Cheføkonomens hjørne: Sommeren er forbi, et spændende efterår venter

Det var i 1980, at C.V. Jørgensen på klassikeralbummet Tidens Tern udgav et af sine efter min mening allerbedste numre ’Sæsonen er slut’. Det er den med de legendariske strofer ’Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted’, som jeg lige siden har nynnet for mig selv hvert eneste år, når ferien er overstået, og arbejdet igen byder sig til.

Og mens tiden fløj afsted for mig og familien ved den franske riviera, bød den ene store begivenhed efter den anden sig til på verdensscenen. Vladimir Putin besluttede sig til at skrue ekstra ned for gasstrømmen til Europa med nye voldsomme prisstigninger til følge, ECB overraskede markederne ved at gøre en tidlig ende på de negative renter, og det i forvejen anstrengte forhold mellem Kina og USA nåede et nyt lavpunkt, da formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, besøgte Taiwan. Som ventet kom der hurtigt et modsvar fra Kina i form af en storstilet militærøvelse i det Sydkinesiske Hav og økonomiske og politiske sanktioner rettet mod både Taiwan og USA, herunder en afbrydelse af de bilaterale forsvarssamtaler med USA og en suspension af klimasamarbejdet.

Som udgangspunkt er ingen af de nævnte begivenheder gode nyheder for de økonomiske udsigter, som i forvejen er blevet markant forværret siden Ruslands invasion af Ukraine i februar. Det er derfor forudsigeligt, at sensommeren vil byde på en række af (nye) nedjusteringer af væksten fra prognosemagerne i såvel ind- som udlandet.

Det kommer ikke mindst til at gøre sig gældende for euroområdet, hvor de økonomiske nøgletal ret entydigt peger i retning af en markant økonomisk afmatning. Hvor slemt det bliver, og om det ender i en egentlig recession, vil bl.a. afhænge af udviklingen i energipriserne. For tiden tyder alt på, at især gas- og elprisen vil forblive høj, og kun Kong Vinter og Imperator Putin kan afgøre, hvor høj den bliver. Det er ikke for sjov, at EU-kommissionen i slutningen af juli fremlagde en plan for at reducere gasforbruget allerede nu, som blev lynbehandlet og vedtaget af Rådet allerede den 5. august. Og situationen bliver ikke bedre af, at den ekstreme varme, som Europa har oplevet denne sommer, har ført til en midlertidig lukning af reaktorerne på to A-kraftværker i Frankrig, fordi kølevandet fra floderne er blevet for varmt. Europa befinder sig altså for tiden på randen af en decideret energikrise.

Sommeren har dog også budt på gode nyheder. Ikke mindst fra råvaremarkederne, hvor priserne på mange varer er faldet på det seneste. Det gælder også landbrugsvarer. Bl.a. er kornpriserne faldet markant som følge af Rusland og Ukraines aftale med FN og Tyrkiet om at genoptage eksporten af hvede fra begge lande gennem Sortehavet. Dermed er der både håb om, at en global fødevarekrise kan afværges i tide, og at de voldsomme prisstigninger på fødevarer, som vi har oplevet i supermarkederne siden foråret, snart kan være fortid. Faktisk er priserne på fødevarer på råvaremarkederne faldet med næsten 15% siden de toppede i midten af maj!

Også de finansielle markeder har været præget af store bevægelser henover sommeren, hvor forårets rentestigning blev vendt til nye fald og gav anledning til et stort come-back til aktierne. Faldet i de lange renter skyldes dels, at den markante stramning af pengepolitikken har givet anledning til, at de langsigtede inflationsforventninger er faldet. Dels, at de økonomiske nøgletal har været svage og dermed understøttet forventningen om, at en økonomisk nedtur står for døren, hvilket i sig selv vil bremse inflationen. Og når renten falder, bliver det alt andet lige mere attraktivt for investorerne at placere midler i aktier. Det har betydet flotte afkast til investorerne henover sommeren.

Spørgsmålet er dog, om udviklingen kan vare ved, for alt andet er jo ikke altid lige. Bl.a. spiller indtjeningsforventningerne til de børsnoterede selskaber også en afgørende rolle. Og de kan sagtens komme under pres. F.eks. hvis de geopolitiske spændinger, som for tiden er mere anstrengte, end på noget andet tidspunkt siden Tidens Tern så dagens lys, eskalerer yderligere. Det kan i givet fald føre verdensøkonomien ud i en meget alvorlig situation. Samtidig spøger pandemien og faren for nye nedlukninger i baggrunden, ligesom der fortsat er risiko for, at den høje inflation i kombination med de pengepolitiske stramninger kan skubbe så meget til købekraften, at økonomien havner i recession.

Så det bliver et spændende efterår, som vi har foran os. Sæsonen er langt fra slut, den er knapt nok begyndt!