Svindlerne spiller på dine følelser

Hvis du møder nogen, der beder dig overføre penge, eller som opfordrer dig til at investere i noget nyt, så vær meget opmærksom! Inden du foretager dig noget, bør du tale med en, der står dig nær.
Dennis Schytt Haahr, Nordeas ekspert i svindelforebyggelse

Hvert år snyder svindlere millioner ud af borgere i alle aldre. Kærligheds- og investeringssvindel er to eksempler på såkaldt social engineering, hvor offeret selv overfører pengene.

”Det starter som regel med en besked på de sociale medier fra en ukendt person, som ret hurtigt beder om et lille ubetydeligt bidrag, men det er bare det første skridt. Beløbet bliver efterhånden større og større,” siger Dennis Schytt Haahr, Nordeas ekspert i svindelforebyggelse.

Ifølge politiet er nogle af de almindelige scenarier, at svindleren udgiver sig for at være FN-soldat i krig, strandet på en boreplatform eller en kendt person. Personen er ofte velformuleret og skriver nærmest poetiske beskeder med løfter om kærlighed og samliv. Efter nogen tid har personen brug for økonomisk støtte. Svindleren påstår for eksempel at mangle penge til medicin, som er strandet i tolden, at banken har indefrosset al kapital, eller at et familiemedlem er i økonomiske problemer. Det ønskede beløb bliver bare større og større.

”Kærlighedssvindel er forfærdelig i dobbelt forstand og giver en stor følelse af skam. Offeret bliver ikke bare snydt økonomisk, men også i kærlighed. Kærlighed er en af de stærkeste følelser, vi har, og det er nogle gange en værre del af svindlen end det økonomiske,” fortæller Dennis.

Pas på dig selv og undgå svindel

Vi lever en større del af vores liv digitalt. Det gør de kriminelle, som vil have fat i vores penge, desværre også. På Nordeas hjemmeside kan du læse om, hvad du gør, hvis du har været udsat for svindel samt få tips til, hvordan du undgår at blive snydt.

Læs mere her

En investering, som er for god til at være sand

Investeringssvindel er en anden almindelig form for kriminalitet. Her lokkes offeret til at investere i noget, der ikke findes. Investeringsmulighederne annonceres på de sociale medier eller via et telefonopkald og er fx et tilbud om at købe kryptovaluta.

Også her starter det i det små, men svindleren opbygger hurtigt en relation til sin nye investor, og der kommer inden længe forslag om at øge investeringen. På falske hjemmesider kan man følge sin investering.

”Den falske investering bliver selvfølgelig ved med at stige i værdi. Det kan man følge på flotte hjemmesider, og offeret bliver narret til at investere endnu mere – for eksempel ved at hæve sin opsparing, tage lån og tilmed inddrage familie og venner," forklarer Dennis.

Problemet begynder, når offeret vil have sin investeringsgevinst udbetalt. Svindleren påstår så, at det er nødvendigt at betale flere penge for at dække administrationsomkostninger eller skat. Det er et trick, som skal narre offeret en sidste gang, inden både svindlerne, hjemmesiden og pengene er væk.

Der er også en anden meget brugt metode i slutfasen af svindlen. Offeret kan blive kontaktet af en advokat, som tilbyder at hjælpe med at få de tabte penge tilbage. ”Advokaten" har styr på alle overførsler, og hvor mange penge det drejer sig om – og det giver offeret håb om at få alt det tabte tilbage. Advokaten skal bare have et lille gebyr for at starte processen – det er også svindel.

Tal med en nærtstående

Både kærligheds- og investeringssvindel er forbrydelser, der bygger på stærke følelser. For at opdage og stoppe svindlen er det vigtigt at handle i tide.

”Hvis du møder nogen, der har et godt investeringsforslag til dig, eller hvis du overvejer at investere i noget nyt, så tal med én, der er tæt på dig, og som du stoler på. Spørg dem, og hør hvad de siger, inden du overfører penge. Svindlerne vil forsøge at isolere dig - det er sådan, de arbejder. Så du skal ikke lade dig isolere, men tal højt om, hvad du oplever,” lyder Dennis' råd.