Jeg hedder Helge J. Pedersen og er cheføkonom i Nordea. Mit fokusområde er udviklingen i dansk og international økonomi, og gennem analyser og artikler forsøger jeg at gøre de indviklede sammenhænge enkle.
Det er en kendsgerning, at vi netop har været gennem de tolv vådeste måneder i træk, som DMI nogensinde har målt, men solen skinner heldigvis alligevel over dansk økonomi. Arbejdsmarkedet er superstærkt, inflationen under kontrol, boligmarkedet stabilt, renten på vej ned, de offentlige finanser i topform og overskuddet på betalingsbalancen kæmpestort. What’s not to like?
Det skulle måske lige være, at BNP-væksten var negativ i 1. kvartal, men det skyldtes mest en svag udvikling i industriproduktionen, som notorisk svinger meget. Samtidig er det er en kendsgerning, at væksten i Danmark siden pandemien har givet de fleste af de lande, som vi normalt sammenligner os med, baghjul. USA har kunnet følge med, men euroområdet halter langt efter.
Det er især bekymrende, at store lande som Tyskland og Frankrig har svært ved at få gang i hjulene. Og at det i en vis grad skyldes strukturelle problemer.
Tyske udfordringer
Tyskland slås bl.a. med demografien, arbejdsstyrken skønnes at falde dramatisk frem mod 2030, og den vigtige fremstillingssektor, som i årevis har nydt godt af billig russisk energi og som i stor stil har satset på det kinesiske marked, er for tiden tvunget i knæ. Både fordi efterspørgslen efter varer har været svag efter pandemien, men også fordi bl.a. bilindustrien har fået nye og alvorlige konkurrenter i form af mærker som Tesla og BYD. Som altid i svære tider er det dog en stor fordel for Tyskland, at landets offentlige finanser er i god stand. Det giver mulighed for at stimulere økonomien, hvis det skønnes nødvendigt.
Fransk underskud
Det samme kan ikke siges om Frankrig, som ikke har haft overskud på de offentlige finanser siden 1974, og hvor gælden nærmest fik lov til at løbe løbsk under pandemien. Sidste år blev underskuddet således på 5,5% af BNP, mens gælden steg til mere end 110% af BNP. Det er markant over Stabilitets- og Vækstpagtens overordnede grænser på hhv. 3% og 60% af BNP, og situationens alvor illustreres af, at S&P for nylig nedgraderede Frankrigs kreditværdighed, mens EU er ved at indlede procedure mod det ’uforholdsmæssigt store budgetunderskud’.
At få styr på de offentlige finanser bliver altså en af de helt store udfordringer for den kommende franske regering. Og det er næppe for meget sagt, at det kommer til at kræve mere end én feberredning af præsident Macron at holde landet på den nødvendige reformkurs ovenpå de dramatiske valg til Europa- Parlamentet og Nationalforsamlingen. Reformer som bl.a. skal gøre erhvervslivet mere dynamisk, nedbringe bureaukratiet i den offentlige administration og fremtidssikre pensionssystemet ved at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år.
Gældsproblemer
Men det er ikke kun Frankrig, som lægger arm med de offentlige finanser i disse år. Det er også tilfældet i store lande som Storbritannien og USA, hvor gælden - paradoksalt nok - er steget voldsomt siden finanskrisen og nu udgør næsten 100% af BNP i Storbritannien og 125% af BNP i USA.
Det er en udvikling, som ikke er holdbar. For overalt i den vestlige verden kan der ses frem til år med positive renter, som også rammer den offentlige sektors gældsbetalinger, samt stigende udgifter til sikkerhed, grøn og digital omstilling og den hastigt aldrende befolkning. Det vil kunne føre til højere inflation og renter, hvis der ikke reageres med overbevisende planer for, hvordan budgetdisciplinen kan genoprettes og gælden nedbringes.
Vagthunde og belønninger
De finansielle markeder fungerer nemlig som finanspolitikkens vagthunde og mangel på disciplin straffes prompte. Det så vi senest i forbindelse med det franske valg. Alene risikoen for, at en ny regering med Jordan Bardella fra National Samling i spidsen ville føre en endnu mere uansvarlig finanspolitik end den nuværende, førte til en kraftig stigning i de franske statsrenter i forhold til de tyske. Nu blev valgresultatet som bekendt et noget andet end frygtet af markederne, og det fransk-tyske rentespænd er igen blevet reduceret.
Hvad der til gengæld også skete under det franske valgdrama var, at det dansk-tyske rentespænd blev indsnævret. Faktisk er den danske 10-årige statsrente nu en anelse lavere end den tyske. Det er belønningen fra markederne til narrativet om den sunde danske økonomi. En historie, der startede for mere end 40 år siden med Schlüter-regeringens genopretningspolitik efter at have bevæget sig på ’afgrundens rand’. Nu er det andre lande, som er på farefuld kurs, mens Danmark er duksen. Og så kan man jo godt leve med lidt (for meget) regn i hverdagen.
Relaterede artikler
