Få styr på konfirmationsbudgettet: En guide til familie og gæster

Det bruger vi på gaver

- Vi bruger i gennemsnit 7.300 kr. på gaverne til vores eget barn, der bliver konfirmeret

- Vi bruger i gennemsnit 3.690 kr. på gaver til børnebørn.

- Vi bruger i gennemsnit 970 kr. på gaver til børn i familien.

- Vi bruger i gennemsnit 730 kr. på gaver til venners børn

Halvdelen af gæsterne giver pengegaver (57 pct.), 21 pct. giver en fysisk gave, og 7 pct. giver en oplevelsesgave.

Kilde: YouGov for Nordea, april 2024

En gennemsnitlig familie bruger 39.000 kr. på at afholde konfirmationsfesten, når udgifter til lokaler, mad og drikke mv. regnes sammen. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har udført for Nordea, og det er knap 3.000 kr. mere end for to år siden.

Men der er store forskelle på, hvor meget festen koster. Det kan skyldes, at nogle holder en mindre fest, hvorimod andre har mange gæster inviteret. I gennemsnit deltager 38 gæster til konfirmationerne i Danmark i 2024.

Folk der fejrer

Ideer til alternative gaveformer

Det er ikke kun dyrt for konfirmandens familie. Også gæsterne skal til lommerne, når de køber en gave til konfirmanden – især hvis de er i tæt familie med dagens hovedperson. I 2024 er det gennemsnitlige gavebeløb fra forældrene til konfirmanden på 7.300 kr. Bedsteforældre giver lige knap for 3.700 kr. i gennemsnit, og så bruger vi 970 kr., når det er gaver til børn i familien, og 730 kr. hvis det er gaver til venners børn. Også disse gennemsnitlige gavebeløb er steget de seneste år.

Der er naturligvis også måder at spare nogle penge på gaver, uden at det nødvendigvis resulterer i en skuffet konfirmand. Eksempelvis kan man give en oplevelsesgave, fx en tur i sommerland, frem for penge eller noget materielt. På den måde kan man give en mere kreativ gave, som ikke (nødvendigvis) behøver at koste helt så meget. Ifølge undersøgelsen svarer 7 pct. af konfirmationsgæsterne, at de giver en oplevelsesgave.

En anden mulighed er at stille et genbrugskøb på gavebordet. Her skal man naturligvis lige gøre sit forarbejde og sikre sig, at kvaliteten er god. Varen kan nemlig ikke byttes, hvis du køber den brugt. Men ved at give en genbrugt gave har du mulighed for at give konfirmanden noget unikt, som ikke bare kan købes i alle storcentre. Flere og flere unge køber og sælger brugt tøj, sko og tilbehør. Så hvis du kan finde noget af god kvalitet, kan det måske både være et hit for konfirmanden, godt for miljøet og for din pengepung.

Det bruger vi i gennemsnit på at afholde konfirmationer

Der er stor forskel på, hvad familierne bruger på at afholde konfirmationsfest. I gennemsnit lander regningen for en konfirmationsfest med 38 gæster på ca. 39.000 kr. Beløbet inkluderer tøj til konfirmanden og resten af familien samt en gave fra forældrene på ca. 7.300 kroner. I 2022 var gennemsnittet på 35.700 kr.

Kilde: YouGov for Nordea, april 2024

Pengegaver mest udbredt

Er du som flertallet, giver du konfirmanden pengegaver. 57 pct. af gæsterne til konfirmationerne landet over vælger at give konfirmanden penge. Derfor ender konfirmanderne også ofte med ret pæne beløb i gavepenge, når dagen er ovre.

Mange konfirmander har aldrig haft så mange penge før, som efter deres konfirmation, og fristelserne står i kø. Derfor er den bedste gave, man kan give, måske hjælp til, hvordan konfirmationspengene kan administreres, fx ved at lære konfirmanden om investering og renters-rente-effekten.

Gode råd til din teenager, som har fået et større beløb i konfirmationsgave:

  1. Hvad drømmer konfirmanden om?
    Start med at tale med din teenager om, hvad vedkommende drømmer om. Ved at tale om vores drømme – både de kortsigtede og de mere langsigtede – bliver det nemmere at beslutte, hvor meget der kan bruges nu og her, og hvor meget der med fordel kunne spares op.

  2. Hjælp din teenager med at spare en del af beløbet op
    Pengene har det typisk med at brænde i lommen, og derfor er det en rigtig god ide at spare en andel af pengene op, så det hele ikke skydes af på blå mandag.

  3. Overvej, om pengene med fordel kunne investeres
    Man kan ikke investere selv, hvis man er under 18 år. Derfor kan man som forælder med fordel hjælpe sin teenager med at investere pengene. Husk at tale med dit barn om, at investering er langsigtet og kommer med en risiko.

  4. Pas på svindel
    Svindlerne ved desværre godt, at mange 14-15-årige render rundt med flere penge end sædvanlig, når konfirmationssæsonen er slut. Hjælp derfor dit barn med at passe på pengene – både fysisk, hvis pengene medbringes kontant fx på blå mandag, og digitalt ved at tale med dit barn om aldrig at udlevere koder og personlige oplysninger til fremmede.

Kender du en, der skal konfirmeres i år?

Choices