Ny købelov – det betyder den for dig som forbruger

Hvad er købeloven?

Købeloven fastsætter reglerne for, hvad man må og ikke må som køber og sælger af varer, og den er derfor din beskyttelse som forbruger, når du køber varer eller digitale tjenester i Danmark. Købeloven gælder i hovedtræk, når du som privatperson køber noget af en erhvervsdrivende. Hvis du fx køber noget af en privatperson på DBA eller Trendsales, gælder nogle af købelovens regler altså ikke.

Købeloven bestemmer blandt andet, hvor længe man har ret til at reklamere over fejl og mangler ved en vare, hvornår en salgsgenstand er mangelfuld, hvornår man som køber kan hæve købet, og hvem der har bevisbyrden, hvis køber mener, at varen er mangelfuld.

Som noget nyt indeholder købeloven pr. 1. januar 2022 også regler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester. Du kan altså som følge af de nye regler fx reklamere over en app.

Du kan finde den nye købelov her samt alle gældende, danske love på www.retsinformation.dk.

Ordet ”købelov” lyder ret juridisk og måske ikke ligefrem spændende. Men købeloven er faktisk en af de vigtigste love, der beskytter dig som forbruger, og den har stor betydning, når du køber varer. Købeloven bestemmer nemlig, hvad du må og ikke må som køber og sælger af varer i Danmark. Har du fx købt en vare med fejl og mangler, er det købeloven, der bestemmer, hvordan du er stillet som forbruger – fx om du har krav på at få dine penge tilbage.
En ny købelov trådte i kraft 1. januar 2022, og med den har vi som forbrugere fået især tre udvidede rettigheder.

1. Omfatter nu også digitalt indhold

Som noget helt nyt indeholder købeloven nu også regler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester såsom apps, lydbøger, e-bøger og computerspil. Du kan derfor nu også reklamere over en digital tjeneste – fx en lydbogsapp eller en streamingtjeneste – i hele den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres. Reklamationsretten udløber altså ikke efter to år for denne type vare. Ændringerne er lavet for at tilpasse reglerne den digitale virkelighed.

2. Betaling med persondata

Du har måske hørt udtrykket ”hvis en online tjeneste er gratis, er det dig, der er produktet”. Denne anerkendelse af, at data også er en form for valuta, er netop årsagen til, at det nu i købeloven også anses som et køb, hvis man som forbruger betaler med sine oplysninger for at få adgang til digitalt indhold. Det kan eksempelvis være, at man får adgang til digitalt indhold, fordi man giver virksomheden sin fødselsdato, e-mailadresse, lokation eller andre personlige data udover de data, virksomheden skal bruge for at kunne levere det digitale indhold. Med den nye købelov kan der altså godt være tale om et køb, selvom det digitale indhold er leveret uden betaling i traditionel forstand.

Kvinde åbner pakke med ny lampe. Den nye købelov udvider formodningsretten fra seks til 12 måneder. Det betyder, at sælger skal dække fejl og mangler i op til et år efter køb, medmindre du selv er skyld i dem.

3. Formodningsretten forlænges

Hvis du har prøvet at modtage en vare med fejl eller mangler, har du forhåbentlig oplevet, at sælger var imødekommende og sendte dig en ny vare for at dække fejlen. Her gælder nemlig den såkaldte formodningsret. Den handler om, hvem der har bevisbyrden, hvis en købt vare har fejl og mangler. Reglen betyder, at man formoder, at fejlen var til stede, da forbrugeren købte varen, hvis forbrugeren kan påvise fejlen inden for det første år efter købet. Den nye købelov udvider forbrugerens formodningsret til 12 måneder efter køb mod tidligere seks måneder efter køb.

Det betyder konkret for dig, at sælger skal dække fejl og mangler, medmindre fejlen skyldes din egen anvendelse af varen – fx hvis du ikke har fulgt brugsanvisningen korrekt ved brug, hvis varen har fået slag, eller at det på anden vis er din egen skyld, at der er noget galt med varen.
Ved køb af levende dyr er formodningsretten dog stadig på seks måneder.

 

De nye regler i købeloven gælder kun, hvis du har købt varen eller den digitale tjeneste 1. januar 2022 eller senere.