Fremtidens kontanter

Tre ofte stillede spørgsmål og svar om fremtidens kontanter

  1. Jeg har pengesedler liggende. Hvordan ved jeg, om de er fra før 2009?
    Der er står ikke årstal på pengesedler. Derfor kan du bedst kende pengesedler fra før 2009 på deres design. Alle danske pengesedler fra før 2009 har portrætter, mens pengesedler fra efter 2009 alle er uden portrætter og i stedet har billeder af broer. Du kan se billeder af alle pengesedler fra før og efter 2009 på nordea.dk/kontanter.
     
  2. Er kontanter generelt ved at blive udfaset?
    Nej, kontanter er stadig et stærkt og vigtigt betalingsmiddel. Derfor er det kun ældre pengesedler og 1000-kronesedlen, der udfases.
     
  3. Jeg har 1000-kronesedler eller pengesedler fra før 2009. Hvad sker der, hvis jeg ikke når at bruge dem eller sætte dem ind på min konto?
    Pengesedlerne bliver ugyldige fra 31. maj 2025 og kan herefter ikke bruges i den daglige handel eller indsættes i banken. Har du pengesedler, som du ikke har nået at bruge eller indsætte inden fristen, kan du i perioden 1. juni 2025 til 31. maj 2026 indlevere pengesedlerne til Nationalbanken og på den måde få dem ind på kontoen. Der kommer nærmere detaljer fra Nationalbanken senere.

Det skal være sværere at forfalske pengesedler og bruge dem til finansiel kriminalitet. Derfor har Nationalbanken sat gang i et nyt initiativ, der skal sikre, at kontanter bliver ved med at være et sikkert og effektivt betalingsmiddel. Det betyder blandt andet, at ældre pengesedler og 1000-kronesedlen udfases.

Det er vigtigt, at vi kan have tillid til kontanter som betalingsmiddel – også i fremtiden. Derfor kommer Nationalbanken med en ny og mere sikker seddelserie i 2028/29. Men samtidig udfases 1000-kronesedlen og alle pengesedler, som er produceret mellem 1944 og 2009.

Du har god tid
Udfasningen sker løbende frem mod 31. maj 2025. Indtil da kan du bruge pengesedlerne, helt som du plejer – så du har god tid til at shoppe eller sætte sedlerne i banken.
I mange af Nordeas pengeautomater kan du indbetale kontanter op til 15.000 kr. pr. måned. Se en oversigt over Nordeas pengeautomater her.

Pas på svindel
Vær opmærksom på, at svindlere måske vil forsøge at få dig til at udlevere dine kontanter, fx ved at sige, at de kommer fra Nordea eller Nationalbanken. Men ingen offentlige myndigheder vil nogensinde hente dine kontanter på din privatadresse eller på anden måde bede dig om at udlevere kontanter. Hvis det sker, er det et forsøg på svindel, og du skal straks afbryde kontakten.

Du bør også være opmærksom, hvis folk, du ikke kender, beder dig om at veksle eller indsætte penge for dem. Kriminelle, der ligger inde med kontanter i de sedler, der udfases, vil sandsynligvis forsøge at hvidvaske pengene ved at få andre til at sætte dem ind på en konto. Du skal derfor sige nej, hvis en fremmed spørger dig, om du vil sætte penge ind på en konto i banken.

Det er en god idé at tale med ældre pårørende om risikoen for at blive svindlet. Vi ved, at svindlerne navnligt går efter ældre, og det kan være utroligt svært at gennemskue, hvis man ikke er på vagt.

Læs mere om svindel her