Benedikte Løje Nielsen Benedikte Løje Nielsen, forperson for Kvindeøkonomien (Foto: Malene Nelting)

Fællesøkonomi i forskellige udgaver

Kort efter Benedikte og hendes mand blev kærester for otte år siden, gik hun fra at være studerende til at have en fuldtidsløn, mens han stadig var under uddannelse. Det medførte en forskel i deres økonomiske muligheder. Ubalancen mellem Benediktes lyst og råd til forskellige oplevelser og hendes mands behov for at spare løste de ved, at Benedikte oftest betalte for deres fælles aktiviteter.

Senere, da han havde fået arbejde, og hun flyttede ned til ham i Belgien, blev hendes løn halveret, og de indførte derfor en model, hvor hun bidrog med 35 %, og han med 65 %. Det føltes retfærdigt i forhold til deres indkomster på det tidspunkt.

Den blev skiftet ud med en fifty-fifty-model, da deres indkomster igen blev mere ens, men da de på det tidspunkt boede i hvert sit land, blev det hurtigt tydeligt, at udgifter til flybilletter fyldte meget – og dem betalte Benedikte stort set alene.

“Udgifterne til flybilletter blev anledning til endnu en snak om, hvordan vi fordeler vores fælles udgifter, og vi benyttede lejligheden til at revurdere vores aftale,” fortæller Benedikte. “Det er helt grundlæggende for os, at vi taler åbent og regelmæssigt om økonomi og fælles bidrag til den. Økonomiske blinde vinkler kan nemlig opstå – selv når man tror, man har styr på det.”

Benediktes tre vigtigste råd til økonomi i parforholdet:

1. Tal ærligt og åbent – også om de svære ting.

2. Skab et rum for samtalen, hvor det føles trygt og fælles.

3. Revurder løbende jeres aftaler – økonomi ændrer sig, og det bør jeres aftaler også.

Økonomisnak med vin og varme

Så i dag taler de med jævne mellemrum om den fælles økonomi og deres bidrag hver især – gerne over et glas vin og god mad. For Benedikte handler det om at skabe et trygt rum, hvor økonomi er et fælles projekt. “Det er os to mod den økonomiske udfordring – ikke mig mod ham,” siger hun.

Mental load og fremtidige valg

Benedikte er bevidst om, at kvinder ofte tager størstedelen af ansvaret og arbejdet i hjemmet – især når der kommer børn. Derfor har hun og hendes mand besluttet at betale sig fra nogle opgaver, så ingen bliver overbebyrdet. Danmark er valgt som det bedste sted at få børn, netop fordi der er bedre muligheder for betalt og lige barsel. “Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke vil ende som projektleder for hele familien – det skal være et fælles ansvar – også selvom det så koster os penge,” fastslår hun.

Økonomisk erfaringsdeling og fællesskab blandt vennerne

I Benediktes vennegruppe deler de viden om lønniveauer, pensionsordninger og bonusstrukturer i forbindelse med jobskifte. De støtter hinanden med oplysninger i forbindelse med for eksempel lønforhandlinger for bedre at forstå, hvad der er rimeligt i forskellige brancher og roller. ”Vi fungerer som en slags erfaringsnetværk, hvor vi hjælper hinanden med at sikre, at vi får en retfærdig løn og ordentlige vilkår, når vi for eksempel skifter job,” fortæller Benedikte.

Faste aftaler om gaver og fælles oplevelser blandt vennerne gør, at alle kan være med – uanset økonomisk råderum. Når de går ud og spiser, deler de regningen op, hvis der er stor forskel på, hvad folk har bestilt.

“Det handler ikke om at være nærig – det handler om at skabe plads til alle, også dem med strammere budget. Især i den livssituation, vi er i lige nu med barselsperioder, graviditet og små børn,” siger Benedikte.

God økonomi giver frihed

Benedikte har netop brugt det meste af opsparingen på bryllup og bolig og arbejder nu på at genopbygge den. Hun får stress, hvis hun ikke har en økonomisk buffer, men prioriterer stadig oplevelser som rejser og restaurantbesøg højere end materielle ting. For hende handler en god økonomi om frihed – og om at kunne nyde livet, mens man tager ansvar.

Læs også

 

Billede af paneldeltagere til event om økonomiske dilemmaer

 Cecilie Beck er vært, og panelet består af:

  • Trine Hjort Bønnerup, hele Danmarks parterapeut fra Gift ved første blik
  • Thomas Skov, journalist
  • Herlige Svend aka Sebastian Lynggaard, forfatter og podcastvært
  • Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom i Nordea
  • Benedikte Løje, forperson i Kvindeøkonomien
  • Betina Grimstrup, ekspert i privatøkonomi, investering og pension i Nordea

Meld dig til her

EVENT: Få styr på pengene

Kom med til event 5. november, og hør et oplagt panel vende ægte hverdagsdilemmaer om økonomi i relationer: Hvordan taler vi om penge, uden at det bliver akavet? Hvordan kommer jeg i gang med at investere? Hvordan taler vi om økonomisk ligestilling i parforholdet? Hvordan tager jeg selv mere økonomisk ansvar?

Meld dig til her