gavn af pension

Ved du, hvem dine pensionspenge eller summen fra livsforsikringen gavner, hvis du dør, inden pengene er udbetalt? Og ved du, om du er dækket, hvis din partner dør? 

Når du opretter en pensionsordning, en livs-, ulykkes- eller gruppeforsikring, bliver du bedt om at tage stilling til, hvem der skal have pengene, når du dør. Behovet for at svare på spørgsmålet om, hvem pensionen gavner, når man dør, er især relevant for de samlevende, hvis deres pensionsordning er oprettet før 2008, hvor samlevende ikke automatisk blev set som "nærmeste pårørende".

Hvem er nærmeste pårørende:

Loven har klart defineret, hvem der er "nærmeste pårørende" i følgende rækkefølge:

1. Din ægtefælle eller registreret partner.

2. Samlever, som har fælles bopæl med dig, og som enten har, venter eller har haft barn med dig eller har levet sammen med dig i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år før dødsfaldet.

Bemærk, at samlever kun er nærmeste pårørende, hvis begunstigelsen er indsat den 1. januar 2008 eller senere, hvor nye regler trådte i kraft. Har du ældre ordninger, skal du aktivt kontakte dit selskab for at få indsat din samlever som begunstiget, hvis det er, hvad du ønsker – ellers er dine børn begunstigede.

3. Livsarvinger, dvs. børn, børnebørn osv.

4. Arvinger i dit testamente.

5. Arvinger efter arveloven: dine forældre eller deres livsarvinger, bedsteforældre eller deres børn – dvs. onkler, fastre og mostre, men ikke dine fætre og kusiner.

Sådan får du sikkerhed for, hvor dine pensions- og gruppelivskroner gavner, når du dør

Ord, du skal kende
Du skal vide, hvad en ”begunstiget” er, og hvad ”nærmeste pårørende” betyder (se boksen), og du skal forstå, hvilke personer, du kan begunstige.

Begunstiget
En begunstiget, er den person, som ved fx din eller din partners død (den sikrede) får hele eller dele af dine kapital- og ratepensioner, aldersopsparinger samt livrenter (som er sikret ved død), som I har i forsikringsselskaber og pengeinstitutter.
Pengene udbetales som regel med det samme til den (eller de) begunstigede. Det betyder, at disse penge modsat anden arv går uden om dødsboet, og midlerne skal ikke hæfte for nogen former for gæld.

Hvilke personer kan du sætte ind som begunstiget/begunstigede?
Standarden er ”nærmeste pårørende”, og det er den personkreds, der er defineret og prioriteret i en bestemt rækkefølge i lovgivningen (se boksen). Du har ret til at bytte rundt på rækkefølgen inden for denne personkreds og altså prioritere anderledes. Udover personkredsen ”nærmeste pårørende” kan du også indsætte fraskilt ægtefælle, stedbørn (ægtefælles børn, børnebørn osv.) og din samlevers børn, børnebørn osv. Mange er godt tilfredse med den standardtekst ”nærmeste pårørende”, som allerede står i mange ordninger og bestemmer, hvem der er begunstiget og skal have pengene.
Når det drejer sig om livsforsikringer uden fradragsret, kan du indsætte hvem som helst – også en forening.
Medmindre du har gjort begunstigelsen uigenkaldelig, har du ret til at ændre på, hvem der skal have penge, når du dør. Det kræver, at du kontakter dit selskab. 

Hvordan kan du få styr på, hvem der i dag er begunstiget i dine ordninger?
På www.pensionsinfo.dk kan du danne en rapport med alle dine egne oplysninger. I løbet af et minut har du en lang rapport med tal og grafik, der handler om dig. Du får overblik over dine aftaler med forskellige selskaber. Det er både aftaler, du ikke betaler ind på længere og de aktive aftaler, som du betaler ind på nu.
Rapporten har et overblik over udbetaling ved død. Her kan du i et begrænset omfang se, hvem der får hvilke beløb. Du har ikke fuld sikkerhed for, at oplysningerne er fuldstændige, da ikke alle selskaber har elektroniske registreringer.
Med rapporten i hånden har du overblik over dine aftaler og kan kontakte pensionsselskabet/selskaberne for at få fuld sikkerhed for, hvem du har begunstiget. Er der behov for at ændre på begunstigelserne, kan I sætte den proces i gang.

Navngiven begunstigelse for samlevere
Hvis man har indsat sin samlever med navns nævnelse som begunstiget og efterfølgende flytter fra hinanden, så skal man være opmærksom på, at ændre begunstigelsen igen.
Ophæver du efter nogle år samlivet og flytter sammen med en ny samlever, men glemmer at få slettet navnet på din tidligere samlever, kan der opstå den situation, at du dør, og pengene går til den tidligere samlever, mens den nuværende samlever ikke får noget.

Ingen begunstiget
Det er også muligt at vælge ”ingen begunstiget”. Så går udbetalingen til dit dødsbo og kan, hvis der er skrevet et testamente, udbetales til personer eller foreninger efter eget valg. Beløbet vil dog ikke være beskyttet mod eventuelle kreditorer.

Ægtefælle-/samleverpension (enkepension)
Typisk ved kollektive pensionsordninger i pensionskasser kan der ved død være tilknyttet en ægtefællepension, som er en slags forsikringsordning til ens ægtefælle eller samlever, som betyder, at der udbetales en vis pension til ægtefælle/samlever i tilfælde af den forsikredes (fx din eller din partners) død. Tjek med pensionskassen, hvorvidt samleveren automatisk er dækket, eller om du skal foretage dig noget for at sikre din samlever.