Sidste frist for indlevering af pengesedler

1000-kronesedler og pengesedler fra ældre seddelserier bliver ugyldige efter 31. maj 2025.

Til og med 31. maj 2025 kan du betale i butikkerne som normalt eller indsætte dem på din bankkonto. Efter 31. maj 2025 har du kun to muligheder:

  1. Du kan indlevere sedlerne på Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København. Denne mulighed er åben til og med 31. maj 2026, det vil sige et år efter at sedlerne bliver ugyldige som betalingsmiddel.
  2. Du kan beholde sedlerne som samleobjekter.

Vær opmærksom på, at indløsning af kontanter på Nationalbankens tre indleveringssteder er omfattet af gældende hvidvaskregler og kræver fysisk fremmøde, udfyldelse af skriftlig erklæring og fremvisning af billedlegitimation. Det vil ikke være muligt at sende kontanter til Nationalbanken.

Efter den 31. maj 2025 vil kun fire danske pengesedler være gyldige: 50-, 100-, 200- og 500-kronesedler fra serien med broer og oldtidsfund (2009-serien).

Se alle sedlerne, der bliver ugyldige, og hvad du kan gøre med dem, på nationalbanken.dk/fremtidenskontanter.