i forhold til samme måned i 2021. Det er lavere end tidligere på året, men fortsat markant, og nok en af årsagerne til, at næsten halvdelen af de danske forretninger forventer at sætte priserne op over de kommende tre måneder.
Den gode nyhed er, at både råvarepriserne og fragtomkostningerne er faldet siden foråret. Samtidig er der klare tegn på, at de værste flaskehalsproblemer er et overstået kapital. Først på lidt længere sigt kan det til gengæld ventes, at stramningen af pengepolitikken i de store lande slår igennem på prisstigningstakten.
Konklusionen er, at perioden med høj inflation bestemt ikke er et overstået kapitel endnu, men dagens tal giver begrundet håb om, at toppen blev nået i oktober.