Det sidste har i den grad sendt centralbankerne på overarbejde og var da også et tilbagevendende tema på årets møde, som traditionen tro blev afholdt i slutningen af august måned.

“It is the Fed's job to bring inflation down to our 2 percent goal, and we will do so”, lød det således fra chefen for den amerikanske forbundsbank, Jerome Powell, som holdt åbningstalen. Og selvom den bemærkning på ingen måde var overraskende, var den alligevel et vink med en vognstang til os alle om, at der ikke er grund til at vente en snarlig rentenedsættelse i USA. Faktisk konkluderede Powell, at det nok kræver en periode med en så svag vækst i økonomien, at arbejdsmarkedet svækkes, førend inflationsmålet på 2% kan blive realiseret, og at yderligere rentestigninger derfor kan vise sig nødvendige.

For tiden virker det sandsynligt, at centralbankerne formår at dosere pengepolitikken, så den sikrer en blød landing i verdensøkonomien. Men det kan ikke udelukkes, at de meget højere renter og generelt strammere kreditvilkår på et tidspunkt viser sig at slå hårdere igennem på samfundsøkonomien, end der umiddelbart er udsigt til her og nu. På samme måde, som det er muligt, at centralbankernes vurdering af den neutrale rente, altså den rente, som hverken øger eller mindsker den økonomiske aktivitet i samfundet, har været for lav over de seneste år. Det vil i givet fald betyde, at de første mange rentestigninger ikke har sat økonomierne i bakgear, men kun et gear eller to ned. Og så skal renten måske sættes yderligere op og/eller holdes på et højere niveau i længere tid end tidligere ventet for at få den ønskede virkning i kampen mod inflationen.

Årets symposium blev afholdt under titlen ’ Structural Shifts in the Global Economy’. En uhyre velvalgt titel, når man tænker på de kolossale forandringer som bl.a. klimaet og demografien gennemgår i disse år, hvor også den liberale verdensorden er sat under et voldsomt pres anført af BRIKS-landene. Forhold som med sikkerhed vil få kæmpe betydning for den økonomiske politik i de kommende mange år.

Chefen for ECB, Christine Lagarde, måtte da også i sin tale ty til selveste Søren Kirkegaards berømte citat ’Livet forstås baglæns, men må leves forlæns’ for at illustrere, hvilke udfordringer pengepolitikken står over for i disse år. Helt på samme måde, som centralbankerne for tiden baserer sin politik i inflationskampen på erfaringer, som blev erhvervet for omkring 40 år siden, hvor inflationen sidst var høj og vedvarende, men strukturerne i økonomien helt forskellige fra dem vi kender i dag.

På de akademiske seancer blev der bl.a. præsenteret ny forskning og afholdt diskussioner om emner som innovation, kunstig intelligens og globale produktionsnetværk. Et af de interessante resultater er, at globaliseringen langtfra er død, men at virksomheder og stater i stor udstrækning er begyndt at beskytte deres interesser ved at re-orientere investeringer og handel mod lande, der opfattes som politisk allierede. Konsekvensen af en sådan ny blokpolitik vil ret sikkert blive højere inflation og dermed også højere pengepolitiske styringsrenter, end tilfældet ellers ville have været det. Det er et scenario, som jeg finder realistisk, og som underbygger mit eget mantra om, at ultralave eller endog negative renter fremover bliver noget, som man ikke kommer til at opleve, men må læse om i de økonomiske historiebøger.

Livet forstås baglæns, men leves forlæns. I og udenfor Jackson Hole!