Tjek pensionen på en sommeraften

Pension Iben Blichfeldt: "Brug lidt tid på din pension. Det skylder du dit ældre jeg."

Ikke lige nu! Sådan tænker mange af os, når vi modtager et brev eller en mail fra vores pensionsselskab. Det kan virke uoverskueligt, og måske ligger pensionsalderen mange år ude i fremtiden. Men uanset om der er 5 eller 25 år, til du går på pension, er det altid godt givet ud at bruge en times tid på at sikre dig, at din pensionsopsparing passer til dine forventninger og behov.

For ifølge Iben Blichfeldt, pensionsspecialist hos Nordea, har rigtig mange danskere ikke styr på pensionen.

- Desværre ved mange af os slet ikke, hvor meget vi skal spare op for at få råd til den pensionstilværelse, vi ønsker os, siger Iben, som forklarer, at langt de fleste ønsker en levestandard som seniorer, der matcher den, de har i dag.

- Derfor skal man skal sikre sig, at man lægger nok til side hver måned til pensionen. En god tommelfingeregel er, at indbetaler man 10-20 pct. af sin årlige løn til pension, vil det række til, at man kan opretholde nogenlunde den samme levestandard. Men jo tidligere du kommer i gang, jo mindre skal der til, og jo større er sandsynligheden for, at du får den pensionstilværelse, som du drømmer om, fortsætter Iben.

Start med Pensionsinfo
Et godt sted at starte, når man skal danne sig et overblik over sin pensionsopsparing, er på pensionsinfo.dk – også kaldet Pensionsinfo. Pensionsinfo indhenter oplysninger fra ATP og langt de fleste af de hjemlige pensionsselskaber. Du får her et samlet overblik over dine pensioner og de personforsikringer – fx livsforsikringer og dækning ved nedsat erhvervsevne – der er tilknyttet din pensionsordning.

- På Pensionsinfo får du det fulde overblik over, hvor meget du sparer op, og hvor meget du vil få udbetalt. Du kan altså se, om du som pensionist har råd til at rejse meget eller beholde fx både helårsbolig og sommerhus, og du kan sammenligne beløbene med din nuværende løn. Har du en partner, vil det være en god ide, at I danner jer et overblik over jeres samlede pensionsopsparing, fortæller Iben.

- Du kan også danne dig et overblik over, hvordan du er dækket i tilfælde af død eller uarbejdsdygtighed. Mange af os har nemlig personforsikringer inkluderet i vores pensionsordning. Det er måske ikke det sjoveste emne at tage op, men når der er styr på det, oplever jeg, at det giver en enorm tryghed, lyder Ibens råd.

- Så sidder du en aften i løbet af ferien og nyder den lyse sommeraften, måske sammen med din partner, kan det være en god anledning til at lade tankerne vandre nogle år frem i tiden: Hvad er jeres drømme for seniortilværelsen, hvornår ønsker I at gå på pension, og hvor stor indflydelse ønsker I på jeres pensionstilværelse? Stil jer selv de spørgsmål, og brug pensionsinfo.dk til at give jer et overblik over, hvor tæt på målet I er. Så er I godt forberedt til et møde med en rådgiver, som vil kunne hjælpe med at lægge en plan for, hvordan I opnår det, I drømmer om. Din rådgiver vil se på din økonomi samlet og herunder naturligvis også komme ind på, hvordan opsparingen er investeret, slutter Iben.

Læs mere om pension på Nordeas hjemmeside.