2023_08 Høje boligpriser presser ikke de unge ud af storbyerne

Engang imellem hører vi historier om unge mennesker, der ikke længere kan bo i landets store byer som følge af de høje boligpriser. Problemet kan sagtens være reelt nok for den enkelte person eller familie, men der er ikke tale om en generel tendens. Derfor er det også en skrøne at hævde, at de unge presses ud af byerne.

For selvom boligpriserne er steget langt mere i de store byer end på landsplan, og det ofte koster guld eller kræver gode forbindelser at få fingre i en lejebolig, har der aldrig været flere unge mennesker i de store byer end nu. I både København, Aarhus, Odense og Aalborg er andelen af unge faktisk steget så kraftigt det seneste årti, at man godt kan tale om, at landets metropoler boltrer sig i ungdom.

I København bor der i øjeblikket 284.000 i alderen 20-39 år mod 243.000 for 10 år siden. Det svarer til en stigning på 17 pct., mens befolkningsgruppen af 20-39-årige kun er vokset med 10 pct. på landsplan. Tendensen er endnu tydeligere i Aarhus, Odense og Aalborg, hvor andelen af 20-39-årige er steget med hhv. 23 pct., 18 pct. og 19 pct. det seneste årti.

Antal indbyggere i aldersgruppen 20-39-år i hhv. 2013 og 2023

  2013 2023 Forskel i pct.
Hele landet 5.603.000 5.933.000 10 pct.
København 243.000 284.000 17 pct.
Aarhus 115.000 141.000 23 pct.
Odense  59.000 69.000 18 pct.
Aalborg 62.000 74.000 19 pct.

Kilde: Danmarks Statistik og Nordea Kredit.
Anm.: Der er brugt afrundede tal.

De voldsomme prisstigninger på boligmarkedet betyder derfor ikke, at de unge presses ud af byen. I stedet bør vi tale om, at det er blevet sværere for de yngre aldersgrupper at opfylde deres boligdrømme i de store byer. Mange af dem bor derfor mindre, dårligere eller anderledes, end de ønsker – for eksempel i bofællesskaber eller i bydele, hvor de har brug for både regntøj og gode cykelben for at komme ind til centrum.

"På landsplan er der i dag 144.000 flere 20-39-årige end for ti år siden, og 90.000 af dem har valgt at bosætte sig én af landets fire metropoler"
Lise Nytoft Bergmann

Det er også værd at bide mærke i, at mens ejerboliger (hvor ejeren selv bor) udgør 46 pct. af boligmassen på landsplan, gør det samme sig kun gældende for 18 pct. af boligerne i Københavns kommune. Derfor kan man godt bo i hovedstaden, selvom man ikke ønsker eller har råd til en ejerbolig. Sådan er det trods alt for beboerne i de resterende 82 pct. af boligmassen.

I Aarhus, Odense og Aalborg udgør ejerboligerne 34-39 pct. af boligmassen, og selvom det begrænser mulighederne for at finde husly uden en tur i banken først, så forhindrer det trods alt ikke de unge mennesker i at bo der.

På landsplan er der i dag 144.000 flere 20-39-årige end for ti år siden, og 90.000 af dem har valgt at bosætte sig i en af landets fire metropoler. Det svarer til, at hver gang aldersgruppen af 20-39-årige er vokset med ti personer, har de seks valgt at bosætte sig i storbyen.